Familien Duch

Peter Duch

Borneo

Malaysia

År 2011

Endelig skulle vi på farten igen. Efter et par store rygoperationer er det kun blevet til kortere ture rundt i Europa, men Air Asia er begyndt at flyve fra Paris til Kuala Lumpur og man kan få rimelige penge få en første klasses billet, hvor det er muligt at ligge ned under flyveturen, så skulle det prøves.

I Paris røg vi desværre ind i problemer—mit pas udløb om 5 måneder og Malaysia kræver at der minimum er 6 måneder tilbage, så vi blev afvist ved check-in. Uheldigvis var alle udgange i lufthavnsbygningen afspærret og bevogtet af militær af en grund vi aldrig fandt ud af, så først efter 15 minutters tid, kunne jeg springe ind i en taxa og suse af sted til den danske ambassade og få passet forlænget. Jeg havde talt med dem pr. telefon, så de var klar og herefter gik det tilbage til lufthavnen, hvor både jeg og taxachaufføren undervejs talte med Air Asias check-in, men vi kom lige præcis 2-3 minutter for sent til aflevering af bagage, men dog 45 minutter før boarding  men der var intet at gøre—bagage check-in havde lukket. Så det var ikke andet at gøre, end at tage 2 overnatninger i Paris og herefter med næste fly.

Paris er jo en dejlig by, men det var februar måned og vi havde ingen vintertøj med, da vi jo skulle til varmen, så det var ikke lige den start vi havde regnet med. Ved næste afgang til Kuala Lumpur kom vi med og efter en mellemlanding i Kuala Lumpur, nåede vi det fly til Kota Kinabulo, Provinshovedstaden i Sabah på Borneo, som vi havde booket hjemmefra. Vi måtte så springe over de par dage, vi havde påtænkt os at starte med i Kuala Lumpur.

Kota Kinabulos vartegn

3 storkefugle venter på færgen

Varan på øen Pulau Manukan ud for Kota Kinabulo.

Provinserne på Borneo er betydelig fattigere end resten af Malaysia og Kota Kinabulo var ingen undtagelse, selv om det er provins-hovedstaden i Sabah. Fattig men spændende og forholdsvis livlig. Der er et hav af små især muslimske restauranter, hvor man kan spise et lækkert måltid for under 10 kr, men man skal selvfølgelig så heller ikke forvente hvide duge på bordene, levende lys o.s.v.—og der er ikke alkoholiske drikkevarer. Den slags restauranter findes også, hvor man får international mad. Vi var en aften på en italiensk restaurant og fik et par øl, pizza og en flaske rødvin og måtte af med godt 300 kr.

Selve byen virker ikke overvældende stor, der er 3 hovedgader, der ligger parallelt med kystlinien. Der er en håndfuld storcentre med hundredevis af forretninger samt de kæmpemæssige central-, nat– og filipino markeder. Derudover findes der også masser af specialforretninger f. eks. er der et par gader med guld, sølv og perler. Så der er masser af muligheder for indkøb.

Det er et hårdt job at arbejde på restauranten på Pulau Manukan, idet alt skal bæres fra speedbåden og de ca 100 meter op til restauranten.

Parti fra Kota Kinabulo.

Der er ikke mulighed for at komme til strand direkte ved Kota Kinabulo, så efter et par dage tog vi med speedbåd til en af de 5 små øer, der ligger ud for byen. Vi tog til Pulau Manukan, hvor der også var mulighed for at bade, snorkle og gå på jungletur. Desuden ligger der et ressort derude, hvor der er overnatningsmuligheder. Det sidste fandt vi dog ud af, nok var lidt for ensomt for os, da sidste båd til fastlandet afgik kl 17 og der var ingen indkøbs-muligheder, kun en lille restaurant. Restauranten havde dog meget lækkert og forskelligt mad, hvor vi spiste frokost for 25 kr. for 2.

Vi brugte dagen på at bade og snorkle og på et tidspunkt ville jeg gå en tur ind i junglen og udforske den. Jeg var ikke kommet ret langt da jeg fik øje på noget, der bevægede sig. Da jeg kikkede nærmere efter, var det en varan på godt halvanden meter og da jeg kikkede rundt opdagede jeg, at jeg stod blandt mindst 10 af samme slags. Et øjeblik følte jeg lige, at jeg var med i Jurassic Park, men opdagede så, at de var lige så bange for mig, som jeg var for dem. Jeg måtte lige hente Dorte, for at hun også kunne se dem.

Selve junglen på øen var der dog ikke så megen liv i. Jeg gik op til et højdepunkt og derefter over på øens modsatte side, hvor der gik ret lodret ned mod vandet, hvorefter jeg vendte tilbage.

På hjemturen til vort guesthouse var vinden frisket lidt op, så det gav nogle ordentlige bump og sprøjt. Jeg besluttede mig til, at næste gang ville jeg lige orientere mig om, hvorfra vinden kom, inden jeg satte mig, da jeg fik nogle ordentlige skyller ind over mig.

Søpølser er en delikatesse på Borneo—her er de røgede.

Sandstrand på Pulau Sapi

Plastik affald ses alle steder på Borneo. Selv om man så småt er begyndt at stramme op på brugen af plastik, flyder det alle vegne. Om du er langt ude på havet, hvor du ikke kan se land, ser du adskillige plastflasker komme vuggende i vandoverfladen. Jeg var en dag ude at gå en lang tur. Uden for byen gik jeg i en lille jungle tæt ved kysten. Jeg havde længe gået med min tomme plastikflaske i hånden. Pludselig kom jeg til et sted, hvor den lille sti var spærret af en losseplads for plastik—en kæmpe stak var åbenbart bare kørt ud i junglen og efterladt der i titusindvis af brugte plastikflasker. Jeg modstod dog fristelsen til dumpe min egen flaske, men tog den med tilbage til byen, hvor jeg fandt en affaldsspand, og jeg følte mig magtesløs over for det miljøsvineri.

Vi besøgte også en dag den lille ø Pulau Sapi, som også var dejlig og ren. Vi badede og snorklede. Fiskene fra koralrevet var vandt til turister, så de kom og tikkede. Vi havde et æble, som vi lod dem spise af, og det tog ikke lang tid, før vi havde en stor stime af forskellige koralfisk omkring os og på kort tid, havde de spist æblet.

