Familien Duch

Peter Duch

Japan & Taiwan 日本国        中華民國

Tokyo

År 2017

Det var egentlig ikke planlagt, at vi skulle en tur til Fjernøsten i år, da vi tidligere har været på Gran Canaria, Tenerife og Kreta og havde planlagt en længere tur til Mellemamerika og Caribien efter nytår. Men et godt krydstogts tilbud ændrede dette.

Vi startede med 3 overnatninger i Tokyo efterfulgt af 14 dages krydstogt.

I et varehus sad en ansat og byggede miniature blomsterbuketter

Japanerne elsker små kunstfærdige ting

I det ellers hektiske Tokyo, findes der en lang række åndehuller i form af parker, grønne områder , torve o. lign.

Den centrale del af  metropolenTokyo består af 23 bydistrikter som har en stor grad af selvstændighed, f. eks. skattefastsættelse, sundhed o.s.v. Det ser man tydeligt, når man bevæger sig fra en bydel til en anden. F. eks. i bydistriktet Tsukiji  er der en stram rygepolitik. Her må man ikke ryge pa gaden. Der er indrettet nogle rygevægge, hvor rygerne kan stå bag en glasvæg mellem fortovet og trafikken og få dækket deres nikotintrang. Springer man på metroen og kører f. eks. til distriktet Taito, der ligger 10 minutters kørsel borte, pulses der løs alle steder—selv på restauranterne. Trods det at der må ryges, ser man ingen cigaretskodder nogen steder. Tokyo er en meget, meget rent by.—og det på trods af, at der kan være langt mellem affaldskurvene.

Parti fra Shopping bydelen Ginza

Vi boede i bydelen Ginza, som er en del af Tsukiji bydistrikt. Området er kendt for de mondæne shoppingcentre, masser af højhuse i beton og glas, men med små gode grønne områder. Første dag brugte vi bl.a. på at udforske området, studere høj-husene og arkitekturen, besøgte et par shoppingcentre, hvorefter vi bevægede os vestpå mod kejserpaladset. Hotellet havde en telefon, som vi frit kunne bruge, og med dens GPS, kunne vi sagtens finde rundt.. Det var det smukkeste efterårsvejr, sidst i oktober måned. Solen skinnede fra en skyfri himmel, stille vejr og temperaturen på omkring 20 grader. Ved frokosttid søgte mange kontor– og forretnings ansatte ud i parkerne og til de små restauranter, hvor der ofte var en temmelig stor kø. Nogle købte mad og tog den med og sad og nød den på en bænk. Andre gik i gang med at dyrke motion. På en stille gade stod en kvinde på et lille podie og dirigerede gymnastikken, hvortil der til stadighed kom flere og flere deltagere

Parti fra Marunouchi , tæt ved den kejserlige øst have.

Japansk streetfood

Som altid møder vi brudepar. Dette par er angiveligt blevet viet på vestlig vis

Mange restauranter har retterne udstillet, så man kan se, hvad der er på menukortet. Retterne er formentlig sprayet med et lag usynligt lak, så de dels bliver på tallerknerne og dels bliver ved med at se friske ud.

Vejen til kejserens have gik bl.a. over den store åben plads—Wadakura Fountain Park, med masser af vand i kanaler, springvand, skulpturer, og hyggelig madpakkehus, som mange benyttede, såfremt de ikke sad ved borde og bænke udenfor med enten deres madpakker eller take away mad. Solen skinnede i det store springvand og sammen med vanddråberne fik man en flot regnbueeffekt. Parken er i to dele. Den gamle del er fra 1961, hvor den blev anlagt til kejser Akihito’s bryllup. Den nye del er konstrueret i 1995 til ære for kronprins Naruhito’s ægteskab. De 2 dele er forbundet med 4 kanaler.

Parti fra Wadakura Fountain Park

Parti fra Wadakura Fontain Park

Palace Hotel Tokyo, der ligger nabo til Wadakura Fountain Park

Selve kejserpaladset kan man ikke komme til at se, men i den store park er der til gengæld meget andet at se på. Der er de smukke mure, bygninger som forsvarsværker, broer, søer og anlæg, blomster, buske og plæner. Selve paladset blev jævnet med jorden under 2. verdenskrig, men er efterfølgende blev genopbygget som en rekonstruktion af det oprindelige. To gange om året, er der adgang til selve paladset, hvor kejseren kan hyldes.

