Familien Duch

Cambodia

Phnong Phen

År 2006

Vi kom til Combodia af vandvejen, idet vi krydsede grænsen ad Mekong floden fra Vietnam. Efter Hanoi og Ho Chi Minh City, virkede Phong Phen  - trods det er en millionby—nærmest som en landsby, uden den kaotiske trafik og støj, der ellers kendetegner østens millionbyer.  At op mod en fjerdel af Cambodias befolkning døde under de 4 år under de Røde Khmers regime og at bybefolkningen blev tvangsforflyttet til landet, har givetvis også sin del af forklaringen. I de 4 år faldt befolkningstallet i Phnong Phen fra over 2 millioner til omkring 50.000.

Phong Phen er bestemt en dejlig, grøn og luftig by, men dog uden de helt store seværdigheder og den østlige atmosfære, man finder  andre steder.

Mange af seværdighederne er knyttet til  de rædselsår med Pol Pot og de Røde Khmer, f. eks. Tuol Sleng Museum som var det berygtede Prison S-21. Museet giver et uhyggeligt indblik i fangernes liv, tortur og henrettelserne. Besøg på museet er en barsk oplevelse.

Et andet seværdighed fra denne mørke periode i Cambodias historie er the Killing Fields, som ligger  15 km udenfor byen. Vi havde dog ikke lyst til at besøge stedet,  som var en af de Røde Khmers masseudrydelseslejre.

Udsnit fra Kongeslottet, bagerst Sølvpapoden

I Phnong Phen ses mange forskellige  måder at transportere sig på. Heldigvis er trafikken ikke særlig hektisk

Kongepaladset er et stort, imponerende og velrenoveret paladskompleks som ligger ved Mekong floden. Der er en række storslåede bygninger og templer beliggende mellem grønne græsplæner og parker. Ca halvdelen af paladsets er kongens private områder, hvortil der ikke er adgang.

På et 600 meter langt vægmaleri vises scener fra det gamle Khmerrige, med kampe, historier og eventyr. Vægmalerierne er forholdsvis pæne restaurerede.

Sølvpagoden i paladsets sydligste del  har fået navn efter dets gulv, der er belagt med 5.000 ét kilos tunge sølvfliser

Ligeledes udsnit  fra Kongeslottet—Throone Hall

Udsnit fra den 600 meter lange vægmalleri.

Kongepaladset set fra Mekongfloden

Træskærere i gang med en frise til kongepaladset.

Vi havde taget bussen til Sihanoukville og fik set lidt mere af Cambodia. Umiddelbart så landets infrastruktur meget organiseret ud, både hvad angik veje, elektricitet m.m. og der var rent og pænt de fleste steder vi besøgte. Men jo nærmere vi kom byen, jo mere styrtede det ned. Vi fik rigtig at mærke, at regntiden stod for døren og da vi endelig nåede Sihanoukville var der tale om decideret tropisk skybrud. Vandet stod højt i gaderne og vi blev en efter en eskorteret med paraply ind under et halvtag på busstationen ved ankomsten. Her stod vi og ventede en halv times tid, indtil regnen igen holdt op, og solen igen kom frem. Vi havde i mellemtiden fundet en chauffør, der kunne køre os til vor bestemmelsessted—et guesthouse ved havet, hvor vi ville være en lille uges tid og bare nyde solen, havet og slappe af.

Vi tog en dag en taxa til det store centrale marked, der findes midt i  Phnong Phen. Det er et af de absolut største markeder vi endnu har besøgt og befinder sig i nogle store haller og er altså overdækket. Der var stort set ikke den ting man ikke kunne købe, inklusive masser af små spisesteder og gadekøkkener.

En kongelig karet

Her er jeg foreviget—frygtløs mellem et par af kongens tro elefanter

Sihanoukville

Vi havde desværre kun begrænset tid i Combodia, så spændende områder som Siem Riep, Angkor Wat m.v. var vi enige om, at vi ville vende tilbage til på et senere tidspunkt, hvorfor vi tog turen sydpå i stedet.

Kasper var meget ombejlet af de unge piger på stranden

Der var ikke mange turister i Sihanoukville på dette tidspunkt. Vi startede som regel dagen med at gå til en restaurant, der lå helt ned til havet og fik en dejlig morgenmad, ligesom vi spiste de fleste andre måltider der. Fra restauranten var der direkte adgang til stranden, og her opholdt vi os det meste af dagen.

Der var en hel del børn, hvoraf en stor del var hjemløse, fornemmede vi. De fik lov til at sove inde i restauranten om natten og fik også mad her. Nogle af dem gik rundt og solgte små hjemlavede smykker, men der var ingen af dem, der tiggede. De fleste af dem ville rigtig gerne snakke og kunne også tale lidt engelsk. De kom gerne hen og hyggede sig hos os, når vi lå på stranden. Børnene gik i skole på nogle underlige tidspunkter  - det kunne være sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Som regel havde de hele dagen på stranden og havde enkelte gange også deres skolebøger med og viste os så deres hjemmeopgaver.