På hjemvejen havde jeg lært af forrige tur at få mig sat i læsiden.  Der var flere speedbåde, der skulle tilbage til fastlandet, så der blev kapløb om hvem der kunne sejle stærkest. Vor båd havde en ny 300 HK motor, så  det gik bare i susende fart og dem, der sad i luvart side, fik nogle ordentlige skyller. Det lykkedes vor båd at komme først, så der var stor jubel på båden.

Strandpromenaden i Kota Kinabulo

Fra Pulau Sapi kan man svømme de 200 meter til øen Pulau Gaya

Vi havde besluttet at vi ville en tur til den nordvestligste del af Borneo, så en morgen pakkede vi vor rygsæk og gik op til busholdepladserne og fandt en taxa, der skulle til Kudat. Taxasystemet fungerer på den måde, at der er fast pris pr. person og man samles så, indtil der er tilstrækkelig med passagerer, hvorefter taxaen kører. Da det er 7-personers taxa, er det derfor en god ide, at sikre sig, at der allerede er et pænt antal passagerer, for ikke at skulle vente alt for længe. Vi var da også snart en busfuld og drog af sted. Turen kostede 25 RM  (ca. 40 kr.) pr stk. Dette er en meget behagelig rejseform og ved slutningen af turen, bliver passageren kørt hen, hvor de skal være. Vi var først langt ude på landet i en lille bebyggelse beliggende op ad junglen, hvor en familie blev sat af. Dernæst var vi ude på et skibsværft, hvor en amerikaner åben-bart havde sit skib til reparation. Som de sidste—efter 3 timers kørsel—blev vi kørt til vort hotel. Hotel Ria var det mest mondæne hotel i byen og var drevet af kinesere. Vi fik et rigtig godt værelse med balkon, hvor vi kunne sidde ude og spille kort  og drikke øl sidst på eftermiddagen, inden vi skulle ud at spise. Her kunne vi også følge med i rotternes liv på nabobygningen og se, hvorledes de behændigt kravlede op og ned af nedløbsrørerne.

Nordøst for Kudat ligger ”Tip of Borneo”, der er det aller nordøstligste punkt på Borneos fastland, hvor Sulu havet og det Sydkinesiske Hav mødes

Lokal handlende fra øen Pulau Banggi

Selve byen Kudat er en lille, fattig, grå og nedslidt by, som hurtig er udforsket.  Indbyggerne er til gengæld meget venlige og priserne virkelig små. Ikke langt fra vort hotel, lå et lille marked, hvor der om aftenen var masser af små spisesteder hvor man ved de forskellige boder kunne gå rundt at købe forskellige ting til sin aftensmad og så sætte sig og nyde det. F. eks. kunne man få en stor portion chilimarineret kæmperejer for 4 kr.

Vi tog en morgen ud til øen Pulau Banggi, som er den allernordligste af Borneos øer, og som  faktisk ligge betydelig tættere ved Philippinerne end ved Borneo.

Vi tog med den store passagerfærge  og efter halvanden times sejlads gik vi i land for at udforske øen.  Vi gik til højre for færgelejet, hvor den fattigste del af landsbyen lå. Som mange andre fiskerbyer på Borneo, lå de fleste huse bygget op fra strandkanten og et godt stykke ud på havet, forbundet med træbroer. Det er praktisk at bo på havet, dels giver det en naturlig ventilation, dels kan alt affaldet blot smides ud i havet og endelig er der ingen behov for kloakering, da toiletaffaldet blot skyldes direkte ud i vandet.

Parti fra fiskerlandsbyen på Pulau Banggi

Kokuspalme på Pulau Banggi

Bananklaser på Pulau Banggi

Der var dog en skole og en børnehave på øen. Der var idrætsdag, mens vi var der, så der blev dystet på en hullet boldbane i længdespring, boldspil m.v. Vi stod lidt og så på og talte med nogle af de voksne, hvorefter vi gik tilbage mod den venstre del af øen. Her boede de mere velstillede og de dyrkede også lidt frugt. Som regel var der et par bananpalmer ved deres bungalow, nogle høns og ofte en vagthund. Det var nødvendigt med vagthunden, da aberne fra den nærliggende jungle gik på rov i villahaverne. Vi mødte også en flok langhalede makakaber med 20-30 individer i udkanten af junglen.

Vi holdt frokostpause på landsbyens eneste restaurant, der også lå på pæle ude i vandet. Også her blev al affald hældt direkte i vandet,  resterne på gæsternes tallerkner m.v. blev bare skrabet af ud over terrassens kant ligesom de tømte vandflasker endte samme vej.

På restauranten kom vi i snak med 2 ingeniører fra Kota Kinabulo, som havde været på øen for at servicere solcelleanlæget, som deres firma havde installeret. De fortalte bl.a. at regeringen havde afsat en del midler til udviklingen af det fattige Kudatområde. Vi sad længe og diskuterede og fortalte hinanden om vore forskellige verdener.

Desværre gik den sidste færge allerede kl 14. Færgen var kun en passagerfærge og kun 1-2 gange årligt kom der en bilfærge, så de lokale kunne få deres bil til reparation o. lign.

Skolebørnene på øen var de bedst klædte med deres skoleuniformer

Monument på Tip of Borneo.

Tip of Borneo er en af hovedattraktionerne i Kudat. Det er det nordligste punkt på Borneo og her mødes 2 have. Det er også et af de steder, hvor regeringen har givet udviklingsstøtte. Det ligger ca 30 km nord for byen og en beskeden vej fører derud. Der er anlagt nogle udlejningshytter, en parkeringsplads med en lille restaurant og en souvenirbutik. Der er opført et monument af form som en jordkugle, hvor der er skåret en skive af. Skiven fokuserer på Borneo. Herudover er der en prægtig ca 5 km lang hvid sandstrand. Men der er ingen offentlig transport, så  der er meget, meget sparsomt med turister derude. Vi hyrede en taxachauffør til at køre os derud og hente os igen sidst på eftermiddagen. Turen gik ad en meget smal vej gennem et øde område og tog ca en times tid.

Vi gik tur i området og gik derefter til stranden, hvor vi badede og solede os. Vi var absolut de eneste på den flotte kæmpemæssige strand.