Tidligere lå Edo Castle på området. Det blev opført i 1600-tallet og blev beboet af de shoguns, der regerede Edo, som var det gamle navn for Tokyo. En stor del af området nedbrændte og det nuværende palads blev opført i 1888. Stenmurene og –tårnene samt broerne, der fører over voldgravene er dog de oprindelige.

På den anden side af voldgraven, ligger kejser paladset

Paladset er omgivet af den store park, hvoraf øst parken er åben for publikum. Hele området, der er på 3,41 kvadrat km, er omgivet af voldgrave hele vejen rundt, med nogle få broer, hvortil man kan få adgang til parken.  Det store område, der ligger centralt i Tokyo, udgør efter beregninger af  grundpriserne en værdi, der er større end hele Californiens værdi.

Vi kom ind i den smukke park via Otemon Gate. En af de første ting der slår en, er de store mure, der er bygget af enorme klippestykker og trods de forskellige størrelser og former, passer de 100% sammen.

De kilometerlange mure er sammensat af enorme klippeblokke, der præcist er hugget til, så de er totalt kilet sammen.

Med små knive fjernes ukrudt i græsplænen

Parti fra en af voldgravene ind mod kejserpaladset.

En af parkens smukke beboere: Hun Joro edderkop af den gyldne silke-spind  familie. Latinsk navn: Tetragnathidae, Nephila clavata. Navnet hentyder til det gyldne spind, den laver. Edderkoppen er meget giftig—på linje med den sorte enke.

Parti fra parken med udsigt over en af søerne.

Som alle andre steder i Tokyo er der klinisk rent. En hær på et halvt hundrede mennesker var i gang med at rengøre et mindre stykke af græsplænen, hvor i øvrigt mange mennesker  holdt picknick og nød solen. Med små knive blev ukrudt møjsommeligt fjernet fra græsset. Med riskoste blev græsset fejet og affaldet omhyggeligt puttet i sække og bragt væk.

Vi gik en god lang tur i den smukke park og så de forskellige afdelinger, vagttårnene, vandfaldene og de kunstfærdige anlagte broer, stier og bede. Parken ligger i et kuperet område, så fra de højere liggende områder, ser man at hele parken er omringet af store moderne højhuse.

Selv langt inde i buskene skal der luges

Parti fra den traditionelle japanske del af  haven

Selv om det ikke var årstiden for det største blomsterflor, var der dog stadig blomster at se hist og pist

Et af de små vandfald i parkanlægget

Fra en af højene ser man ud over den store græsplæne og højhusene, der omgiver hele parken

Igen ser man hvor tæt parken og byen er forbundet.

Her er et stykke af stisystemet bygget op af toppede brosten og flade trædesten.

Efter at vi var blevet mætte af parken, tog vi metroen til Shinjuku, for at se dette område. Shinjuku station er verdens største metrostation. Med sine over 200 udgange kan det være lidt af en prøvelse at finde den rigtige. Men når man efterhånden har gjort sig sine erfaringer med metrosystemet, er det betydelig lettere. Der er en god systematik. Knap 4 mio mennesker  om dagen benytter sig af stationen. I alt bliver omkring 20 mio mennesker dagligt transporteret af metroen.

Parti fra Shinjuku

Skønt der ikke var myldretid, da vi opholdt os ved Shinjuku metrostation, kunne man godt se, at fodgængerovergangene var godt benyttede.

I Japan er kæledyr ikke så almindelige. Vil man kæle med et dyr kan dette gøres på specielle caféer, eller som i dette tilfælde udenfor metrostationen, hvor man kan kæle med hundene. Man smider så nogle få yen til hjælp til foderet.

Shinjuku er et meget kommercielt bydistrikt med masser af shopping- og administrative centre. Det er også her at Tokyo Metropol administrationsbygning findes. Herfra administreres de overordnede beslutninger, der ikke er lagt ud til de enkelte bydistrikter, for hele metropolen.

