Familien Duch

Peter Duch

Mellemamerika

Miami

År 2018

Det var midt i januar måned, at vi landede i Miamis inter-nationale lufthavn midt eftermiddag. Efter en langsommelig og omstændig proces i immigrationen, slap vi endelig ind i USA. Et lille tog førte os den korte stykke til stationen,  hvor vi skiftede over til bus nr 150, der for 2,25 $ kørte os til et stoppested meget tæt på vort hotel på hjørnet af Washington Avenue, og 11. Street,  Miami South Beach. Vi smed vor bagage ind på det dejlige store værelse, skiftede til sommertøj og gik ud i byen. Vi startede med den korte tur mod stranden ad den korte 11. Street, passerede Collins Avenue og Ocean Drive og så lå den lange, brede sandstrand foran os. Skumringen var så småt ved at trænge sig på, så det blev kun til at dyppe tæerne i denne omgang.

Dernæst gik vi en tur op og ned ad Ocean Drive, der løber langs stranden. Der er kun bebyggelse på siden længst væk fra stranden. Til gengæld var der næsten kun restauranter og værtshuse med udendørs servering. Og masser af mennesker. Specielt området fra 9. til 13. Street var et inferno af mega høj musik, underholdning, latter og trafik. Blandt de mange almindelige klædte turister, skilte mange fars sønner og døtre sig ud i ud. I trafikken cruisede de op og ned af Ocean Drive i deres Ferrarier, Corvetter, Mustanger, Porcher eller lignende cabrioleter med dunkende bashøjtalere og en flok udfordrende klædte piger dansende på bagsædet. På gaden gik nogle af fyrene med bar overkrop, så alle kunne se resultatet af de mange timers ophold i fitness centeret og pigerne enten i en minimal top eller en kjole nedringet til navlen.
Cigar sælgende piger forsøgte at afsætte de fede havanesere og andre store cigarer i kamp med restauranternes kundekapere. Det var dog ikke kun cigarrøg, der er i luften. Duften af stærk tobak kildrer dog også næseborene ret ofte.
Vi var ikke specielt sultne og lidt mærkede af den lange flyvetur og påvirket af den 6-timers tidsforskel, så vi satte os
ned på en restaurant,  delte en stor pizza og fik et par øl, mens vi studerede det hektiske liv foran os. Servitricerne var også her, som ved mange af de andre restauranter sparsomt påklædte - trusser og bh. Der var lige blevet plads til restaurantens logo bag på trusserne. Vor servitrice havde en piercing i navlen med en kæde i, der gik ned i trussen foran, hvor den formodentlig var hægtet sammen med en anden piercing. Hendes bh skulle måske have været et par numre større, da den svulmende barm, havde svært ved at holde sig inde. Jo,  der var bestemt meget at se på på Ocean Drive.

Miami og special Miami Beach er kendt for sine mange art deco  designede bygninger., som oftest er kendetegnet med sine skarpe farver, buede og rundede former blandet med rette linier og lidt”tegneserie agtig”

Den brede sandstrand ved South Beach. Pga af kraftig blæst var stranden ret øde.


Næste dag var det strandtur. Vi lejede et par strandstole med hynder og håndklæder for 40$ og nød solen og de 26 grader. Der kom dog ind i mellem skyer og nogle gange var det helt overskyet,  men aldrig køligt. Sidst på dagen gik vi lidt rundt og så de mange boder, der var kommet på Ocean Drive. I denne weekend var der Art Deco festival,  så gaden var spærret af mellem 5. og 15. Street. Det var dog ikke Art Deco kunstudstilling,  der fyldte mest i boderne, men den var dog til stede sammen med mad-, smykker- og tøjboder
, karikatur-tegnere og boder med hjemmelavede og -dyrkede produkter.  Området vi boede i kaldes også Art Deco City på grund af arkitekturen. Hotellets nabo er Miami Police Headquarter, som er en kæmpe stor imposant hvid bygning i Art Deco Stil.
Om aftenen spiste vi på en lille restaurant overfor hotellet,  hvor vi fik den største engelsk bøf, vi nogensinde har fået. Et yderst lækkert, velmodnet og veltilberedt stykke kød - men 400 gram, det var lige i overkanten. Et øjeblik havde vi lige glemt at en stor bøf i USA er virkelig stor.
For at fordøje made måtte vi lige
cruise op og ned af Ocean Drive til fods. Vi gik helt ned til 5. Street,  hvor der stadigvæk udelukkende var restauranter og de fortsatte så langt vi kunne se, men livet var dog langt mere afdæmpet her, selv om der var masser af mennesker på gaden. På tilbage vejen stoppede vi op ind i mellem og så lidt på underholdningen, der var enkelte steder,  bl.a. et dragshow, som publikum var totalt ellevilde med og overøste den optrædende med stakkevis af $-sedler.

