Familien Duch

Peter Duch

Familien Duch

Maldiverne

Dhoni Cruice

År 2016

Så er vi på Maldiverne og bor én nat på hotel h78 på den kunstige ø Hulhumale på 1,8 kvadratkilometer. Vi har fået et lille hjørneværelse med vindue ud til et hotelbyggeri til den ene side og en lille altan ud mod vandet og stranden. Der er kun en lille vej imellem hotellet og stranden. Det var en pragtfuld solopgang. Vi måtte slukke for aircon og åbne altandørene, så vi rigtig kunne høre bølgerne. Vandflyverne er den eneste lyd,  der bryder lyden af havet og suset i palmebladene.
Efter morgenmaden gik vi en tur til den anden ende af øen. Det er én stor byggeplads. Hundredvis af bygninger er under opførelse eller renovation. Det er næsten halvdelen af bygningerne på øen. Der bygges i 5-6 etager med forretning eller restaurant i bunden. De fleste bygninger er lavet efter samme tegning.  Kun ganske få står til en arkitektonisk pris. Lidt af en skuffelse. Maldiverne praler af deres økologi, genbrug mm.,  men byen er en stor losseplads. På enhver byggetomt, grønt område, i hække og ved buske flyder det med dåser,  flasker og alt andet affald. Vi så en restauratør, gå ind på en nabogrunden og smide en sæk affald. Fy! Med strandene er rene og pæne. Befolkningen er obligatorisk 100 procent muslimer og er total anderledes end befolkningen på Sri Lanka. Der var alle åbne, smilende og imødekommende, uanset om de var buddhister, hinduismen eller muslimer. Og alle sagde godmorgen eller goddag. Her kan man dårlig få øjenkontakt med nogen og siger man godmorgen,  mumler de lidt og kikker væk.
Håber de næste dage giver et bedre indtryk.
Herefter tog vi til lufthavnen for at mødes med de øvrige, vi skulle på dhoni cruice med. Der var et par fra Chicago Jeff og hans kone Robby og deres veninde Chris fra Canada, en australsk kvinde Margaret, som rejste alene - alle omkring eller lidt under pensionist alderen og så Dennis og Simone fra Holsted og som er 19 år. Efter at være kommet om bord, sejlede vi sydpå og kastede anker ved en øde ø, nærmest en sandbanke med lidt buskbevoksning. Kokken lavede en lækker frokost til os. Herefter på med snorkeludstyret og så i vandet. Det var dog ikke, det vilde at se. Korallerne var nok forsvundet under tsunamien, men var nogle steder dog begyndt at komme igen. Naano, som er vor turansvarlige, fortalte at de vokser 15 cm om året. På det dybere vand, var der dog fine koraller, men til gengæld sværere at se.
Senere blev vi sejlet ind til øen og fik kaffe, te og snacks. Vi gik en tur på øen og så 3 mindre rokker svømme helt inde i strandkanten.
Vandet har en helt forunderlig farve her, vekslende fra det petroliumsfarvede, gennem alle blågrøn nuancer over i det mørkegrønne. Sandet er kridhvidt, hvilket skyldes sandets indhold af de hvide, døde koraller.
De 2 amerikanere og canadieren er ikke nemme at komme ind på, selv om vi har prøvet flere gange. Australieren Margaret, vil gerne snakke, men hende har jeg svært ved at forstå. Dorte har derimod fået snakket noget med hende. Simone og Dennis snakker vi rigtig meget med. De har rejst rundt i 4 måneder og vender hjem til Danmark efter dette cruice.

Maldiverne har det helt alvorlige problem, at landet vil være forsvundet i år 2100, hvis verdenshavene stiger i den takt, som forskerne spår. For at redde befolkningen har regeringen i 2008 taget det helt usædvanlige skridt at "spare sammen til" en bid af øen Sri Lanka. Man forestiller sig simpelthen at købe et landområde af det nuværende Sri Lanka, som kan huse hele den små 0,4 millioner store maldiviske befolkning.