Et sted man tydeligt kan se, at det er kontor– og forretningsfolk, der arbejder her, er på påklædningen. Alle mænd er stort set iført  sort tøj, hvid skjorte og slips. Kvinderne dog lidt mere individuelt klædt, men dog i afdæmpede farver og tækkelige nederdele eller buksedragter.

Arbejdsløsheden er meget lille i Japan. Men nogle gange-  når man ser, hvor mange mænd man sætter ind til f. eks. gadefejning med riskoste, trafikregulering og som her, hvor der er 8 mand til at stoppe trafikken og fodgængerne, fordi en bil skal ind i parkeringskælderen.—forstår man den lave arbejdsløshed.

Ud over de mange indkøbscentre og kontorer er der også en række gågader med små forretninger og  restauranter i bydelen. Vi var bl.a. inde i en forretning, der udelukkende handlede med varer, der relaterede sig til Harry Potter, lige fra tryllestave, kapper, ugler til Griffindor sværd. Her måtte der indkøbes lidt sovenier til børnebørnene der hjemme, der er stærke Harry Potter fans.  Naboforretningen handle i øvrigt med Skagen ure. Vi gennemtravede de små gågader. Overalt var der masser af larm. Alle kæmpede for at tiltrække sig kundernes opmærksomhed. Mænd og kvinder gik rundt med store skilte eller som sandwichmænd, musikken drønede for fuld udblæsning fra butikkerne og ansatte råbte i megafoner om de dejlige tilbud, der var i netop deres butik.

Parti fra Shinjuku

Så blev der tid til lidt aftensmad

Når Harry Potter ikke kan komme i Diagon Alley, handler han her

Da mørket begyndte at sænke sig og vi havde travet nok, gik vi ind på en lille restaurant for at spise. Vi havde selvfølgelig kun billederne på menukortet at holde sig til, men det lykkedes at få bestilt et par lækre retter, med bl.a. miso suppe, som man får alle steder og i forskellige varianter. De almindelige restauranter er beregnet til at håndtere mange mennesker, der bare skal spise og så videre—enten hjem eller tilbage på arbejdet.

Aftenstemning ved Shinjuku

Shinjuku station

Parti fra en af de små gågader ved Shinjuku

Med metroen tilbage til hotellet

Næste morgen tog vi med metroen til området omkring Shiba Park for at besøge Tokyo Tower. Vi skulle kun med et par stop, hvorefter vi gik det sidste stykke til tårnet. Tårnet minder lidt om Eiffeltårnet, men er lidt højere med sine 332,6 meter. Der var ingen kø, så vi tog direkte op til udsigtsplatformen med elevatoren. Fantastisk udsigt over dele af byen, der strakte sig så langt øjet rakte. Det ene højhus efter det andet. Der var en anelse diset, så vi kunne ikke se til Fuji bjerget, som det ellers påstås man kan på klare dage. Vi kunne bl.a. se et par templer, der lå ved tårnets fod. Bl.a. Zojoji templet.

Udsigt fra Tokyo Tower

Tokyo Tower

Fra Tokyo Tower kan man se nogle af de små statuer ved Zojo-ji templet. Her nederst i billedet.

Zōjō-ji templet er et jodo-shu buddhistisk tempel som blev grundlagt i perioden 809-884. Templet har dog været flyttet i perioder, men vendte permanent tilbage i 1590. Seks ud af de 15 Tokugawa shoguns, der styrede Tokyo i perioden indtil 1868, hvor den sidste blev styrtet i 1868, ligger begravet  bag templet

Zōjō-ji templet

De ufødte børns have er et område på kirkegården, hvor en række stenstatuer repræsenterer børn, der er døde før fødslen eller under fødslen. I hundredvis står statuerne side ved side. De fleste med strikkede eller hæklede røde huer og individuelle ansigtstræk.

Et lille udsnit af stenstatuerne. Hvert af dem repræsenterer et dødt barn

Da vi gik rundt på tempelområdet, mødte vi pludselig en flok munke, der kom messende.

Stenstatue over et dødt barn

Templet er et yndet motiv for kunstnere

Zojo-ji templets hovedbygning

Metroen førte os herefter til Asakusa, et område i distriktet Taito.