Vi gik op til restauranten for at vente på taxachaufføren og få lidt at drikke, da den aftalte tid for afhentning nærmede sig. Da der var gået en halv time over tiden begyndte vi at blive nervøse for at skulle blive efterladt der. Der var ingen turister og alt var øde, bortset fra de 3 ca. 10-12 årige piger, der passede restauranten og de kunne meget begrænset engelsk, men det lykkedes dog at forklare dem problemet og en af dem ringede til sin far og fik aftalt at han kunne køre os tilbage til Kudat. Inden han kom, ankom taxachaufføren dog og vi fik den anden aftale aflyst.

Stranden ved Tip of Borneo fortsætter 5 km rundt i bugten og er total øde

Oliepalmer som disse dominerer totalt i Borneo

Fra Kudat skulle vi tilbage til Kota Kinabulo for at komme sydpå.  Her tog vi en overnatning, inden vi næste morgen tog en taxa til den sydgående busstation, der lå 10 km uden for byen. Taxachaufføren havde rådet os til at benytte et bestemt kinesisk busselskab, der dog ikke havde de nyere busser, men de var vedligeholdte og de havde erfarne chauffører. Han sagde, at selv om han selv var af malaysisk afstamning, måtte han fraråde de malaysisk ejede busser, da de ikke blev vedligeholdt. Ved busstationen blev vi overfaldet af en mængde mennesker, der rev dørene op og som hver isæt ville have os til at køre med deres selskab. Taxachaufføren fik dem verfet væk med undtagelse af ham, hvis selskab, han havde anbefalet. Denne bar vor bagage til hans selskabs billetkontor og vi fik billetter til Sandakan i en airconditioneret bus. Vi gav 30 RM pr person (48 kr) og turen varede 6-7 timer, og er bestemt en anbefalelsesværdig  tur. Speciel de første 4 timer, hvor vi kørte gennem regnskov, bjerge og dale og kom tæt på Mount Kinabulo var udsigten utrolig smuk. Herefter var det slut med regnskov og resten af vejen var stort set plantager med oliepalmer, indhegnet bag pigtråd. Chaufføren var virkelig behagelig at køre med, og han holdt adskillige pauser, så vi kunne komme ind og spise, få drikke varer, tisse o.s.v.

Mange steder var der ryddet enorme arealer og nytilplantet med små oliepalmer—et meget deprimerende syn, når man ved hvilke konsekvenser det har for dyre– og plantelivet. Hist og her var der nogle små oaser af gammel regnskov, men meget sparsomt. De lokale er dog glade for oliepalmerne, for selv om de oftest er på udenlandske hænder, giver det dog arbejdspladser og bringer velstand med sig.

Fra busstationen i Sandakan, som ligger 5 km uden for byen, tog vi en taxa ind til Hotel Seafront, som vi ville kikke nærmere på. Vi fik et dejligt  stort dobbeltværelse med god udsigt over havet, eget badeværelse og morgenmad for75 RM (120 kr). Forholdsvis mange penge i Østen, men Borneo er et dyrt sted m.h.t. overnatning, udflugter m.v.

Mount Kinabulo er med sine 4.095 meter Borneos højeste bjerg.

Parti fra fiskernes by i Sandakan

Børn, der levede på noget der lignede en losseplads, på vejen til Sandakan. Men det var deres hjem.

Sandakan er en hyggelig by, med en rigtig dejlig strandpromenade, hvor der ligger den ene restaurant efter den anden og hvor man kan sidde og nyde solnedgangen, mens man drikker et par øl, hvilket vi jævnligt gjorde. Aftensmaden spiste vi også ofte der eller ved en af de små muslimske spisehuse.  Ud for Sandakan ligger der en række små og større øer og i strædet mellem byen og øerne var der pænt trafik af store skibe, så der var altid noget at se på. I byen ligger en lille havn, hvor de lokale fra øerne lægger til, når de skal proviantere. Der var travlhed med at losse de små både. Alle skulle generelt have en masse store dunke benzin med. De blev lastet med en smøg i munden, samtidig med at luften var tyk af benzindampe. De første par dage travede vi byen tynd for at blive rigtig dus med den. Der var rigtig mange spændende markeder, butikker, spisesteder og rigtig meget at se på.

Vi ville gerne have arrangeret nogle ture. Der var en brochure på hotellet med forskellige turforslag, men vi syntes, at de fleste var lidt pebrede og var ikke lige præcis det, vi gerne ville, så vi gik på turistkontoret, men det blev turene bestemt ikke billigere af, så der gik vi fra med uforrettet sag. Der er store prisforskelle, så det gælder om at se sig godt for.

F. eks. så vi at Jysk Rejsebureau skulle have 3.400 kr. pr person for en 2 dages tur op ad Kinabatangan floden. Rejsebureauet skulle have 1.100 RM (knap 1.800 kr) og vi endte med at få turen for 320 RM (godt 500 kr) pr. person—og det var en total super tur med yderst kvalificerede guider.

Vi gik om morgenen hen på den lokale busstation og købte 2 billetter til Sepilok—rehabiliteringscenter for orangutanger. Vi tog med bussen kl. 9. Billetterne kostede 4 RM og blev kørt helt hen til centret og blev igen afhentet der om eftermiddagen. Buslinie 14 som vi var med kører hver halve eller hele time.

Indgangsbilletterne kostede 30 RM pr. person og derud over 10 RM for fotoapparat.

Sepilok er en lille regnskovsreservat, hvor orangutanger lærer at klare sig selv. Det er f. eks. unger, der bliver fundet forældreløse, orangutanger der har været opfostret i fangenskab eller andet. Mange af orangutangerne har haft dårlige opvækstforhold og skal først til at lære at være fri abe. Der er offentlig fodringer 2 gange dagligt kl. 10 og 15. Vi tog begge fordringer med. Den første startede omkring 10 minutter efter vi kom og vi så hvorledes orangutangerne og andre aber nærmede sig fordringsplatformen. Mange af orangutangerne kommer kun til fordringsplatformen, indtil de kan klare sig selv—nogle vender tilbage, når de har fået børn og andre bliver ved med at komme der livet igennem.

Det var yderst fascinerende at være så tæt på aberne—ca 10 meter, så vi kunne rigtig betragte de store orangutanger, når de kom svingende sig i armene fra træ til træ eller ad det kraftige tovværk, som de ansatte havde spændt op hen til fordringsstedet.