En af madboderne ved Art Deco festival serverede lækkert seafood.

Lørdag tog vi en hop on - hop off bus. Vi kørte først op på nordspidsen af øen Miami Beach for derefter igen at køre sydpå. Vi beundrende de flotte og moderniserede Art Deco bygninger og bussens guide fortalte meget om byens historie, som egentlig ikke er ret lang, da stedet for hundrede år siden var et uinteressant sumpområde og vildmark. Først i 1896 blev Miami etableret. 3 kolde somre i træk gjorde, at det kun var  i Miami der kunne dyrkes afgrøder i Florida og der blev etableret jernbane til regionen.

Vi krydsede Biscayen Bay via 3 broer, der førte os over 2 øer og over til fastlandet. Hvor vi skiftede bus.
Denne bus førte os rundt på Miami fastland gennem distrikterne Midtown, Wynwood, Overtown, Downtown, Coconut Grove og Little Havana. Specielt Wynwood var en stor oplevelse, da stort set hele området er et stort maleri. Husene, plankeværk og mure var dækket af farvestrålende malerier. Det var en fin tur og spændende at se de store forskelle, der er i de forskellige distrikter - de enorme palæer i Coconut Grove,  Skyskraberne i Downtown og det folkelige liv i det spansksprogede Little Havana.

Solen brændte fra en skyfri himmel og vi tog tilbage til hotellet ved godt middagstid, fik badetøjet på og så til poolen.
Om aftenen spiste vi lækkert lam på en tyrkisk restaurant. Det blev pludselig ret koldt og blæsende og vi måtte hjem på hotellet og få mere tøj på, før vi igen gik ud i byen. Der var gratis koncert med et lokalt band, men vi var der dog ikke længe, da orkestret manglede niveau.

Et eksempel på Street art i Wynwood

Endnu et eksempel på Wynwoods street art

Parti fra Little Havana

Skulptur i området Indian Creek, Miami Beach

Skyskrabr under konstruktion i Miami Downtown

Freedom tower, Miami downtown i midten. Oprindelig hovedkvarter for avisen The Miami News. Nu kunst museum.

Bascule Bridge, Downtown Miami

Eksempel på street art Wynwood

Miami South Beach. Marina. Set fra MacArtur Causeway—altså vestsiden af øen.

Der flages med USA’s, Florida’s og Miami Beach’s flag uden for politiets hovedkvarter

Grove Towers i  den fashionable bydel Coconut Grove.

Miami  Beach Police Headquarter ligger ved siden af vort hotel og er et enorm bygningsværk, der fylder hele området mellem 11 th og 12th Street og  går fra Washington Avenue til Pennsylvania Avenue.

Det gamle rådhus er i dag hjemsted for LGBT (bøsser og lesbiske) besøgs center og lå ved siden af vort hotel.

Little Havana har ca 50.000 indbyggere, hvoraf mange er tidligere cubanere, Dog er der de senere år kommet mange andre spansktalende  syd– og mellemamerikanere til. 98% af indbyggerne i bydelen er spansktalende. Området er kendetegnet ved, hvad man forbinder med typisk cubansk som cigarer, farverig påklædning og udsmykning, cubanske flag, og musik.

Coconut Grove er kendetegnet af især gamle, store og dyre ejendomme med private parker. Der er dog også  de senere år skudt  skyskrabere op med luksus lejligheder.

Holocaust Memorial Miami Beach af den store jødiske føderation

I hele Florida er der 640.000 jøder og mange af disse bor i Miami. Omkring synagogerne så vi denne lørdag formiddag enorm mange jøder, ortodokst klædt, som kom fra gudstjenesterne.  Til minde om de mange jøder, der omkom under holocaust, oprettede det jødiske samfund i 1990 museet og mindeparken for holocausts ofre.