Det var et meget anderledes område, end det vi kom fra. Her måtte der ryges alle steder—selv på restauranterne. Bygningerne er generelt kun 2-3 etager høje og befolkningens påklædning betydelig mere afslappet. Her var der små boder, gadekøkkener, teatre og små restauranter. Det var dog et relativ turistet område, idet  det buddhistiske tempel Senso-Ji ligger her. Adgangen til templet kan nås via den berømte Nakamise-Dori gade, hvor små forretninger sælger alskens soveniers, spisepinde, hjemmelavet nudler, vifter, samurai sværd, røgelse og tusind andre ting. Traditionelt har de små boder solgt deres varer til pilgrimme.

Indgang til Sonso-Ji templet sker gennem Kaminarimon eller Thunder Gate. Den store massive ”papirslampe” symboliserer lyn og torden.

Tre smukke japanske kvinder i festtøjet

Senso-Ji Stemplet

Templet er dedikeret til bodhisattva Kannon. To fiskere fandt en statue af Kannon i floden i år 628. Statuen blev placeret på den nuværende plads og herefter blev templet opført i 645.

De bedende lægger røgelsespinde i den store gryde og vifter herefter røgen hen over sig.

For 100 yen kan man ved o-mikuji boder høre oraklet og få et guddommeligt svar på sine spørgsmål. Fra en raslende metaltromle ryster man en mærket pind ud. Ud fra pindens mærke går man herefter til en reol med hundrede skuffer og trækker svaret op af den skuffe, der svarer til pindens mærke. Så har man svaret på sine spørgsmål. Langt de fleste besøgende fik besvaret livets store spørgsmål på denne måde.

I den rigtige skuffe finder man oraklets svar.

I tilknytning til templet ligger en smuk lille park, hvor bl.a. man kan se de gamle statuer. Et vandløb løber gennem parken, hvor i massevis af guldfisk og karper tigger om lidt brød. Parken er smuk og holdt i traditionelt japansk stil.

Udsnit af den lille park ved Sonso-Ji

Parti fra den lille park ved Sanso-Ji

gojū-no-tō pagoden fra det 10. århundrede indeholder tusindvis af mindetavler for familier og enkeltpersoner, der er afgået ved døden

Kvarteret omkring templet er ret spændende og meget varieret. Ud over de mange turister, bærer området præg af at være et mere folkeligt og afslappet kvarter. Mange af husene er udsmykket med figurer, hvoraf man kan se tre forskellige herunder.

Husudsmykning i Asakusa

Parti fra Asakusa

Børnehave

Børnene lærer hurtigt at posere foran kameraet i Japan

Et lille madsted, hvor vi fik lidt eftermiddags snaks

Den 634 meter høje Tokyo Skytree ses her i baggrunden.

Parti fra en af gågaderne i Asakusa

Damen her reklamerer for uglecaféen, der ligger på 1. sal

Sidst på eftermiddagen tog vi på uglecafé. Det måtte vi naturligvis prøve, når vi nu var i Japan. Det var en lidt speciel oplevelse at se de mange ugler—vel en 30-40 stykker sidde overalt i cafeén. Nogle hoppede frit omkring, de fleste sad dog stille lænket til et rækværk. Der var ugler i alle størrelser—fra de små alfeugler,  slørugler, sneugler op til den store hornugle. Så kunne man, mens man drak en kop cappuccino, ae en ugle. Mange af ugler virkede dog lidt apatiske og det er jo forståeligt nok, da det slet ikke er deres natur at sidde på en pind dagen lang og blive aet af forskellige mennesker.  En anden ugle, der var meget aktiv og hoppede frit omkring, var meget optaget af en Harry Potter film da vi kom ind. Vi stod og iagttog den og kunne se, at den reagerede på filmen.

Vi kom desværre til at forstyrre sløruglen i dens film.

Der var også enkelte andre dyr i caféen man kunne kæle med. Der var bl.a. en hund, et par frittere, skildpadder, en leguan og en spætteagtig fugl, der også hoppede frit omkring.

