Familien Duch

Peter Duch

Kinas hovedstad—Beijing

Byen på størrelse med Fyn

Vi var 14 dage i Beijing i 2001 på en aldeles pragtfuld og begivenhedsrig tur. Mødet med kineserne og deres meget imødekommenhed var overvældende. Deres hjælpsomhed, nysgerrighed, interesse, lattermildhed og venlighed i det hele taget fik os til gang på gang at gå og smile ved tanken om de oplevelser vi fik. Med til det at styrke vor gode indtryk af kineserne var måske også, at vi oftest færdedes på de lokale steder, hvor turisterne normalt ikke finder hen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

År 2001

Pavilionen for de ti tusinde glæder

Lille gut med Mao kasket stopper os på gaden med et ”Hello”

Pandabjørn i Beijing Zoo

Beijing—hvor gammelt og nyt mødes

Til fods, i taxa, med bus og med metro rundt i Beijing

Templet for kraft og harmoni i sommerpaladset

I kina får de fleste deres første (og eneste ) barn i godt 30 års alderen og da de fleste bliver pensioneret i 55 –års alderen, er det ofte bedsteforældrene der tager sig af børnepasningen, som denne meget stolte bedstefar.

Marmorbåden er en pavillon, lavet af marmor og som befinder sig i den lille sø ved Sommerpaladset.

Sundhedssystemet er meget åbent i Beijing. Her sad der ved lange borde 30-40 læger, som man kunne konsultere.

Terracottakrigerne. I byen Xian, i det sydvestlige  Kina , blev der  i 1974 gjort et fund omkring et kejserlig gravmæle, hvor indtil videre omkring 8.000  krigere af terracotta (hærdet ler) i naturlig størrelse er blevet gravet fri ligesom figurer af heste, stridsvogne etc. er fundet. Krigerne skulle  beskytte kejseren mod fjender. Alle figurerne er forskellige. Nogle af figurerne var udstillet ved Cloissonné  værkstedet.

På en mongolsk restaurant fik vi en fantastisk Hot Pot med syrnet hoppemælk. Ejeren af restauranten syntes absolut at jeg skulle klædes ud og ville gerne med på billedet.

Beijing—masser af oplevelser

Kulninariske oplevelser overalt

Hvilken høne skal vi snuppe til aften?

Her fik vi en dejlig julesalme med pensionistkoret

Beijing—oplevelser over store arealer

Også udkanten af Beijing er mange oplevelser værd

Ved dette gadekøkken fik vi endnu engang en super kulninarisk smagsoplevelse. Vi fandt først senere ud af, at mange ikke spiser slanger i slangens år. Vor guide Lydia, der selv er født i slangens år, spiser f. eks. aldrig slanger

Parti fra Den Forbudte By

Vandmøller, der forsyner rismarken med vand. Ved at sætte flere møller sammen, kan man hæve vandet op til de øvre marker. Fra De Etniske Kineseres Kultur Park.

Den kinesiske mur er kun en kortere køretur væk fra hovedstaden

I en stor lagerhal ved fiskemarkedet fandt vi et kæmpemarked, hvor de lokale gjorde deres indkøb af luksusvarer. Vi får her lavet en halskæde af store flotte perler, til omkring en tiendedel af hvad de kostede på turiststederne.

Hall of Mental-Cultivation i Den forbudte By

Jeg spurgte engang vore guide Lydia, om hvorfor man næsten aldrig så berusede mennesker på gaden i Beijing. Hun svarede tørt, at de når aldrig ud på gaden, men ryger direkte til udpumpning!

 

Xianghan Park er en park, der ligger i bjergene lidt uden for Beijing. Vi tog en dag metroen til endestationen og derefter en taxa resten af vejen derud. Det var en utrolig smuk park med særprægede træer, blomster, springvand, templer og pavilioner. Vi tog svævebanen  de 1400 meter op til toppen, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Beijing. Vi havde haft lidt regn om natten, så smoggen var stort set væk. Vi havde en rigtig dejlig dag i parken og mødte som sædvanlig en masse spændende mennesker som vi kom i snak med. Alle skolebørn siger mindst ”Hello”, når man møder dem. En lærerinde i engelsk jeg talte med en  dag, fortalte at man allerede i børnehaven og fast fra 1. klasse havde engelskundervisning, ligesom hun altid opfordrede sine elever til at opsøge udlændinge og få brugt sproget, så det var måske forklaringen på, at vi fik så mange kontakter. På tilbageturen tog vi de tusindvis af trin, der var hugget ind i bjerget—godt vi havde taget svævebanen den modsatte vej.