Aftenliv på Ocean Drive

Parti fra Little Havana

Eksempel på Art Deco arkitektur

Parti fra Miami Beach

Parti fra Little Havana

Solparasol

Florida flagBilledresultat for usa flagBilledresultat for miami beach flag

Efter en dejlig dag ved poolen, tog vi midt eftermiddag  en Uber til krydstogtskibet. 2 minutter efter bestillingen holdt der en yderst fin Lexus og samlede os op. Om bord på skibet gik vi på opdagelse. Skibet var temmelig stort - op til 16 etagers højt, 4000 passagerer og med masser af restauranter, barer, pools og forskellige former for underholdning, bl.a vandrutchebane, bowling, fodbold, minigolf osv. Vi nuppede et par stykker pizza og en drink på vor tur rundt på skibet,  men fik dog ikke hele skibet udforsket, inden det var tid til aftensmaden.
Vi havde fået plads sammen med 2 svenske par
som virkede meget rare, men vi skulle lige have øerne tunet ordentligt ind på det svenske - og de på det danske. Så ind imellem talte vi engelsk sammen.
Maden og vinen var virkelig fint. Det var ikke så mange retter. Normalt på krydstogt havde vi fået 5-6 retters menuer, så af gammel vane bestilte jeg 4 retter i den tro, at det var små appetizers, forretter o.s.v.  Men først blev det en pæn stor portion lækker rejesalat med store tigerrejer,  dernæst 2 store veltilberedte hovedretter,  hvor den ene var lækkert lammeryg med rodfrugter - umm - og den anden
en enorm engelsk bøf - umm. Desværre måtte over halvdelen ryge ud igen. Heldigvis var dessert knap så stor - et fad med forskellige oste,  frugtkompotter, brød og nødder.
Efter middagen gik vi igen lidt rundt på oplevelse,  fandt en hygge italiensk café og fik lidt forskellige kaffe med cognac, whisky og andet godt i. En pianist og en pige på cello underholdt os med yderst stemningsfuld musik.
Senere fandt vi et hyggeligt musiksted, hvor man kunne slænge sig i afslappende sækkestol lignende sofaer og deltage i musikkonkurrence. Der blev spillet gamle Suzi Quatro, Steppenwolf, Roling Stones og andre 70'ere
numre.

En ganske udmærket vandrutchebane var der også ombord

Vue fra skibets elevator ud over den ene pool

Parti fra et af skibets pools

Skibets teatersal

Vue over en af skibets mange saloner

Billedresultat for msc cruise divina picturesMSC Divina cruise ship

MSC Divina

Tirsdag morgen lagde vi til i Ocho Ríos, en havneby på Jamaica. James Bond elskere kender måske byen fra den første Bond film, Dr. No.  Det regnede pænt, da vi gik i land, så vi måtte have paraply og regnfrakke frem. Da regnen udviklede sig til skybrud, søgte vi ind i nogle souvenir forretninger. Heldigvis varede regnen kun kort og solen kom frem. Vi gik lidt rundt og så byen. Byen bare præg af, at det var et fattigt land, vi gæstede. Store huller i asfalt og fortove, men ellers forholdsvis rent. Reagee musik alle steder, farvestrålende kjoler, duften af stærk tobak og masser af sælgere og taxachauffører, der falbød deres varer og ydelser. Kriminaliteten er temmelig høj i Jamaica, men om det var pga dette og de mange turister i byen, der gjorde, at der var et hav af politibetjente posteret rundt om i byen. Vi følte os i al fald ret sikre.

Redningsaktion. Helikopteren skulle hente en syg patient i farvandet mellem Haiti og Cuba.

Senere tog vi med en minibus ud af byen til et stort vandfald Dunn's River Falls. Et megaflot vandfald med masser af vand i inde i junglen. Vandet falder 200 meter inden det plasker direkte ned i havet. Vandet indeholder meget calcium carbonat, hvilket betyder, at der hele tiden dannes travertin. Vi gik langs vandfaldet ned til havet og nød synet fra de mange platforme. Der var rigtig mange mennesker, der tog den anden vej - ude i vandfaldet. De gik i grupper på 20 med hinanden i hånden og hjalp hinanden op ad faldet. Vandfaldet endte som sagt i havet, hvor der også var en fin strand, hvor mange badede. Som mange andre tog jeg turen tilbage gennem vandfaldet - dog alene. Det var vildt,  spændende, sjovt, anstrengende og lidt farligt. Heldigvis var travertin klipperne overhovedet ikke glatte, så det gik fint med at få fodfæste i mine sandaler. Vandmasserne pressede godt i mod,  når man klatrede op ad klipperne.  Dorte var bærer, fotograf og opmuntrer inde fra stien langs faldet.