Vi var en tur rundt og snakke med de forskellige ugler. Især uglen vi havde forstyrret i dens film, ville gerne snakke. Den hoppede rundt omkring os, men fandt så et tørret krokodilleskind, som den gav sig til at flå i.

Dorte i gang med at snakke med en kakadue.

Der var også en ret livlig kakadue, som en af de ansatte placerede på Dortes skulder. Den nød rigtig at blive kælet for, så den ville ikke forlade hende igen. Jeg prøvede senere at sætte den ind i dens bur, men det ville den ikke. Den ville ikke give slip på mig, så en af de ansatte trådte til. Hun kunne heller ikke få den ind, så det endte med, at den fik sin vilje og kunne blive udenfor buret.

Det var en lidt blandet fornøjelse at være på uglecafé, dels var det interessant at se, at hvorledes japanerne brugte kæledyr —og der er rigtig mange uglecaféer i Tokyo—og dels synes vi, at ugler hører til ude i naturen..

Hornugle

Formentlig en spætteart.

Her aer jeg en af de mange ugler

En af de ansatte sørger for, at uglerne får noget at drikke

På mange restauranter bestiller man maden elektronisk. Vi måtte dog have lidt hjælp, at menuerne kun stod på japansk

Næste morgen gik vi en tur i vort nærområde, da vi senere skulle ombord på krydstogtskibet. Så vi gik ned mod Tokyo Station. Her gjorde vi et ophold ved Nissans udstilling, hvor man havde et par biler udstillet. Desværre kunne vi ikke få en af dem med hjem.

Nissan Vision Gran Turismo

Nissan udstilling

I nærheden at Tokyo Station var der et lille marked, hvor bønderne kom ind og solgte deres hjemmeproducerede varer, grøntsager, frugt, madretter, tørret kød, tang og meget mere. Meget af det var total ukendt for os. Der var også to skopudsere, med en lang kø af ventende kunder. Det var åbenbart meget almindeligt at gå til skopudseren lørdag morgen—og det er ikke noget, der kan gøres på et øjeblik—i Japan er det virkelig kunst.

11 færdselsbetjente til at regulere dette kryds, hjælper på arbejdsløsheden

Svampe i massevis og af forskellige arter kan købes her

Tokyo by night. Set fra skibet

På vej mod Kobe, passerede vi vulkanen Fuji, Japans hellige bjerg og nationalsymbol.

Japanerne elsker pariserhjul. Her er et af Kobes to

Havet begyndte af falde til ro, da vi nærmede os Kobe

Vue over Tokyo fra skibet

Tidligt om morgenen ankom vi til Kobe og med byens gratis shuttlebus kørte vi til centrum og startede i China Town, som ikke var meget anderledes, end de er over det meste af verden.

Indgangsportalen til China Town

Parti fra China Town

Efter at vi havde set China Town, gik vi ned af den lange overdækkede gågade Motomachi, hvor vi gjorde lidt forskellige indkøb.

Forretning på Motomachi

Hvad sammenhængen mellem T-Rex og Bocca della Verità /sandhedens mund fra Rom) skulle være, står hen i det uvisse

Religiøst klokkespil. Hver af de 12 klokker symboliser en af  dyrene fra det kinesiske ”horoskop”. Man slår på den klokke, der passer til  ens eget dyr. Jeg er f. eks. født i harens år , så et slag på dennes klokke forstærker de egenskab som haren har. D.v.s. intelligent, 

kvik i opfattelsen, kultiveret, fredelig, omsorgsfuld, venlig, 

romantisk og yderst loyal mod sine nærmeste, men  overdrevent bekymret, ængstelig, lidt pedantisk, fjern og afvisende. Tja, noget passer og andet ikke.

En af portene til China Town

Budda byder velkommen til China Town

I motomachi kan man få en ægte dansk ostekage.

Rundt i Kobe så vi flere gange folk med indkøbsposer fra den danske café

I 1995 blev Kobe ramt af et jordskælv på 7.2 på richter skalaen.  På 20 sekunder blev næsten 400.000 bygninger ødelagt, 300.000 mennesker hjemløse, 25.000 personer såret og 6.433 døde.