Med metroen tog vi en dag til Lamatemplet, som er et tibetansk-buddistisk tempel, som bl.a. beboes af 100 lamaer (præster) og har fungeret som tempel siden 1744, bortset fra 10 år under kulturrevolutionen. Et meget smukt sted, men udenfor templet lå der en spændende hutong . Det var ved at være frokosttid, så vi fandt en restaurant og vi bestilte noget, vi troede var med nudler. Det smagte utroligt lækkert, men vi kunne ikke finde ud af hvad det var. Kødet var hvidt og lidt gummiagtig ligesom blæksprutter, det var ikke skåret i stykker men havde en trekantet form 3-4 cm i længden. Dorte var overbevist om, at det måtte være slange, og det kunne da også godt minde om kød, der sidder ved hvirvlerne. Tjeneren kunne ikke tale engelsk, så Dorte tegnede en bølgende streg med fingeren på bordet og kikkede på tjeneren. Ah—nu kom han med papir og pen og tegnede en bølgende slange på det. Dorte nikkede og smilede til ham og sagde: ”Hvad sagde jeg—det var slange!” Et øjeblik efter kom en dreng løbende ind i restauranten med et eller andet, der bevægede sig i den sorte plasticpose, han havde i hånden. Øjeblikket efter kom tjeneren med en grøn slange på 40-50 cm og viste Dorte den. Hun nikkede til ham og sagde ”Aha, det var altså sådan en karl vi fik”. Et øjeblik efter kunne vi høre lyden af hakken og banken fra køkkenet, efterfulgt af syden på panden og sandheden gik efterhånden op for os—det ikke var slange, vi havde fået, men netop havde bestilt.

 

Der kom en stor portion. 7 fine slanger med grøn peber og andre stegte grøntsager. Jeg tager hatten af for Dorte. Uden at kny, gik hun i gang med at spise det; normalt er det mig, der er mere til det eksotiske. Det smagte glimrende, og vi spiste os propmætte, så kun halerne var tilbage. Vi måtte også have et par ekstra af de store øl. En flok på fem forretningsmænd kom ind, og skulle lige over til vor bord for at se, hvad det var vi spiste, og måtte give os en anerkendende tommelfinger. De startede for øvrigt, deres måltid med at få en hel flaske risbrændevin (56%, som blev delt i deres 5 glas, sådan ca. et helt ølglas til hver.

Senere på dagen var vi var en tur i Den Underjordiske By. Det er et tunnelsystem under Beijing, der blev bygger fra 1969 og 10 år frem, og blev bygget til at huse Beijings daværende 5 mio indbyggere i tilfælde af et atomangreb fra Sovjetunionen. Hele byen kunne evakueres på én time og den underjordiske by var forsynet med indkøbsmuligheder o.s.v. Det er ikke noget, kineserne er særlig stolte over, så der er ikke meget reklame for den, men alligevel tankevækkende. Der var ret skummelt og dårligt oplyst inde i labyrinten og langt mellem de nøgne elpærer. Nogle sidegange var slet ikke oplyst og der kikkede man bare ind i totalt mørke. Vi håbede, at der ikke kom strømafbrydelse, mens vi var derinde—i så tilfælde fandt vi nok aldrig ud igen.

 

I udkanten af Beijing ligger De Etniske Kineseres Kultur Park. En dag tog vi en taxa derud, Parken er indrettet af og repræsenterer de 55 minoriteter der findes i Kina. Hver minoritet har bygget i deres traditionelle byggestil og indrettet restauranter o.lign med deres specialiteter. Desværre var parken ikke fuldt opbygget på det tidspunkt, Tibet og minoriteterne fra bjergområderne var for nogens vedkommende færdige. Deres bo område var etableret i naturlige omgivelser med templer, vandfald, hængebroer, klipper, bjerghuler etc. Meget, meget smukt udført. Beboerne optrådte i deres nationaldragter, men dagen hvor vi var der, var det kun mongolerne der optrådte med deres sang, musik og dans såvel inde i parken som ved udgangen. Vi glæder os til at se parken igen, når den er blevet fuld udbygget.