Udsigt fra vort hotelværelse

Et par rokker tæt ved stranden

Koraller og fisk

Udsnit fra koralrev

Dorte på snorkeltur

Vort hjem i den uge, hvor vi var på dhoni tur i det Maldiviske øhav

Vi var selvforsynende med fisk på turen

Næste dag sejlede vi et par timer yderligere sydpå, hvor vi gjorde holdt for at snorkle. Pga strøm,  blev vi sejlet ind til revet og et par af personalet tog med for sikkerheden. Vi skulle holde os samlet, men strømmen var nu ikke et problem. Her var langt flere koreller end i går. Vi så også nogle skildpadder. Personalet er yderst opmærksom på os og peger og dykker ned,  når der er noget specielt interessant.  De tager også på eget initiativ vore kamera og dykker ned og tager billeder for os. Efter frokost sejlede vi endnu et par timer sydpå, hvor vi gjorde holdt for natten og snorklede. Her var både fine koraller og masser af små fisk, men man skulle tage sig lidt i agt for strømmen og jævnligt orientere sig om, hvor man var. Både formiddag og eftermiddag var et par af de ansatte på jagt med harpun, for at skaffe morgendagens mad. Dennis var med om formiddagen, hvor de fik en enkelt fisk. Eftermiddagen gav tre stk efter lige så mange timers jagt.
Efter aftensmaden sad vi ligesom dagen før og snakkede med Simone og Dennis og kikkede på fiskene der blev tiltrukket af bådens lys. .

Næste morgen var der morgenmad og snorklen på revet, hvorefter vi sejlede yderligere sydpå en times tid. Her gjorde vi holdt ved et meget smukt koralrev. Vi blev sejlet ind i dinghy’en, hvorefter vi snorklede langs revet tilbage til skibet. Maser af flotte koraller og fisk. Efter frokost sejlede vi yderligere sydpå og sejlede ind i en stor blå lagune, hvor indgangen kun var 10-15 meter bred. Her ankrede vi op for natten. Vi snorklede lidt, det var ikke det fedeste snorkelsted. men der var så meget andet. Dennis fandt en såret haj, der havde en stor krog i munden og en halv meter knækket line. Den lå på bunden og han kunne røre ved den, uden at den flyttede sig, men vi turde ikke fjerne krogen på den.
Senere sejlede vi i dinghy’en ud til en lille ø, der lå i lagunen. Der var så lavvandet,  at vi vadede den sidste halvdel af vejen derud. Det var en meget smuk ø,  men desværre meget affald i form af opskyllede flasker mv. Naano fortalte at 99 procent af affaldet kom fra udlandet. Men hver anden uge tog hans kompagni afsted med 6 både for at samle affald og brænde det. Jeg tog et par stikprøver på vandflasker. Den ene fra Myanmar og den anden fra Sri Lanka. Vi gik langs vandet hele øen rundt,  det tog ca en times tid.
Efter vi kom retur tog 4 af personalet ud på øen igen og den sidste bagte en dejlig chokolade-banankage og kokos pandekager til vor eftermiddagskaffe. Resten af eftermiddagen gik med badning, snorkling og afslapning. Fra båden så vi både hajer, skildpadder, delfiner, flyvefisk og nogle store tun lignende fisk, det jagede og sprang i overfladen. Ved halv ni tiden kom dinghy’en og hentede os ud til øen igen, hvor der var forberedt en overraskelse til os. Nordamerikanerne ville ikke med. De er kun sociale i forhold til hinanden. Men vi 4 danskere og australieren tog afsted i total sort nat. Ovenover var der en fantastisk stjernehimlen, hvor Mælkevejens bånd tydeligt sås på den natsorte himmel. Dinghy’en førte os uden om sandbankerne, så vi kunne komme tørskoede i land. Her var en fantastisk overraskende, som nærmest er ubeskrivelig. De ansatte havde fra stranden lavet en indgangsportal, flankeret af huller gravet ned i sandet. I hullerne stod tændte stearinlys. Når man var kommet gennem portalen, havde de gravet en stor rund rende i sandet, så midten blev til et stort rundt bord. Bordet var dækket med en fin dug, og der var dækket op med fade med de lækreste retter. Kokosnødder havde fået skåret toppen af og fyldt op med planteolie, og med en tændt væge, sørgede de for intimt belysning på bordet. Kokosnødderne var smukt dekorerede med bl.a bananblade. Rundt om den gravede rende, var placeret blade ovenpå sandet, som vi kunne sidde på og have benene nede i renden. Bagved sæderne var det gravet masser af huller med tændte lys i, og det hele afgrænset af palmeblade stukket ned i jorden. Smukt,  smukt og et kæmpe arbejde, de havde lagt i deres overraskelse, synd nordamerikanerne ikke ville bakke op. Et par af fiskene, de ansatte havde fanget i dag var blevet marinerede og grillede og indgik også i måltidet. Ud over en lækker middag i dag, laver vor kok fantastisk mad. Altid friskfanget fisk, lækkert tilberede med masser af frugt og grøntsager.