Et lille kys mellem to orangutanger

Orangutang med unge på farten

Orangutangerne kan hænge i de lange arme i timevis

Trekkingtur i Sepilok var en våd og mudret affære.

Efter at have overværet den første fordring gik ville vi gå en tur i regnskoven. Her kom der først to store grisehale makak abehanner gående forbi os. De gik på gelænderet og den ene blev pludselig voldsom truende over for Dorte og var klar til at overfalde hende. Hurtig fik jeg samlet en brækket gren op fra jorden og var klar til at gå til modangreb på aben. Men efter lidt betænkningstid turde den alligevel ikke tage kampen op og forsvandt.

Vi ville benytte pausen mellem de to fodringer til en trekkingtur i regnskoven og ville gå en tur ned til en flod ca. 5 km fra fodringsstedet. Men stien blev mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde i mudder. Der var ualmindelig vådt i regnskoven, det dryppede hele tiden fra træerne og mudderet blev dybere og dybere og det blev sværere og sværere at komme frem. Af og til var der flere meter tykke træer, der lå væltede og skulle forceres og da vi så også opdagede at vi var blevet angrebet af adskillige blodsugende igler, valgte vi at vende om og forsøgte at finde vejen tilbage. Dette lykkedes dog, selv om vi flere gange var ved at komme væk fra sporet.

Tilbage ved centret fandt vi en vandhane og fik vore mudrede sko og fødder skyllet og kunne begynde at pille igler af. Jeg tror jeg fandt 14 igler. Vore ben, arme og fødder var efterfølgende fyldt med blodsilende sår, da iglerne sprøjter et stof ind, der forhindrer blodet i at størkne og man skal regne med 2-3 timer før blodet holder op med at løbe.

Senere da vi spiste frokost i centerets restaurant, opdagede jeg pludselig at min skjorte var gennemblødt af blod på brystet. Der sad en igle jeg havde overset. Senere på dagen opdagede Dorte at hende bluse, bukser, trusser var gennemvædede af blod—hun havde da en igle siddende i navlen. Man mærker dem ikke, når de sidder og suger blod.

I centeret så vi også et par film om orangutanger og om næseaber.

Den anden fodring var faktisk bedre end den første. Dels var der ikke så mange tilskuere og dels kom der flere aber og især orangutanger og enkelte af disse havde også børn med.

Kl. 16 tog vi med bussen tilbage til Sandakan.

Efter en tur i den våde regnskove var vi fyldt med blodsugende igler

Der var nogle ordentlige krabater af træer inde i regnskoven

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man både har mad i højre og venstre fod samt i munden og tillige med skal have ungen med

Vi ville prøve at komme til en strand en dag. Vi var dog lige på turistkontoret for at høre på en tur til Turtle Island først, men syntes at de 550 RM, de skulle have pr. mand var i overkanten. Vi snakkede med en taxachauffør, om hvilke muligheder, der var for at komme til stranden—de var desværre meget små. Man skulle ud til en af øerne langt væk—og det var dyrt. Så vi fik ham i stedet til at køre os til ud til havnen, hvorfra båden til Turtle Island afgik. Der er restriktioner på, hvor mange turister, der må komme ad gangen og normalt skal man reservere god tid i forvejen, men vi var utrolig heldige og fik reserveret 2 pladser med en overnatning til dagen efter. Pris 275 RM pr. stk alt inklusive og samme tur og faciliteter som turistkontorets.

For interesserede tages taxa til Crystal Quest kontoret ved kajen på Jln Buli Sim Sim—tag en taxa frem og tilbage for 6 RM eller gå de ca. 15 minutter mod nord langs vandet fra centrum.

Da vi ikke kunne komme til stranden hyrede vi i stedet taxa-chaufføren til at køre os til Labuk Bay næseabernes fristed. Så efter at chaufføren kørte os tilbage til hotellet, for at vi kunne pakke om, få kamara med o.s.v. gik det mod Labuk Bay. Han skulle have 120 RM i alt for turen frem og tilbage.

Det eneste sted i verden hvor man kan finde næseaber—er på Borneo

Har jeg ikke bare verdens flotteste næse

Vor chauffør var en fantastisk guide, der talte et godt engelsk og fortalte  rigtig mange spændende ting. Vi kørte bl.a. en tur ud forbi nogle enorme slumkvartererne, der især beboedes af flygtninge fra philippinerne. Det var virkelig fattigt og beskidt—overalt flød der tomt plastikemballage og mange af de faldefærdige og tætbyggede skure så ud til at kunne vælte, hvad øjeblik det skulle være. Et af slumkvartererne var blevet ryddet og erstattet af billige lejligheder i blokbyggeri, men det var kun de mest velstillede af de fattige, der havde råd til det. Samtidig skabte det misundelse hos andre, at de fattige kunne få lejligheder til langt under markedsprisen.

I en palmeolie plantage hvor man var i gang med høsten, gjorde vi et kort hold for at gå ind og studere oliefrøene og arbejdsredskaberne. Med de priser som plantageejerne fik for oliefrøene forstår man godt, at det er tillokkende, da et ton oliefrø kostede 200 RM og en plante giver et ton pr. høst og der kan høstes ca. 2 gange årligt. Fra palmen plantes går der 3 år, inden man kan høste første gang, og når planten bliver 25-30 år fælles den, og der plantes nye.

4 næseaber på række, passerer over ”broen”

Parti fra regnskoven

De høstede oliefrø fra oliepalmerne

I Labuk Bay betalte vi 60 RM + 10 RM til foto pr. person i entré og startede med at se en DVD om næseaber. Der var forskellige tamme aber og næsehornsfugle ved centeret. Centeret var ikke nær så flot som det vi havde set den foregående dag, men til gengæld var der masser af dyr. Lidt før fodringtiden kunne man se aberne komme nærmere til fodringspladsen, ved at de sprang fra træ til træ. Da det blev fodringstid kaldte en af de ansatte på aberne med en speciel kalden og så begyndte aberne at myldre frem. Store og små næseaber væltede ud af skoven og hen til de to fodringssteder, der var. Der var også andre fodringssteder på centret, da de forskellige familier af næseaber ikke kan komme til rette og ikke kan spise samme sted, så dem der kom til dette sted, tilhørte samme familie.