Jamaica

Udsigt til havnen i Ocho Rios

Efter strabadserne blev vi kørt tilbage til byen, hvor vi tog på værtshus og hørte lidt reagee musik og smagte den lokale øl. Ved siden af værtshuset var en fin lille strand, som vi søgte til efter øllet. Sluttelig efter at have daset ved stranden gjorde vi lidt indkøb. Vor nabos dreng er stor fan af Bob Marley, så han skulle selvfølgelig have en fin Marley T-shirt og en strikket rastafari hue.

Udsnit over Dunn’s River Falls

Jamaicaner med sit æsel

På vej op ad faldet

Parti fra Ocho Rios

Frugtsælger

Vue med udsigt til de regnskovs klædte bjerge i baggrunden

Fiskeren her havde haft en rigtig god fangst og var meget stolt

Ocho Rios er en lille, men vigtig havneby. Selve byen har under 10.000 indbyggere. Men  fra havnen udskibes sukker, limsten og bauxit, der bruges til aluminiumsproduktion.

Fra vort skib, kunne vi se delfintræningen i delfinariet.

Regaee musiken og Bob Marley er nok noget af det folk kendes Jamaica mest for. Og selvfølgelig sprinteren Usin Bolt, der er mange dobbelt verdens– og olympisk mester i 100 og 200 meter løb. Vor egen Regaee sanger Natasja , blev i 2007 dræbt i en trafikulykke en aften efter sin optræden på Jamaica

Alt er farverigt på Jamaica.

Bob Marleys navn og portræt  fås i alle afskygninger i souvenirforretninger. T-shirts, caps, masker og meget mere.

Colombia

Godt klokken 8 gik vi i land i Cartagena, Columbias største havneby med 1,2 mio. indbyggere og Colombias 5. største by. Allerede ved indsejlingen fornemmede man, at det var en storby, vi kom til. Cartagenas skyline var præget af de mange moderne højhuse og skyskrabere. Fra landgangen skulle vi ud gennem en lille park med flamingoer, påfugle, myreslugere, masser af store papegøjer,  araer og andre dyr og fugle  før vi kom ud til taxaholdepladsen. Vi forhandlede lidt med forskellige taxachauffører, før vi fandt en acceptabel pris. Undervejs til den gamle bydel udpegede han forskellige seværdigheder som San Felipe de Barajas fæstning, der var Spaniens største militære ingeniør arbejde i Sydamerika, for os, før han satte os af ved den store indgangsport.

Fuglene i dyrparken var ikke i bur, men havde fået stækket vingerne.

Myreslugeren her ville meget gerne snakke

Indgangsport til den gamle bydel

Den gamle by ligger inde bag en stor og velbevaret bymur. Selve den gamle by er på UNESCO's verdensarvsliste. Byen er bestemt også fantastisk smuk og man føler rigtig, at man er kommet til Sydamerika. Små gader med fine gamle huse i kolonialstil med flotte altaner,  hvorfra der hænger de smukkeste blomstrende buske og blomster. Byen blev grundlagt i 1533 og navngivet Cartagena  de indias. Men inden spanierne kom til landet og grundlagde byen havde der siden mindst 4.000 år før vor tidsregning været beboelser i området.

Dejlige skyggefulde og smukke altaner  er der næsten overalt i den gamle by.

I sin traditionelle indianske påklædning forsøger kvinden her, at lokke folk til sin frugtbod

Mod havet beskytter er række forsvarsværker byen mod sørøvere og englændere.

Selvstændighedspladsen var stedet, hvor folket samlede sig og fejrede selvstændigheden fra Spanien i11. november 1811

Vi fandt en beskeden sølvsmedie i en lille sidegade. Hans værksted og forretning var vel på godt 1 kvadratmeter.

En fin gammel motorcykel stod parkeret på fortovet

Portal ved en af byportene.