Skildpadden her falder godt ind mellem korallerne

Parti fra en af de øde øer

Her er jeg på vej mod dybet

En såret haj lå på bunden, for at komme til sig selv igen. Ingen, heller ikke af mandskabet turde fjerne krogen fra dens mund

En ny kokospalme er på vej

Aftenhygge til en overdådig overraskelse på stranden

Det var som at svømme i et akvarie, masser af forskellige arter af fisk og koraller.

Dagen efter var der badning og snorkling ved et rigtig flot rev, med masser af fine koraller og fisk. Så også en enkelt mindre haj. Sejlede et par andre steder hen. Ankrede op ved en beboet ø.
Der er 4 små kahytter ombord,  hver med et lille badeværelse. Selve båden er pænt stort. Agter er der et stort spisebord med bænke,  hvor de lækre hovedmåltider indtages. Her et det også plads til alt vor snorkeludstyr. Midtskibs er styrehuset,  hvor der også er bænke,  kabys, bibliotek og nedgang til passager kahytterne. Og foran er soldækket, et spisebord til snacks, kaffe og forfriskninger samt liggestole. Ovenpå styrehuset er der også et dæk, som vi ikke bruger meget,  men her ligger bla madrasser,  såfremt man har lyst til at sove i det fri under stjernehimlen. Jeg tror canadieren bruger det nogle gange.
Personalet er utrolig hjælpsomme, passer godt på os og gør alt for, at vi alle får et godt ophold. Besætningen er på 5 mand. Guide (Nanu), kaptajn, kok, kahyts steward og matros. Men alle hjælper til med at gæsterne er i trygge hænder og har det godt. Kahytterne bliver gjort rene hver dag og i linned, håndklæder mv skiftet jævnligt.
Dorte havde en lang snak ned kokken i dag. Han er fra Indien, og har sin familie der. Far, mor, ugift søster, kone og barn på 2 år. Hans far var 76 år gammel og havde svært ved at klare deres lille gård og havde måttet skære ned på antallet af køer fra 7 til 1, da de er afhængige af at kunne flytte køerne fra sted til sted, da det grønne var meget sparsomt. Så familien var meget afhængig af, at han kunne sende penge hjem. De skulle også bruge en stor medgift for at få søsteren gift. Det ville lette familiens økonomi, når hun blev gift. Han havde netop modtaget et videoklip hjemmefra med konen (som hans forældre havde valgt til ham) og barnet og var derfor grebet af voldsomt hjemve.