Aberne er temmelig store og især de gamle hanners store næse og store mave er betagende. Centeret er bestemt et besøg værd.

Efter at være kommet tilbage til Sandakan, var vi inde at spise på en lokal malaysisk restaurant, som vor taxachauffør anbefalede og fik et lækkert måltid for 11 RM for os begge.

Næseabe

Den tamme næsehornsfugl på centeret kunne godt lide at blive aet.

En af centrets små tamme aber

Næste morgen fik vi vore store rygsække opmagasineret på hotellet og tog kun et par små rygsække med. Taxachaufføren ventede på os og kørte os til havnen. De var 2 både, der skulle ud til øen. I den ene var de 8 fra et selskab og i den anden var vi 11, som havde bestilt direkte hos selskabet. Betjeningen var nøjagtig den samme. Det var fine både og der var redningsveste til alle og en fantastisk lækker sejltur på en times tid. På Turtle Island  eller Pulau Seligan som den hedder på malaysisk, skulle vi alle betale miljøafgift på 60 RM + 10 RM for fotografering, hvis man ville natfotografere, hvilket alle var orienteret om i forvejen. Herefter blev vi indlogeret på vore værelser, som var fantastisk flotte med gode senge og godt badeværelse—her var der heller ingen forskelle om det var selskab eller individuel.

Så var der tid til stranden. En fantastisk dejlig hvid sandstrand med gode snorklingmuligheder. Der var ikke så mange flotte koreller, men til gengæld rigtig mange flotte fisk. Vi havde alle en herlig formiddag. Klokken 12 var der en god malaysisk frokost og frugt og derefter igen til stranden og nyde den herlige strand og lækre vand—det havde vi savnet i nogle dage. På vej tilbage til stranden stødte vi på et par pænt store varaner. Først på aftenen tog Dorte og jeg om på den anden side af øen og sad og nød en medbragt Tiger, vi havde købt på centeret. Fra solnedgang var det forbudt at opholde sig på stranden, da man ikke måtte forstyrre skildpadder, der kom og for at lægge æg.

Kl. 19.30 var der en flot skilpaddeudstilling efterfulgt af en interessant film om skildpadderne afsluttende med aftensmad. Herefter ventede vi på, at der skulle komme melding fra personalet om, at de første skildpadder skulle dukke op. Imens betragtede vi ildfluerne der fløj rundt og udsendt deres lysglimt. Vi ventede dog ikke længe, før der kom melding om en landet skildpadde og så gjaldt det om at komme med i en fart. Man måtte ikke bruge lommelygte eller blitz, så det var bare med at følge med i den mørke nat. Der lå hun så—en stor grøn skildpadde, som havde gravet et stort hul i sandet og nu var i gang med at lægge æg. Guiden lyste forsigtigt så vi kunne se hende. Et storslået syn. Skjoldet blev målt—det var 105 cm, så det var en enorm skildpadde. Hun lagde 112 æg. Efter at skildpadden var kommet til sig selv efter anstrengelserne, havde dækket æggene til igen og forsvundet tilbage til havet, blev æggene gravet op igen.

Tilbage ved centeret blev der gravet et dybt hul i skildpadde udklæknings indhegningen og derefter blev de mange æg gravet ned og skiltet med dato, antal, art o.s.v. sat ved.

I hvert lille bur er gravet æggene fra en skildpadde gravet ned med angivelse af dato, art o.s.v. Rundt om ”børnehaven” er et kraftigt hegn for at forhindre varaner og andre rovdyr i at gå ind og mæske sig i æggene.

Skildpadde i gang med æglægningen. Desværre var mit fotoapparat ikke velegnet til natfotografering

Den grønne skildpadde i sit naturlige element

Blomst på Turtle Island

112 flotte skildpaddeæg

Små nyudklækkede skildpadde unger skal i vandet for første gang

Der var blevet udklækket skildpaddeunger og dem skulle vi også se blive sat ud på stranden. Lige så snart de var kommet ud af kurven fik de travlt med at komme ned og ud i vandet. De nærmest løb på deres luffer, så det så meget sjovt ud.

Der er hovedsagelig 2 arter af havskildpadder, der ligger æg på Turtle Island, den store grønne skildpadde og den lidt mindre Hawkbill. 80 % af æggene udklækkes. Det tager 7-12 uger for de store skildpadder og 5-7 uger for de små. Afhængig af temperaturen bliver det til henholdsvis hanner og hunner. Man forsøgte at få udklækket flest hunner. Normalt overlever kun 1% af de små skildpadder og bliver voksne.

Efter at have kikket på stjernehimlen og set sydkorset var det godnat efter en fantastisk spændende dag og aften.

Næste morgen efter morgenmaden sejlede vi tilbage til Sandakan, hvor vor fantastiske taxachauffør ventede på at køre os tilbage til vort hotel—held for det, for det var regnsvejr.

Skema over hvor mange skildpadder, der har lagt æg, hvor mange der er lagt, udklækket o.s.v. i nationalparken.

Vi fik vort gamle værelse på hotellet og havde booket en dag og nattur tur til Sungai Kinabatangan floden hos Sandakan Mainland Tours and Travels for 320 RM pr. person med kost, logi, flodture  etc. Det skulle vi på næste morgen. Om eftermiddagen tog vi en tur i byens sydligst udkant for at sende postkort fra posthust. Der var megalange køer ved alle skranker undtagen ved den ene skranke, hvor der solgtes frimærker—den var tom. Vi havde trukket et nummer, før vi opdagede skranken, men kunne gå direkte til den. Da vi senere på dagen igen kom forbi for at sende et par ekstra postkort, kunne vi give nummersedlen til en af de ventende—da var man stadig langtfra kommet til det nummer, vi havde trukket.

Vi tog en tur på fiskerihavnenen, hvor der var livlig aktivitet. Det var isæt Philippinske fiskerbåde, der landede deres fangst her. Vi talte med forskellige af  dem, og de viste deres fangster af kæmperejer, blæksprutter o.s.v. En af fiskerne skulle vide om 65 RM for et kg kæmperejer var mange penge i Danmark og vi lærte bl.a. det philippinske ord for blæksprutter, ligesom fiskeren også lærte det danske ord.