Det meste af den gamle by var afspærret for bilkørsel, hvilket der faktisk var rigtig mange,  der respekterede. Byen var fyldt med gadesælgere, der ville sælge alt fra cubanske cigarer, panamahatte og kunsthåndværker af alle slags. Det blev selvfølgelig også til en del småhandler med os. Vi var en tur i den store katedral og hørte præstens tale og hørte 4 mands orkestret spille ret poppet musik.
Der var masser af pladser og skyggefulde pletter i byen og masser af spændende fortovscafeer, hvor vi bl.a prøvesmagte den lokale øl Dorado, som absolut blev godkendt. Vi travede byen på kryds
og tværs og nød den dejlige solrige og varme dag.

Parti fra  en af byens mange pladser. Mange steder var der  overdækkede og skyggefulde arkader. Husene var generelt yderst velrenoverede og vedligeholdte

Vi var også lige et smut på guldmuseet og så nogle af de fine gamle guldsmykker, som de spanske erobrere åbenbart havde overset. Det var fornemt guldsmedearbejde fra tiden længe før vor tidsregning.  Vi så fund fra de mange forskellige stammer, der havde levet i området og der var nogle ganske udmærkede beskrivelser af de forskellige stammer og deres karakteristika. Det var et meget spændende sted og i øvrigt gratis.

Guldsmykke fra Yotoco perioden. Perioden omkring vor tidsregning.

Zenú folket, var et meget udviklet folk, der både drænede og byggede kunstige vandingskanaler, var også guldvævere og fabrikerede tusindvis af disse øreringe, idet de forestillede sig universet som en stor væv.

Guldsmykker fra Nahuange perioden.

Vi var forbi en lokal bank for at få nogle US $ hævet, som vi for en sikkerheds skyld, ville have med til Panama. Det var lidt omstændigt, men med de hjælpsomme ansatte hjælp lykkedes af et par omgange - først veksle til Colombianske Pesos i en ATM,  dernæst igen på 2. etage og vente på at den eneste, der kunne veksle penge blev ledig, så alt papirarbejdet, udstedelse af formular i 3 eksemplarer og endelig fik vi penge og pas retur.

Denne frodige kvinde  pryder pladsen Plazza  Santo Domingo

Frugtsælgere og smukke blomsterranker dominerede byen

Kunsthåndværk har altid været kendetegnende for området. Her er et fantastisk detaljeret træskærerarbejde.

Mens vi havde ventet på, at banken skulle åbne igen efter siesta, havde vi været en tur uden for den gamle by. I parken San Diego, som var en smuk og hyggelig park, sad en del mennesker og nød siestaen, men ellers var byen ikke nær så spændende som den gamle by. Det skal dog siges, at det var en ganske lille del af  byen udenfor bymuren vi så.

 

Værtshus

I mellemtiden var det blevet tid til at returnere til skibet og vi fandt en taxachauffør til en rimelig pris. Og så gennem de små gader med hornet i bund og tilbage til båden i rekortfart, skønt det var myldretid. En fantastisk dag i Cartagena var ved at ebbe ud

Kirken San Pedro Claver

Klokketårnet på Cartagenas katedral Catedral Basílica Metropolitana de Santa Catalina de Alejandría

San Pedro Claver pladsen. Statuer af en spansk jesuit præst, der viede sit liv til arbejde for de afrikanske slaver.

Panama

Fredag lagde vi til i Christobal, Panama. Christobal er en del af den store havneby Cólon. Vi lå ved kaj lige indtil Panama kanalen og kunne fra vor terrasse se skibe på vej ind eller ud af kanalen. Da vi ikke havde bestilt nogen af skibets ture, måtte vi vente på at gå fra borde. Da vi lå ved kaj i en containerhavn, måtte vi ikke gå derfra, men skulle med en shuttlebus ud af området.  Og vi måtte vente temmelig længe, før vi endelig kom afsted. Bussen kørte os ud af området og stoppede ved et stort indkøbscenter, der lå midt i et lidt skummelt kvarter. Uden nogen turistoperatører eller taxier. Nogle af bussens passagerer gik ind i den såkaldte taxfree indkøbscenter, andre tog direkte tilbage til skibet. Vi fik dog fat i en taxachauffør og fik ham til at køre os ud til Gatun slusen, som er den største af de 3 sluser på Panama Kanalen. Den forbinder Atlanterhavet med den store sø Gatun Lake, der er en del af kanalen. Undervejs gjorde vi ophold ved konstruktionen af den enorme store bro, der skal løbe over udmundingen af Kanalen ved Cólon.