 
Sidst på eftermiddagen blev vi sejlet med dinghy’en ind til landsbyen og fik en rundvisning af Nanu. Der var 600 indbyggere på øen. Livet der var meget afslappet. Overalt var der stole, bænke og "hængesofaer"  hvor de lokale sad og slappede af. Det var en fin og ren lille by. En del ældre kvinder sad i deres sorte tøj og lavede sisal snor af kokos, ved håndkraft. Andre lavede tagplader, som de flettede af kokospalme blade, og de bandt dem sammen med sisal snor. Eneste trafik var de små børns cykler. I havnen holdt både politi- og ambulancebåden til. Vi gjorde nogle småindkøb ved købmanden, var på besøg på et galleri. Souvenir forretningerne gik vi udenom, da Nanu havde fortalt,  at det var bedre at vente.
Vi er nu kun godt 3 grader nord for ækvator. Maldiverne består af 26 atoller, som er kæmpemæssige gamle udslukte vulkaner. Hver atol består af en lang række øer og sandbanker (80 -120 er meget almindelig), som oftest  i en ringformet orden, forstået på den måde, at de ligger på vulkanens top og resten af vulkanen og krateret er skjult i havet. Rundt om vulkanerne er der siden opstået koralrev. 200 af øerne er beboet. Et typisk atol er vel omkring 50 km i diameter, så ofte kan man ikke se fra den ene ende af atollen til den anden. Vi skulle have kylling til aften, hvilket Margaret ikke kunne lide, så hun fik kokken til også at lave fisk. Dorte fortalte kokken, at i Danmark spiste vi, hvad der blev sat på bordet. Der er så meget forskelligt mad, tilbehør og frugt, at ingen behøver at gå sultne fra bordet. Jeff spiser f. eks. heller ikke ris.
Efter aftensmaden fiskede Dennis og Margaret. Egentlig skulle jeg også have fisket, men Margaret snuppede linen. Men det var helt ok. Jeg havde været med til trolley fiskeri et par dage tidligere. De fangede hver en pæn fisk 20 sekunder efter at have smidt linen i. Og herefter intet resten af aftenen

Øens drenge spillede badminton i skolegården

Søstjerne

Organisme i koralrevet

Så er der fanget fine fisk med harpunerne.

De fleste af de indfødte havde sådan en hængekøje hængende udenfor deres hus under et skyggefuldt træ

Traditionel bygget hus af sten stablet ovenpå hinanden. De fleste huse er i dag bygget af cementsten eller beton

”Tagplader”, vævet af palmeblade. Holder typisk omkring 3 år.

Passionsplanten med sine flotte blomster, vokser vildt her

Gammelmor i gang med at lave sisalreb

Næste dags formiddag blev det til 2 gange snorkling. Begge var rigtig fine med masser af fisk og flotte koraller. Strømmen var lidt stærk,  så i begge tilfælde, blev vi sejlet et godt stykke op ad revet med dinghy’en, så strømmen langsomt drev os tilbage mod båden. 3 fra mandskabet var som sædvanlig med til at passe på os og guide. De er fremragende til at spotte specielle fisk, blæksprutter, skildpadder og andre spændende ting. Og de eminente til at sørge for, at vi alle får en rigtig god tur og oplevelser.
Midt på eftermiddagen efter at nogle havde slappet af og nydt solen og andre havde snorklet, sejlede vi nordpå et par timer og ankrede op ved en lille beboet ø, med et par hundrede indbyggere. Vi var rundt og se øen, med dens lille skibsværft. Der var også et cementstøberi, som lavede mursten. Købte lidt souvenir og en is. Igen en fin lille by, med venlige mennesker. Herefter tog vi tilbage til båden og nød dagens sidste solstråler.
Nordamerikanerne var åbenbart blevet træt af den lækre lokale mad, som den dygtige kok laver, så han havde også måttet lave pommes fristes og 3 forskellige pizza. Desuden havde han også skulle stege fisk til australieren, som hun havde fanget i går aftes. Så han har nok at se til med de kræsne gæster.
Efter aftensmaden sejlede dinghy’en os igen ind på øen. Her var vi så til musik og dans. Et lokalt orkester med deres specielle trommer,  der er lavet af udhulede kokospalme stammer, hvor der er påsat gedeskind i den ene ende og rokkeskind i den anden. Desuden nogle raslere, kor og dansere, der startede hver sang/dans op. Hver gang startede det ganske langsomt, hvorefter musikken blev mere og mere intenst. Så blev publikum inviteret til at være med i dansen, der mest mindede om 60'ernes shake. Musikken kendte vi lidt til for mandskabet trommer, spiller på guitar og synger den, når de har fri. Naano har selv lavet sin tromme og der er en fantastisk klang i den. De gamle her måtte jo også på dansegulvet og prøvede at få benene til at følge de hidsige rytmer, hvert stykke sluttede med. De lokale udfordrede hinanden under dansen om at lave de vildeste trin. Den sidste dans var hård, lang og så hurtigt, at man dårlig kunne nå at røre jorden. Herefter var vort nye tøj gennemblødt af sved. Efter ballet så vi lige 4-5 store rokker i vandkanten, inden dinghy’en sejlede os ud til vort skib. Nordamerikanerne var ikke med, de meldte fra i sidste øjeblik.