Selv om det var regntid, var der dog stadigvæk mange gode timer om dagen til at nyde solen

Børnene i gang med at væve små armbånd i flotte mønstre

Som dagene skred frem, blev regnbygerne hyppigere. Så søgte vi gerne i ly i restauranten og sad og spillede kort eller andet med børnene—eller fik en gang massage. Men efter de oftest kortvarige regnbyger, var det solskin igen og vi vendte tilbage til vore strandsenge.

Kasper og jeg lejede et par små motorcykler nogle dage og kørte rundt i området. En aften vi ville på en lille tur, kom et par af de store piger, vi ofte snakkede med på stranden. De insisterede nærmest på at ville med på tur. Vi havde sådan set ikke noget imod at give dem den oplevelse, men var dog lidt betænkelig ved at køre af sted med dem, da det måske ville kunne opfattes forkert, da børneprostitutionen er et udbredt problem i Cambodia.  De fik dog lov til at få en lille tur og vi kørte lidt op langs kysten. Her så vi bland andet byens helt nye og flotte rensningsanlæg, som vi egentlig var lidt benovet over, da det ikke er mange steder i østen, man ser det.

En flok køer gik normalt frit omkring i det område , hvor vi boede. Ofte gik de også en tur på stranden eller kom helt ind i restauranten. Tilsyneladende var der ingen ejer.

Hospitalet i Sihanoukville. Patienternes i deres senge kan ses i den højre portåbning.

På en af Kaspers og mine ture nord for Sihanoukville endte vi i denne hyggelige landsby, hvor de blandt andet opdrættede kamphaner, som vi fik lov at se.

Selv om Sihanoukville har over 150.000 indbyggere virker den størrelsesmæssigt som en lille dansk provisnby, og det lykkedes i alt fald ikke os at finde moderne indkøbscentre e. lign.

Hospitalet ligger på hovedgaden og ligner en ombygget mekanikerværksted,. Portene var lukket oppe, så vi kunne se ind til patienterne, der lå i deres senge.—det er selvfølgelig praktisk, når patienterne skal have besøg eller de kan følge med i, hvad der sker i byen.

Når regnbygerne kom, var stranden ryddet på et øjeblik

Gennem Cambodias regnskov i regntiden

Vi tog med en minibus kl 7 om morgenen for at køre til Bangkok. Det er en tur på ca 500 km og skulle kunne klares på 8 timer—men i vor tilfælde blev det til 14 timers anstrengende tur.

Vi var ikke kommet mange kilometer fra Sihanoukville, hvor vi havde forladt asfaltvejen, der fortsatte mod Phnong Phen, før vi måtte gøre holdt for at chaufføren kunne hente et par flasker vand i et nærliggende vandløb for at kunne afkøle motoren, da kølesystemet øjensynlig var utæt.

Det havde regnet kraftigt hele natten, så jordvejen  der skulle føre os de næste 350 km gennem regnskoven var ualmindelig plørede.

Regntiden er tidspunktet for at gøre klar til risplantningen. Her pløjes marken

Kølesystemet trængte igen til en optankning

Overbelæssede biler på den mudrede jordvej

På vejen skulle vi krydse en halv snes store floder og hver gang, når vejen gik ned mod flodbredden, var mudderlaget der så tykt, at vores bil sad fast, som så mange andre. Vi blev så sendt ud af bilen og skulle gå ombord på den motordrevne tømmerflåde, der skulle sejle os over på den anden side. Imens blev bilerne trukket ned til flåden af traktorer, bulldozer eller andre biler eller blev skubbet fri. Det samme gentog sig så, når vi var kommet over på den anden side af floden og skulle opad igen.

Mudder, mudder og atter mudder.

Så sidder vor minibus igen fast.

Kristina forsøger her at kæmpe sig gennem mudderet til floden

Her bliver vi flådet over en af de mange floder.

Vi var efterhånden alle ved at være god smurt ind i mudder, efter at skulle ud af bilen gang på gang og gå i det tunge mudder, hvor vi visse steder sank i næsten til knæene. Ved en af de sidste store floder, kom vi dog virkelig i problemer. Efter at have passeret floden skulle vi op af en stor stigning på ca. 3 km og vejen var helt skyllet væk. og der var kun metertyk mudder som samtlige biler var strandet i.

Her er vejen længere fremme blevet erstattet af metertykt mudder

Endnu engang blev vi sendt ud af bilen og skulle nu forsøge at kæmpe os op af stigningen. Det var totalt umuligt at gå i det dybe mudder, men heldigvis løb der et lille vandløb ved siden som vi kunne gå i. Da vi nåede et stykke op, mødte vi en gravko som forsøgte at grave mudderet væk, så bilerne kunne få mere fast grund under hjulene. Der var så enorme muddermængder, at det så fuldstændig håbløs ud.