En af de mange philippinske fiskebåde i Sandakan

Parti fra en af sidefloderne til Sungai Kinabatangan

Fiskeørnen sidder i trætoppen og holder øje med floden

Sort og rød broadbill (Cymbirhynchus macrohynchos)

Vi blev afhentet ved hotellet næste formiddag i øsende regnvejr og regnen fortsatte stort set under de par timers kørsel. Ved ankomsten var vejret klaret op og vi fik et lille hus med 2 senge, toilet og koldt brusebad, men rent og pænt. Efter 1/2 time var der tid til den første tur på floden. En fantastisk kompetent guide og sejler havde øjnene på stilke, for at vi skulle få så store naturoplevelser som muligt, samtidig fortalte han entusiastisk og meget vidende om de forskellige dyr og fugle vi mødte. Hver gang der var en spændende fugl, slange, abe eller andet, holdt båden stille og han pegede ud, fortalte  og vi fortsatte først, når alle havde fået deres billeder og var ”mættet”. Vi så mange næseaber, der sprang rundt i træerne, mange forskellige andre abearter, mange arter af næsehornsfugle, storkearter, ørne, små og store isfugle, varaner, slanger og meget, meget mere. Desuden en fantastisk fauna og en meget smuk tur. En orangutang sad uforstyret og spiste blade af et træ, en kæmpe gul phytonslange hang sovende ned fra et andet træ, et par makakaber sad og soignerede hinanden, en familie af sølvblads aber kravlede ud på de tyndeste grene, så de bøjede helt ned i vanden, der kunne de trække de lækre stængler af vandhyacinter op, og pludselig på tilbage vejen mødte vi en stor flok af de små borneoelefanter. Der var vel en 20 stykker, der gik og fouragerede ved flodbredden. Vi lå længe og betragtede dem og de ænsede os overhovedet ikke, selv om vi måske kun var 5 meter fra dem. Det er ret små  elefanter, og størrelsesmæssigt er de vel kun godt halv størrelse af den normale asiasiske elefant.

Et par af de små borneoelefanter

Stor næsehornsfugl.

Efter aftensmaden var der aftenstur. Det var en speciel oplevelse at glide ned af floden i buldrende sort mørke, kun med guidens kraftige lommelygte til at udpege dyrelivet. Et sted lå en stor krokodille på lur i vandet, med kun næsebor og øjne synlige.  Der var store og små fugle siddende sovende i træerne og en stor natugle. Aberne, der havde været så talrige om dagen, så vi ikke. Efter en dejlig tur på floden vendte vi tilbage til lejret.

En varan tog sig et hvil over vore hoveder i træet

En elefantflok fouragerede ved floden

Hele natten trommede den voldsomme troperegn på vor bliktag, men næste morgen var det igen dejligt tørvejr. Kl. 6.30 var det igen tid til tid på floden. Ligesom dagen før, kunne man vælge om man ville sejle eller vandre langs floden. Vi valgte igen af sejle og det var et held. De der vandrede havde måttet vende om p.g.a. oversvømmelse og  for meget mudder på stierne. Så vi var vel en 4 stykker, der sejlede af sted sammen med vor guide og bådsføreren, Dyrene var først ved at vågne, vi så masser af næseaber og andre aber, der havde lavet overnatningsreder i træerne. Vi sejlede stille og roligt af sted op ad floden og ind af en sideflod. Et sted mødte vi en fisker, der var ude at morgenfiske med sit sænkenet, men ellers så vi ikke andre mennesker. Som forrige dag så vi en masse fugle og aber og havde igen en fantastisk dejlig tur.

Efter morgenmaden pakkede vi og tog med minibussen tilbage mod Sandakan, men stod dog af ved Sankau Junction og ventede en halv times tid på ekspresbussen til Semporna, da vi ville længere sydpå. Turen havde bestemt været alle pengene værd og overgik i høj grad vore forventninger. Vi havde i forvejen været i tvivl, om vi kunne se nok med en enkelt overnatning eller om vi skulle have 2, men det var rigtig fint med en enkelt. At se næseaber, orangutanger, elefanter og alle de andre dyr og fugle så tæt på i deres naturlige omgivelser  samt hele flodmiljøet var storslået og trods regnen, var vi utrolig heldig med tørvejr på turene. At vi fik så meget at se og at vide skyldes især vor fantastiske guide, der på lang afstand kunne spotte dyr, vi andre ikke kunne se.

Det gælder om at holde arme og ben indenbords på flodturen

Endnu en af de store, flotte næsehornsfugle

En stor muslingeskal brugt som håndvask

Dorte sidder og hygger sig på terrassen uden for vor hytte på Mabul

I Semporna havde vi en enkelt overnatning på et teaktræs lodge— Dragon Inn—beliggende på pæle i havet. 90  RM pr. nat. Vi gik en tur og endte på Hotel Seafests terrasse, hvor vi fik et par store tiger øl og fulgte de mange fiskerbåde, der sejlede ud for at fiske om natten. Så kom der en lang tropisk regnbyge, og det endte med at vi spiste der og fik nogle fantastiske store grillede rejer med frites, grillede blæksprutter og fiskesuppe. Helt fantastisk velsmagende mad og en dejlig afveksling til ris, kylling og oksekød.

Umiddelbar ved siden af Dragon Inn kunne man booke dykker– og snorkelture, overnatninger m.v. på øerne. Nærmest lå Uncle Chang som havde hytter på øen Mabul, hvor der var strand og snorklemuligheder, så vi aftalte at vi kunne komme med næste morgen og se om det var noget for os, at blive der i længere tid. Næste morgen erfarede vi dog, at der var tsunamivarsel p.g.a. jordskælv ud fra Japan og et par atomkraftværker var  beskadiget. Jeg forhørte mig om varslet også vort område, men vi var heldigvis udenfor tsunamivarslet. Så vi drog afsted med vore store rygsække  og sejlede en time og nåede Mabul, hvor vi endnu engang fik  morgenmad. Vi beså hytterne og områder og var ikke længe om at beslutte os for at blive. Prisen var 100 RM pr. person pr. dag, og inkluderede mad. Forholdsvis dyrt, men absolut meget billigt i forhold til de øvrige ressorts. I prisen var inkluderet, at vi formiddag og eftermiddag kunne tage med båd på snorkletur. Hytterne lå på pæle ude i vandet, med fortove foran. For at komme ind på øen, skulle man ad forskellige broer, gennem et hus, ad en anden bro og så var man inde i den ene af øens to landsbyer. Hytten var fin og nyopført med en dejlig terrasse, værelse med dobbeltseng og stort badeværelse med koldt og varm vand. Vi var meget heldige, at vi fik den eneste ledige hytte og startede med at booke 4 nætter, men endte med at tage 2 mere. Supert sted med  lækker mad hver dag og utrolig hjælpsomt og venligt personale.