Orkesteret på den lille ø

Maldiverne er utrolig smuk og vi nød det i fulde drag og fik et helt andet indtryk af landet, end det vi fik første dag. Vi havde 2 forskellige snorkleture om formiddagen. Den ene var mere eller mindre på åbent hav, men besætningen vidste lige, hvor den næsten usynlige fortøjningsbøje var. De bruger aldrig anker, men kun fortøjningsbøje, så koralrevene ikke tager skade af vort besøg. Vi så en masse skildpadder på det første rev, som var et flot undersøisk skær, der faldt langsomt mod dybet på begge sider. På det næste var der en stejl skrænt, der gik lodret med i dybet og selve koralrevet på den anden side. Her så jeg bla. en pæn stor haj kommer majestætisk og roligt svømmede.
Vi kan mærke, at vi igen er kommet mere nordpå og tættere hovedstaden Male. Der er kommet mere tegn på civilisation, vandflyverne, som vi slet ikke så sydpå, bliver hyppigere, ligesom antallet af både også forøges. Vi mødte 2 vandscootere i dag, så der må ligge resort i nærheden. De ligger alle i nærheden af Male. Efter frokost sejlede vi videre nordpå og gjorde et stop mellem første og anden kaffepause, hvor vi havde endnu en gang snorkling. Det var et rev der ganske, ganske langsomt skrånende og havde de flotteste koraler, så langt øget rakte. Også fint med fisk, og efterhånden kender man dem alle. Herefter fortsatte vi endnu et stykke nordpå og lagde til ud for et resort, tæt på Male. Herfra varr der kun 40 minutters sejlads til lufthavnen, hvor vi skulle afmønstre næste morgen
Mandskabet havde lavet en fantastisk overraskelse til os den sidste aften. De 5 drenge havde siddet 4-5 timer og lavet udsmykning omkring vort spisebord. Alt var lavet af palmeblade og kokos. Af palmeblade havde de flettet en fantastisk dug. Bordet var dækket af overskårne og udsmykkede kokosnødder som olielamper, der var en flettet kurv, pyntet med roser, de også havde flettet af bladene. Der var lavet et sejlskib, som servietholder. Under loftet hang der smukke flettede fugle og fisk i uroer. Alt var fantastisk smukt udført og slet ikke noget vi forbinder med drengeness sans for udsmykning.
Maden var i dag udelukkende maldiviske specialiteter og smagte himmelsk - som altid. Nordamerikanerne huggede maden i sig i en fart og så var de væk igen.