Billedresultat for Jamaica map

Atlantic Bridge ved Cólon bliver den tredje bro, over Panama Kanalen, der forbinder Nord– og Sydamerika.

Netop som vi kom til sluserne, skulle et kæmpestort containerskib gennem sluserne på vej fra Stillehavet mod Atlanterhavet. Selv om det var den nye og større kanal, var pladsen alligevel lidt trang. Skibet blev trukket gennem sluserne af en slæbebåd foran og en anden bagefter til at holde skibet på ret kurs. Ganske langsomt bevægede bådene sig gennem slusen. Sluseporten bag dem blev lukket - vandet i slusen pumpet ud og sluseporten foran blev åbnet og fartøjerne fortsatte ind i midterste slusekammer. I alt skulle skibet gennem 3 slusekamre,  der bragte dem omkring 30 meter under Gatun Lakes niveau til niveauet med Atlanterhavet. Meget spændende at se. Det tog vel 1 times tid, for det store skib at komme gennem sluserne ved Gatun. Vi kunne ved samme lejlighed se skibene sejle på den gamle Panama Kanal, der lå pænt tæt på.

Panamas udmunding i det Caribiske Hav

Containerskibet er godt pakket til.

Skibet er nu kommet ind i den midterste sluse og sluseporten er ved at lukke

Containerskibet er nu helt inde i den første sluse og venter på at sluseporten åbnes, så det kan fortsætte ind i den midterste sluse

En af de mange ørne, der konstant kredsede rundt ved Panama kanalen

Den gamle Panama kanal blev åbnet i 1914 og blev bygget under enorme problemer og omkring 27.500 mennesker døde under konstruktionen af den 82 km lange kanal., der forbinder Atlanterhavet med Stillehavet.  Indtil årtusindskiftet ejedes kanalen af USA, men herefter overgik kanalen til Panama. Den nye Panama kanal kan tage skibe på  49 meters bredde mod 32,21 meter på den gamle kanal. Også skibenes længde er øget fra 294,13 meter til 366 meter. Dog kan de største skibe som f. eks. Emma Mærsk, der måler 56 meter i bredden og 398 meter i længden stadig ikke passere gennem sluserne.

Sluseporte. Porten som her er åbne, har en højde af 21 meter og hver port vejer 745 tons. Men det kræver kun en motor på  30 kW at åbne og lukke dem.

Egentligt havde vi kun hyret chaufføren til denne tur, men blev enige med ham om, at han skulle køre os en tur tværs over landet til Stillehavet og landets hovedstad Panama City. Vor chauffør var rimelig til engelsk og var en rigtig hyggelig stor basse, så han viste og fortalte os mange ting. Før vi kom til Panama City kørte han fra vejen over den store Puenta de las Américas bro, der fører til Costa Rica, Nicaragua, Honduras, Guatemala, México og ender i USA. Broen fører over Panama Kanalen og herfra kan man se Pedro Miguel slusen,  som er kanalens 2. slusesystem. Det er også området, hvor noget af det største arbejde med kanalbyggeriet fandt sted, idet kanalen skulle føres gennem bjerge. Man ser tydeligt de udhuggede terrasser på begge sider af kanalen op ad bjergsiderne. Vi kørte tilbage over broen og videre mod Panama City og kom forbi det 3. og sidste slusesystem Miraflores.

Det nye Panama Citys skyline set fra øen Isla Flamenco

Forrest contailerskibet på vej gennem den nye kanal. Bagerst ses et skib på vej i modsatte retning ad den gamle Panamakanal

Stillehavet. Nogle mindre fartøjer venter på at komme gennem Panamakanalen

Flamenco Marina med Panama Citys skyline i baggrunden

Vi kunne også konstatere en lang række skibe der lå i vente position på Stillehavet. Der ligger også en fransk kirkegård til minde om de mange franskmænd, der bukkede under ved bygningen af kanalen som følge af gul feber og andre tropesygdomme. I Panama City kørte vi først på en dæmning,  der forbandt 3 øer Isla de Flamencos, Isla de Pelícanos og Isla Naos. Her lå der, beskyttet bag dæmningen, den ene store yacht efter den anden. Øerne ligger i Stillehavet ud for Panama City og markerer den østlige side af indsejlingen til Panamakanalen. Herfra var der en fin udsigt til skyskraberne på fastlandet, som udgør den nye del af Panama City.