I Meriken Park ved havnen, er der efterfølgende opført en mindepark, museum for jordskælvet samt Kobe Port Tower, der med sine 108 meter står som vartegn. Tårnet er formet som en typisk japansk tromme.

Kobe Port Tower i Meriken Park

Vi tog en tur op i tårnet og fik et fint indtryk af byen. Vi fulgtes af en lærer, som havde 4 elever med. De var ret benovede over elevatoren,  hvorfra der var frit udsyn på op og nedturen. Vi nød udsigten fra observationsplatformen.

I Kobe Port Tower blev vi foreviget i dette hjerte. Passede fint, da vi havde bryllupsdag

Udsigt fra Kobe Port Tower

Kobe er verdensberømt for sit oksekød—kobekød, som også er verdens dyreste kød.  Efter sigende  skyldes den fantastiske kvalitet, at køerne bliver masseret flere timer dagligt og at de hører klassisk musik.

Kobekød i 3 størrelser og 3 prislejer. Det der svarer til 330 kr for den lille 80 grams og det dobbelte for den større 200 grams

Når vi nu var i Kobe måtte vi også smage det berømte kød—det blev dog kun til en lille frokostbøf på 80 gram med salat samt en herlig græskarsuppe til forret. Kødet var lækkert, marmoreret og mørt—men så meget anderledes var det nu ikke, i forhold til et godt stykke kød, købt ved slagteren derhjemme.

Kobebøf til frokost

Denne megastore fiske skulptur reklamerer for en fiskerestaurant

Centrum blev travet tyndt. På grund af jordskælvet var de fleste bygninger nye og moderne—opført i beton, glas og stål. Derudover var det en meget grøn by, med parker, grønne områder, masser af træer og blomster. Der var dog også enkelte gamle bygninger, som f. eks. dette herunder.

Lidt sjovt. Et hus under renovering bar denne gamle danske reklame: Serveres som Longdrinks: on the rocks eller med tonic eller soda. Nyeste franske modedrik. Serveres afkølet. Importeret på flaske af C. F. Strøh, Vin-importør, København

På Kobe rådhus, kan man tage elevatoren op på 24. sal, hvor der er observationsdæk med panoramaudsigt og café. Der er et fantastisk udsigt ud over byen og bjergene. Byen ligger med ryggen op af Rokko bjergene og der var smukt udsyn til Mt. Rokko på 931 meter. Vi kunne også se, svævebanen, der førte derop. På rådhuset var der også et lille galleri, som vi besøgte. Det var udelukkende amatørmalere, der udstillede der. Der sad en ældre mand ved et skrivebord, som vi kom i snak med. Han var meget interesseret i at høre om Danmark og især om danske malere og artister, kunstretning m.v. Han viste os 4 billeder som han selv havde malet eller tegnet. De var en stor flok malere som mødtes en ugentlig aften og malede sammen, fortalte han.

Galleriets leder foran nogle af sine egne værker.

Udsigt mod Rokko bjergene fra Rådhuset.

Skumringsbillede mod Kobe

Kobe

Efter den oprindelige plan, skulle vi have sejlet videre til Gangjeong i Sydkorea og Kagoshima på den japanske ø Kyushu. Men p.g.a. tyfonen  der havde forsinket os i halvandet døgn, måtte disse to destinationer opgives og vi kom i stedet til Komatsushima på øen Shikoku..

Komatsushima

Kort over vore destinationer

Fra balkonen kunne vi iagttage et par havørne, som fanger fisk og fløj afsted med dem i kløerne

Havørn

Lille tanuki skulptur (mårhund)

Havnen i Komatsushima

Byens store turistattraktion

En række hop on/hop off busser stod til vor rådighed, da vi gik fra borde, så vi startede med at tage en hel rundtur, som varede godt en times tid. Herefter stod vi af i selve byen. Det var et udpræget landområde og byen var som en lille søvnig landsby, trods godt 38.000 indbyggere. Men spændende nok at komme på landet, som var noget helt andet, end det vi hidtil havde set.

Byens store turistattraktion. Nar man klapper i hænderne, starter man vandfaldet.