Efter denne episode  fik jeg fra et gadekøkken fat i et stort spyd med 5 store biller  med lange vinger på. Jeg kunne forstå på sælgeren, at det var en slags cikader. Billerne blev grillet og vingerne strøget af, og så var der en himmerrigs mundfuld. Utrolig lækre og forholdsvis meget kød på. Et par unge kvinder vi mødte, skulle høre, hvor vi havde fået dem hende og hvad de kostede. De sagde, at det var meget billigt, da de var svære at fange og dermed også svære at skaffe.

 

En anden sjov oplevelse vi havde, var en dag vi  var taget i Beinal Park, En meget smuk park, der omkranser en stor sø. Der er en lang række smukke templer, pavilloner, pagoder o.s.v. Min opmærksomhed blev fanget af sang og musik. Jeg gik nærmere og i en stor pavillon var der 2, der spillede harmonika og én spillede balalaika. Omkring musikanterne stod en dirigent samt en halv hundrede mænd og kvinder og sang svulstige opera og operette sange. Jeg kom i snak med en ældre kvinde, der fortalte at de deltagende var pensionister og at de en gang ugentlig mødtes her for at synge og spille russiske sange, for som hun sagde, der er mere gang i de russiske sange, frem for de kinesiske. Og  akustikken var fantastisk i pavillonen. Det lød virkelig også smukt, når de sang, og de gik op i det, som stod de i orkestergraven i det kongelig teater. Man må sige, at når kineserne samles for at dyrke deres hobby, det kan være dans i en park, tajiquan eller som nu sang og musik, så giver de sig hen fuldstændig. Flot og imponerende.  Jeg blev nu præsenteret for de omkringstående, og den ældre kvinde, der for øvrigt talte et meget godt engelsk, oversatte. Jeg blev opfordret til at synge sammen med dem, men desværre havde de kun en enkelt sang i deres nodehæfte med engelsk tekst, men den skulle da synges til ære for mig. Så inden jeg havde set mig om, stod jeg en varm efterårsdag midt i en park på den anden side af jorden og sang ”Glade Jul” sammen med en flok kinesiske pensionister.

En dag kom vi ufrivillig til at få startet et større slagsmål. Vi sad ved et bord i en gade, hvor der udelukkende var gadekøkkener med forskellige etniske specialiteter, Larver, biller, græshopper og småfugle på spyd, slanger, gris, okse, kylling og det hele garneret med et væld af farver fra udhulede ananas, kokusnødder med sugerør og alskens frugt og grønt. Tjeneren, som vi havde snakket en del med, spurgte om vi ikke havde nogle danske mønter. Jeg fiskede en krone op af lommen og gav ham. Pludselig var der 3-4 stykker, der også gene ville have mønter, da det var en utrolig souvenir for dem, så jeg fandt en femmer til én, en ti’er til en anden og en tredje fik en 20’er. Vor tjener blev utrolig vred over, at de andre havde trængt sig ind på hans personlige gæster. Speciel ham der havde fået den skinnende ”guldmønt” - 20’eren var han meget vred på—den ville han have, så det endte med brydekamp mellem de to—og det var bestemt ikke for sjovt, at de sloges. Da vor tjener var ved at få den anden proppet ovenpå den glohede grill, måtte jeg over og skille dem ad. Jeg havde endnu en 20’er og spurgte, hvem af dem der havde den nu. Det var lykkedes vor tjener at få den vristet ud af hånden på den anden, så jeg gav min sidste 20’er til den anden—så havde de da begge en hver, men det formildnede slet ikke vor tjener og han var stadig meget, meget sur på den anden. Skønt denne prøvede at formildne tjeneren med smisken, smil, vimsen omkring ham og tilbyde ham penge, lykkedes det ikke at få ham formildnet.