Hytterne hos Uncle Chang på Mabul

Solnedganngen nydes fra vor terrasse.

Den første dag tog vi vort badetøj med og gik ind på land. En del af landsbyens huse lå ude i vandet og derfra strakte landsbyen sig et stykke ind på land. Husene tættest ved vandet lå meget tæt og der var kun små passager imellem dem, så da vi gik i land fra broen, måtte vi gå som i en labyrint, før vi kom ud på ”hovedgaden”. Vi gjorde et stort arbejde ud af at orientere os, for at kunne finde tilbage i labyrinten igen. Mange af øens beboere sad på deres terrasser og hilste på os. De var i gang med de daglige arbejde, en var i gang med at forberedte maden,  en sad i sit badekar og var i gang med at sæbe sig ind, nogle sad og lavede håndarbejde til salg. Der var nogle små ”købmandsforretninger”, hvor der kunne købes frugt, slik og lidt andre fornødenheder. Og så var der børn overalt. Øen havde omkring 5.000 indbyggere og heraf var de 4.000 børn. Det var en meget fattig landsby og der flød med plastik og andet affald overalt. Hovederhvervet måtte være fiskeri, da der ikke blev dyrket noget særligt på øen.  Der var en lille skole og selvfølgelig en moske.

Efter et dejligt forfriskende bad til venstre for landsbyen, hvor stranden var ok ren, besluttede vi at gå en tur rundt om øen. En tur på ca. 5 km. Der lå andre ressorts på øen end Uncle Changs, nogle lå et stykke ude i havet, forbundet med en træbro, andre lå inde på øen, de fleste  afskærmet fra de lokale med hegn. Der lå også en anden landsby på den anden side af øen, som virkede endnu mere fattig og beskidt end den første. Her løb børnene nøgne rundt og selv børn i 2-års alderen kunne sige ”I love money”. Vi nåede øen rundt på et par timers tid og vendte tilbage til vor egen ressort, hvor et orkester var ved at varme op til aftenens fest. Efter en dejlig aftens festmiddag med bl.a. kylling og grillede fisk fyldt med krydderurter, skøn salat, ris og frugt, gik orkesteret i gang med at spille. Uncle Chang, en gammel hippie, med lang hestehale holdt en tale, hvor han bl.a fortalte om sit velgørende arbejde blandt unge for at holde dem fra kriminalitet ved at sponsere penge til idræt, isæt basket ball og  fodbold, men han sponsorerede også penge til  hospitalet. Han fortalte lidt om hvilke resultater hans hold havde opnået og viste en række udklip fra aviser, hvor han var blevet omtalt. Som han sagde senere en dag, vi sad og snakkede med ham, han havde alt, hvad han skulle bruge og rolex ure og lignende luksus, sagde ham ikke noget.

Så kom der whisky på alle bordene. Vi havde dog holdt os lidt i baggrunden og havde egentlig ikke tænkt os at tage større del i festlighederne, da Uncle Chang fik øje på os, og straks kom han med en flaske whisky til os. Hele personalet var med til festen, kun afbrudt af deres småopgaver. Der blev spillet og danset—en blanding af traditionel musik og dans, samt gode gamle rocknumre og stemningen var bare helt i top. Et par af de ansatte unge piger, ville have os med ud at danse, så vi måtte så ud på dansegulvet. Uncle Chang skulle selvfølgelig også ud at danse med Dorte, så vi havde en herlig aften på dansegulvet.

Da vi næste morgen sad og nød morgensolen på vor terrasse kom en af pigerne, jeg havde danset med aftenen før og sagde ”You danced so good” - det tror jeg er første gang, jeg har fået sådan en kompliment.

En flyvende hund sidder og slikker nektar i sig i et palmetræ

Et par gode store plastspande, så har man grundlaget for et trommesæt

Lækre grillstegte fisk med krydderurter

Fest hos Uncle Chang. Whiskyen flød og blev drukket af kopper.

Dagene på Mabul gik med badning, vi tog med båden ud og snorklede og slappede af, gik ture ind på øen og nød i det hele taget det lækre sted, snakkede en del med personalet og de andre gæster på øen. Vejret var ikke det absolut bedste, men en blanding af skyet, solskin  og en regnbyge i ny og næ, men lunt og vandet var lækkert og varmt. Efter et par dage fik jeg desværre tandpine i en visdomstand, som tandlægen igennem nogen tid, havde overvejet at trække ud, men ville se tiden an. Den havde dog ikke smertet tidligere, men nu gjorde den konstant ondt og smertede hele natten, så næste morgen, spurgte jeg personalet, om jeg kunne komme med affaldsbåden til fastlandet. Jeg havde forinden fundet en adresse på en tandlæge i Semporna. I Semporna fik jeg en lokal til at køre mig til tandlægen, der lå i byens udkant. Men desværre var tandlægen ikke på klinikken den dag og ville først komme igen næste dag. Ved siden af klinikken lå sygehuset, her prøvede jeg også, men de benyttede den samme tandlæge og kunne fortælle, at der ikke var flere tandlæger i byen.

Jeg valgte så at gå tilbage til byen, men jeg tænkte på, hvad jeg så kunne gøre. Jeg kom forbi busholdepladsen for minibusser og så, at der var en, der gik til Tawau kort tid efter. Jeg vidste, at der også var en tandlæge i Tawau og besluttede, at jeg kunne lige så godt prøve det, som at gå og vente til næste dag. Efter en times kørsel, holdt chaufføren uden for tandlægen i Tawau. Han var desværre gået til frokostpause, men kom tilbage senere. I mellemtiden gik jeg så ud og kikkede lidt på byen, fik lidt at spise og købte mere koldt vand, som kunne dæmpe tandpinen. Hos tandlægen kom jeg til som den første, da han ved halv tre tiden vendte tilbage. Arkitekt lampen blev tændt og jeg blev placeret i en metal havestol og tandlægen satte sig på en taburet og bedøvede mig. Kort efter kunne han rokke tanden løs med en skruetrækkerlignende tingest og med en tang snuppede han let tanden, som han viste mig var hel og uden knækkede rødder. Jeg mærkede intet og heller ikke efter bedøvelsen holdt op, mærkede jeg spor—utrolig dejligt. Tandlægen skulle have 80 RM. Herefter skyndte jeg mig mod minibus-stationen, som jeg spurgte vej efter et par gange, men minibussen fandt mig først, idet en bus tilbage til Semporna stoppede og spurgte om jeg skulle med tilbage.