Ved at gå i det lille vandløb undgik vi at gå i metertykt mudder

Det gælder om at holde tungen lige i munden

Lang om længe nåede vi op på toppen, udasede og beskidte og modløse. Vore fødder var skåret til blods af de skarpe sten på bunden af vandløbet. Vi satte os på en klippeblok og ventede, og ventede. Derfra hvor vi sad kunne vi ikke se ned i bunden af dalen hvor bilerne holdt og heller ikke se, hvor gravkoen arbejdede. Vi sad langt inde i junglen—ud over de boder der var ved færgelejerne, havde vi hele dagen ikke mødt nogle bebyggelser—og skumringen begyndte så småt at falde på. Af en eller anden grund havde jeg en flaske Thai whisky med, som vi delte og den gjorde godt. Endelig begyndte de første biler at komme langsomt op af bakken, men derfra og indtil vores bus kom, gik der vel endnu en times tid og vi var ved at være de sidste personer, der ventede. Men endelig kom vores minibus og vi kunne komme om bord og fortsætte turen.

Tålmodigt venter vi på, at vejen skal blive gravet fri for mudder og bussen trukket op.

Ombord på en af tømmerflåderne kunne vi købe frugt og æg.

Det var mørkt, da vi fortsatte og nu begyndte kampen med uret. Grænsen mellem Cambodia og Thailand lukkede kl 21 og vi kunne ikke tåle ret mange forsinkelser mere. Heldigvis gik resten af turen uden at vi sad fast ret mange gange og vi kunne da selv skubbe os fri, så vi gjorde kun holdt for at kunne fylde vand på køleren.

Klokken var 21, da vi endelig holdt ved grænsen. Her måtte vi ikke køre længere, men skulle gå over grænsen og ind i en anden bus på den Thailandske side. Det gjaldt bare om at komme over grænsen i en fart, så vor chauffør smed al bagagen i en stor bagagevogn og så løb vi det bedste vi kunne—og nåede over inden grænsen lukkede.

Vi måtte så konstatere, da vi kom ind i den nye bus, at Kristina manglede sin rygsæk, hvori hun havde en masse sølv, perler, silke m.v., vi havde købt undervejs.

Vor chauffør brugte sejlturen hver gang vi blev flået over en flod til at afkøle motoren med vand

Bangkog

At komme tilbage til Bangkok, er som at komme hjem igen. Vi elsker simpelthen den by og har efterhånden været der en del gange.

Jeg brugte noget tid den første dag, på at efterspore den forsvundne rygsæk. Det var lidt kompliceret, men ad en række omveje og nogle telefonopkald til Cambodia, lykkedes det at få en aftale, så den kunne transporteres til Bangkok samme nat og der aftaltes et sted, hvor vi skulle mødes. Ellers skulle vi lige en smut til skrædderen og prøve det tøj vi havde bestilt for ca. en måneds tid siden, da vi landede i Bangkok.

Vi tog, som vi stort set altid gør i Bangkok på klongtur, dvs. sejlture rundt i de omkring 1.000 km kanaler, der løber gennem Bangkok. Det er altid spændende at se, hvorledes folk bor, og hvorledes livet leves på vandet. Der er en lille zoo, som  vi også plejer at gøre ophold ved, ligesom vi holder ved en orkidefarm.

I klonger leves livet omkring kanalerne, d.v.s. man møder post-båden, skraldebåden og flydende markeder. Købmanden, isenkræmmeren og de andre handlende har deres front mod klongen, og al færdsel foregår til søs. Klongerne bruges også til at bade i, vaske tøj o.lign.

De havde fået denne lille babyabe ind på zoo i år.

Slangeshowet er også et fast islæt i zoo.

I klongerne findes ud over masser af fisk og disse øgler, som bliver  vel op mod 1 1/2—2 meter lange

Den sidste aften tog vi to tuc-tuc’er til Baiyoke Tower II, der er den højeste bygning i Thailand. De 2 tuc-tuc’er syntes lige, at vi skulle køre om kap, så det blev en ret nervepirrende tur gennem Bangkok på 3 hjul med omkring 130 km/timen på de spinkle køretøjer, men vi slap dog helskindet igennem. Vi havde desværre ikke fået bestilt bord, men det er tidligere lykkedes med at komme ind uden, men ikke denne aften, så i stedet blev det til lidt kulørte drinks på 84 etage og vi nød udsigten ud over byen gennem panoramavinduerne i 300 meters højde og så aftenen faldt på og lysene tændtes i Bangkok

Glade børn bader i det grumsede klongvand—blandt øgler m.m.