Ved siden af købmanden lå en lille, men utrolig lækker restaurant. En sen aften vi vendte hjem, havde de lige modtaget friskslagtede lam, så de havde stillet 3 borde ud på gaden og så blev der ellers arbejdet med partering af de ca 50-60 lam, hvor alle restaurantens 8 ansatte var i gang. Dette ville nok ikke have gået i Danmark, men i Kina er det OK, ligesom det er OK, at køre på cykel den halve by igennem med en halv uindpakket gris på bagagebære, som vi så.

Efter nogle få dage var vi allerede ved at blive kendte skikkelser i bybilledet og kendte en del af de handlende. Så når de så os, smilede de og råbte ”Hello Dorte”, ”Hello Peter ”på lang afstand.

Vi var gerne en smut forbi vor lokale købmand på vej hjem til hotellet sidst på dagen eller aftenen. Det var en lille butik med plads til 2 kunder af gangen som ejedes af et ægtepar med en søn på 11-12 år. I modsætning til forældrene kunne drengen nogle brokker engelsk og kunne fungere som tolk. De var alle utrolig flinke og en aften, vi kom der, havde de hørt at jeg havde fødselsdag, så de stod og sang ”happy birthday” for mig, da jeg kom ind i forretningen.

Hutongerne er dog snart en saga blot i Beijing, da de brutalt rives ned for at gøre plads til mere tidssvarende byggeri. Vi så rigtig mange eksempler på dette. I Beijing har du på den ene side kvartererne med de gamle hutonger og et stenkast derfra kan der så være et top moderne indkøbsstrøg med forretninger fra de store, dyre modehuse, Guzzi, Armani, Dior, Sony etc. Ligeledes med arbejdsmetoder. Man kan se 100 mand stå med skovle og grave vandledninger ned og ved siden af står den nyeste og største bulldozer, der med en skovlfuld tager samme mængde jord som de 100 mand kan skovle på en time.

Vi færdedes oftest rundt til fods i Beijing, eller tog en taxa, bus,eller undergrundsbanen hen i et kvarter og travede så rundt og udforskede det og spisestederne. Allerhelst færdedes vi dog i hutongerne og vores yndlings hutong var selvfølgelig den nær ved vort hotel.

 

Hutonger, er betegnelsen for den gamle, lave, meget tætte bebyggelse af en blanding af små forretninger, små spisesteder og beboelser ud til de små gader og bittesmå gyder med baghuse og baghuse til baghuse, hvor der også er masser af beboelse. Beboelserne, der er dårlig isolerede murstenshuse, består oftest af 1-2 små rum, hvor der er plads til 1 seng, borde og stole samt køleskab og farvefjernsyn. Desuden er der oftest klimaanlæg. Madlavningen og spisningen foregår ofte ude på gaden, eller der hentes mad på en af de små restauranter. I hutongerne ligger toilethusene tæt. De er fælles for en række af beboerne. Skønt der aldrig er skilte på dørene på engelsk ved toiletterne, er man dog aldrig i tvivl om, hvor de er p.g.a. af lugten.

I Beijing var der selvfølgeligheder, man som turist absolut skal opleve:

Den Himmelske Freds Plads, Den forbudte By, Sommerpaladset, Beijing Zoo med pandabjørnene, Minggravene, Cloissonné fremstillingen, Den Kinesiske Mur, Perlesøen, Center for Akupunktur og naturmedicin, Maos Mausolæum, Peking And, Kinesisk akrobatik o.s.v. 

 

For en gangs skyld havde vi købt 3 større heldagsudflugter på forhånd med guide. Det var både meget praktisk, men også lidt besværligt. Vi er jo vant til selv at bestemme tiden og ikke hænge os så meget i klokken. Det gik dog ganske udmærket, da der ikke var andre gæster end os. Vi havde en stor flot limousine med chauffør, der sprang ud og holdt dørene for os, når vi standsede.  Guiden, Lydia en ung kvinde, var meget dygtig og var god til at vise os de specielle ting vi gerne ville se og en dygtig fortæller, som også fortalte rigtig meget om kinesernes liv, traditioner, om sin egen familie, ét barns politikken og hvorledes nogle kunne omgås dette. Hun havde f. eks. selv 3 søskende, - hendes far var også embedsmand