I Semporna nåede jeg desværre ikke båden tilbage til Mabul, men brugte så i stedet resten af dagen til at udforske Semporna og overnattede på et guesthouse nær havnen. Næste morgen kl 8, gik det så tilbage med båden til Mabul igen. Her var Dorte i mellemtiden  fået en knæskade, da hun havde overset en niveauforskel på et trin, hvor to broer mødtes og hun var røget trinnet ned og fået al belastningen og et vrid på det ene knæ, så hun kunne overhovedet ikke gå eller stå på benet. Jeg forhørte mig hos personalet, om de havde nogle krykker eller lignende, men desværre nej. Da Uncle Chang hørte det, sendte han sin kone, der var på kontoret i Semporna, med bussen til Tawau og dagen efter kom hun med en kørestol og et par krykker, som hun havde købt.

I nærheden af os, boede en fransk turist, som hørte om Dortes skade og det viste sig, at han var læge med specialist i knæskader, så han kom og så på knæet og kunne konstatere, at det ikke var noget alvorligt og det ville fortage sig efter få dage. Han gav også Dorte noget smertestillende. Heldigt sammentræf.

Nogle af de indfødte på Mabul, pynter husene med hajkæber

Dorte nyder solen på vor terrasse. Her sad vi en del og nød en kop kaffe eller te og spillede terninger eller læste, når vi ikke var på opdagelse

Dorte måtte humpe rundt nogle dage med krykker.

En af de lokale fiskere i ”krigsmaling”

Nogle af de lokale fiskere kom dagligt og falbød deres varer til Uncle Changs køkkenpersonale.

En dag tog jeg med snorklebåden ud til et godt snorklested, hvor der skulle være fantastiske koreller, skildpadder og fisk. Vi var kun 3 mand, der skulle snorkle .Jeg havde ikke svømmefødder med, da det er begrænset, hvad man kan have med i en rygsæk og jeg havde ikke brugt nogle de foregående dage (man kunne leje dem på resortet). Det viste sig, at der var en meget kraftig strøm, så uden svømmefødder, kunne jeg slet ikke kæmpe mod strømmen. Ydermere  havde jeg problemer med min dykkermaske og kunne se, at jeg var ved at komme i problemer og ved at svømme mod strømmen, tappedes mine kræfter lynhurtigt, så der var ikke andet at gøre end at vinke og råbe til båden, som heldigvis hurtigt kom og samlede mig op. De to andre kunne heller ikke lide det, selv om de havde svømmefødder, så vi sejlede et andet sted hen, hvor der ingen strøm var. Oplevelsen satte sig lidt spor i mig, så de næste dage, valgte jeg at snorkle inde fra øen i stedet for. Der var nogle broer langt ud i vandet, hvor man kunne gå ud og snorkle fra.

Dorte kunne desværre ikke røre sig ret meget og blev på området ved resortet, men jeg tog nogle ture ind i landsbyen. En dag var de ved at gøre hele landsbyen ren. Der blev fejet og plastikken samlet ind og samlet i nogle bunker. Jeg talte med en, der var i gang med at genopbygge sit hus, der var væltet dagen før. Han fortalte at der skulle være bryllup om aftenen og han var så flink at invitere mig med til brylluppet. Men da Dortes ben ikke var ok, afslog jeg dog.

De store grønne skildpadder så vi et par gange svømmende lige uden for vor dør. Fantastisk at se disse kæmpestore skildpadder komme svømmende med deres dovne bevægelser.  De kunne godt lidt at græsse lidt ved stolperne til broerne, som var bevokset med alger.

Broen, der førte fra vor ressort og ind til øen

Parti fra fiskerlandsbyen og fiskernes både.

Så kom desværre dagen, hvor vi skulle videre og efter afskedsknus med Uncle Chang, hans kone og personalet, steg vi på båden til Semporna. Her bookede vi os ind på byens bedste hotel Hotel Seafest, hvor vi for 170 RM fik et stort lækkert værelse med panoramaudsigt ud over havet, øerne og småbådshavnen. Det var et rigtig flot og eksklusivt hotel med udendørs pool på 3. sal, hvor der også var storslået udsigt over både havet, men også fiskerihavnen og fiskerlandsbyen, med dens hundredevis af træhuse, beliggende på havet. De næste par dage dasede vi i og ved poolen og udforskede byen. P.g.a. Dortes knæ kunne vi dog ikke komme så langt rundt, så stedet vi havde valgt, var perfekt. Hotellet havde en fantastisk lækker udendørs restaurant, hvor vi fik grillede fisk og skaldyr.

En dag var der bryllupsfest på hotellet. En masse fine biler pyntet med blomster og lilla sløjfer på dørene kørte fra hotellet efterfulgt af  et par biler med gigantiske musikanlæg, hvor højtalerne fra de åbne bagagerum spillede bryllupsvalsen. Forrest kørte selvfølgelig den hvide brud med slør og brudgommen i hvid jakkesæt. Deres bil var desuden pyntet med et par søde bamser. Senere vendte de tilbage efter  den kristne vielse.

Igen en herlig solnedgang

Udsigt fra vort værelse på Hotel Seafirst

Fra vort værelse kunne vi se, ned på småbådshavnen.

Vi tog en taxa til lufthavnen, det tog en times tid. Herefter var det farvel til Borneo og vi steg i flyet og fløj til Kuala Lumpur, hvor vi brugte de næste 5 dage på igen at udforske byen, gå på indkøb, gå i tivoli, biograf etc. Herefter gik det igen hjem  via Paris og København.

Gadeparti fra Kuala Lumpur

Fortov på Mabul

En af de mange yngre beboere på øen.