Vi 4 danskere sammen med besætningen

Legeplads og rekreativ område

En glad og tillidsfuld pige—stolt  på sin cykel

Spadserertur gennem øens lille landsby

Til det kommende valg, er der malet valgslogans på murene

Parti fra en af landsbyerne

Parti mellem skolen og moskén

Dennis håber på det store hug

Roser, flettet af palmeblade

Udsnit af de lækre lokale specialiteter til afskedsmiddagen

Dug, blomsterdekorationer, olielamper, servietholdere og alt andet er lavet af palme

Næste morgen sejlede vi det sidste stykke mod Male og sejlede forbi deres special øer. Der er øer for industri, beboelse, losseplads, lufthavn, resort ud over hovedstaden og de mange små øer beboet af lokale fiskere.
Vores kaptajn Hussein viste hvorledes man af palmeblade flettede de flotte fisk og fugle, båden var blevet udsmykket med dagen før.
Efter morgenmaden tog vi afsked med besætningen og blev sejlet ind til lufthavnen med dinghy’en. Kokken stod og vinkede, så længe vi kunne se ham. Her tog vi afsked med de tre nordamerikanere. Vi andre skulle først med fly ved 11-tiden om aftenen, så vi tog vandbussen til Male.
Male er hovedstaden og har 135.000 indbyggere på den 1,2 km2 store ø. Vi gik en tur i byen, men det var fredag, så alt var lukket indtil efter fredagsbønnen. Så først ved 15-tiden begyndte nogle forretninger at åbne. Der var stegende hedt og der var ikke rigtig noget at se på. Vi fandt dog en lille restaurant, der var lukket,  men da de så vi var 5 personer, fik vi lov at komme ind i aircon. Vi fik lidt frokost og vand. Det er endnu ikke lykkedes os at finde øl, den uge vi har været her, men trods alle odds, overlevede vi. Så vi sad og nød køligheden til forretningerne åbnede, dvs det var kun nogle af dem. Vi gik igen lidt rundt og kikkede, men der er ikke så meget at se. Simone og Dennis tog tilbage til lufthavnen, Margaret og vi gik på frugtmarkedet og bagefter på fiskemarkedet. Det sidste var interessant, da der var alle mulige slags fisk der, store barracuda, sværdfisk, blæksprutter, tun mm. Vi snakkede med en mand,  der netop havde købt en tun på 25 kg. Ved et langt bord stod slagtere, der skar fiskene ud og fileterede dem, efter kundens ønsker. Vi så han fileterede den store tun, fik alle benene ud og skar fisken i mindre stykker. Selv om det var en stor fisk, gik det hurtigt, man kunne se, at det ikke var den første, han parterede. Kunden havde givet 60 dollar for fisken og 4 for at få den parteret. Han fortalte, at da det var fredag og fridag, tog mange private på havet og fiskede og solgte fangsten på markedet.
Margaret ville ud og se noget andet og Dorte og jeg gik i bazarforretningerne. Der var dog stort set kun souvenir forretningerne, der var åbne. Og en masse flinke mennesker, der ville vise os en forretning, med billige priser. Nogle blev ved med at følge efter os, og ville vise vej til det ene og det andet. Nogle af dem var bare utrolig flinke, andre skulle bare lokke os ind i en forretning. Men det var svært at skelne. Vi var inde i en souvenir forretning, hvor Dorte havde udset sig nogle småting. Priserne var i dollars, men vi ville afregne i de lokale rufiyaas. Da jeg så gjorde vrøvl over deres vekselkurs, blev de så fornærmede , at de lagde tingene tilbage og vi kunne ikke få lov at købe - heller ikke i dollars. Nå vi fik købt nogle souvenirs et andet sted, hvor de kunne regne en passende kurs ud.
Herefter tog vi tilbage med båden til lufthavne øen og mødtes med de andre og så den smukkeste solnedgang.

Males skyline

Simone skriver i gæstebogen inden vi afmønstrer

Offentlig bygning i male

Parti fra Males centrum

Den Gyldne Moské

Solen går ned, og eventyret på Maldiverne er ovre for denne gang.

Dorte på op i dhoni’egen efter sidste snorklettur

Man kunne komme forholdsvis tæt på skildpadderne