Rismarker

Komatsushima ligger i subtropisk område, så der er gode muligheder for dyrkning af ris, grøntsager og frugt. Speciel rismarker ser man alle steder. I stedet for græsplæner med trampoliner, er haverne oftest tilplantet med ris eller står som køkkenhaver. Desuden står der ofte et par kumquat træer ved husene. Kumquat er en lille orange citrusfrugt.

Der ses også en del drivhuse

Selve byen Komatsushima er noget hensygnende . Tidligere var der en vigtig færgehavn, med rute til Honshu (Japans hovedø med de store byer Tokyo, Kobe, Kyoto m.v. )  Efter at der er etableret ikke mindre end tre broforbindelser til Honsu fra øen, er færge trafikken nedlagt. Og de gamle havnebassiner benyttes nu kun af ældre mennesker, der står med fiskestangen og forsøger at fange til aftensmaden.

Byens hovedattraktion er et par fine legepladser og et anlæg med et vandfald. Mens man her i Danmark bekæmper mårhunden, er den i Japan meget fremtrædende på keramikstatuer og billeder. Oftest med en stråhat og et krus udenfor barer. Denne Tunaki, som de kaldes i Japan, er lavet af beton er er 5 meter høj og bærer en lanterne. Såfremt man er troende tilhænger af shinto religionen, indgår 2 klap i hænderne i bønnen. Disse to klap sætter gang i vandfaldet.

Vi krydsede Kandase River på vor rundtur

En af de mange fiskere, der har indtaget den gamle færgehavn

Ud over nogle få fiskebåde og fritidsbåde er der ikke megen liv længere. Kystvagten har dog en enkelt båd liggende

Køkkenhaver

Frugttræer med Kumquat træer

En glad indbygger

Tokyo igen

Som planlagt skulle vi lægge til i Tokyo igen. Passagerer skulle af og nye på. Sammen med nogle andre danskere tog vi bussen ind til Ginza-yonchome og skiftede til metroen for at tage til bydistriktet Shibuya.

iPhone X var netop blevet frigivet og det gav enorm kø foran Apple forretningen

Ved Hachiko Square i Shibuya ligger verdens mest trafikerede fodgængerovergang. Over 1 million mennesker passerer over fodgængerovergangen hver dag. Vi gik en tur på Starbucks, som ligger lige ud til krydset på 1. sal. Derfra var der rigtig god udsigt til fodgængerovergangene. Selv om det ikke var i myldretiden, kunne man sagtens fornemme, den trængsel der ville være først og sidst på dagen. For at lette fodgængertrafikken er der også diagonale fodgængerfelter, således at man altid kan passere krydset i én overgang. Hele biltrafikken stoppes fra alle sider, når der bliver grønt for fodgængerne.

Hundredvis af mennesker venter på grønt lys ved Hachito square

Hachiko krydset set fra Starbucks.

Hachiko square er opkaldt efter den trofaste hund Hachiko. En professor ejede hunden og den hentede ham hver dag ved stationen. Da han pludselig døde på arbejde og ikke kom tilbage, fortsatte hunden med at vente på ham, indtil den selv døde efter ni års venten. Venlige mennesker bragte hunden mad hver dag. Historien om den trofaste hund bredte sig til hele Japan og den fik sin egen statue ved stationen, ligesom der også er udgivet bøger og film om den.

Hachiko, den trofaste hund

Traditionel japansk flodbåd

Tiggende munk

4 stk gocarts blandede sig pludselig i trafikken

Parti fra Shibuya området

Endnu en statue på Hachiko Square. Her er det legende børn på jordkloden

Efter nogle timers tid, hvor vi travede rundt i området, der er præget af at være shopping- og forlystelseskvarter, vendte vi snuden tilbage mod skibet, der skulle sejle kl 3.

Selv om vi kun lige var gået ind i november måned, var julepynten allerede på plads mange steder.

Futuristisk indgangsparti til storcenter i Shibuya

Til vor afgang mødte en flok musiker frem og spillede for os indtil skibet lagde fra kaj. Det var et festligt afsked med Tokyo. Vi sejlede denne gang ud i det smukkeste solskinsvejr og nød senere den smukkeste solnedgang fra vor altan.

Afskedskoncert

Solnedgang ved Fuji

Næste