Derefter kørte vi ind i Panama City gamle bydel. Der mødte vi kontrasten. Gamle, grimme og forfaldne lejeboliger i massevis og senere i bymidten, masser af tomme, afskallede bygninger med gabende tomme vinduer uden glas. En noget kontrast til gårsdagens besøg i Kartagena. Dog skal der siges,  at man var i gang med en større renovering af den centrale bymidte. En anden god ting var også, at man havde ikke bare jævnet bygningerne med jorden og opført nye højhuse. Vi gik en tur i bymidten omkring Selvstændighedes Plads. Her lå blandt andet præsidentens ene bygning, hvor gaderne indtil var afspærret med gitterporte og politi. Rådhuset lå også her og var også smukt restaureret. Katedralen med de 2 store tårne var pakket ind og under renovering. I 2 tilfælde så vi gribbe sidde på tagryggen af et par huse og spejdede efter bytte. Vi havde desværre ikke så megen tid i den gamle by.  Den bliver uden tvivl en smuk by på et tidspunkt, men der ligger enorme restaurerings ressourcer foran. Kanalen og dermed de enorme indtægter fra den, overgik fra USA til Panamas regering ved årtusind skiftet og de kan formentlig bidrage dertil.

En af de mange forsømte bygninger i det gamle Panama City. Ejendommen har utvivlsomt være smukt engang.

El Arco Chato som ruin på pladsen Convento de Santo Domingo

Arbejderboliger

Grimme, forfaldne lejekaserner i massevis, som en stor kontrast til de prangende skyskrabere

Parti fra den gamle bydel med udsigt til den nye bydel i baggrunden. Betjenten holder vagt ved præsidentens bygning

Central Hotel er en af de velrestaaurerede bygninger .på Plaza  de la Independencia.

Plaza de la Independencia med pavelionen til højre

Men Panama City består ikke kun af den gamle by. Der ligger også et enormt stort finanscentrum med den ene imponerende skyskraber efter den anden. Her kan man næsten lade sig henføre til Dubai eller Abu Dhabi. Donald Trumf har et stort og spektakulært hotel og casino. Præsidenten har en stor kontorbygning og ellers er det casinoer, hoteller og kontorbygninger en mas.
Igen når man forlader finans området, mødes man med den ene kedelig 50'er blokbyggeri efter den anden. Fattige boligområder i kedelig grå, nedslidt beton med storvask hængt til tørre på samtlige altaner.

Parti fra den nye bydel. Endnu et højhus er under konstruktion.

Der er stadig mange spor tilbage af amerikanerne i Panama. I udkanten af Panama City er der et helt kvarter med universitetet, administrations- og beboelses bygninger. Amerikanerne er, skønt valutaen er i grønne US$-sedler og Panama Cent i mønter, ikke særlig populære. På en husmur stod der bla. "Død over amerikanerne" og en tegning af en machete. Vi kørte de små 100 km tilbage gennem regnskoven til båden, hvor vi blev vi sat af ved tolden til containerhavnen - taxaen måtte ikke køre længere og vi måtte ikke spadsere på området. En af de flinke toldere skaffede os kørelejlighed det sidste stykke med en bus.

Uden for skibet, var der givet tilladelse til af indenrigsministeriet, at indianerne måtte sælge deres håndarbejde der. Det foregik i et stort telt og der var også optræden med musik og dans. Vi købte lidt af deres flotte hjemmeproducerede ting ved et par boder.

El Palacio Municipal—rådhuset

Parti fra den gamle bydel

Statue af den første europæer, der nåede Stillehavet Vasco Núñez de Balboa

Skyskrabere i den nye bydel. Trumph Ocean Tower er den buede i midten

Donald Trumph har også fået placeret sig i skattelyet

F&F Tower eller Revolution Tower, som den også kaldes

Tribunal Electoral er en selvstændig institution , der skal overvåge valgretten, valgbarheden og at valg  foregår frit og demokratisk.

Indianske kvinder sælger deres kunsthåndværk

Skulle det være en T-shirt med en Tucan på brystet?

Parti med højhuse i nye bydel

Costa Rica

Billedresultat for costa rica flagRelateret billede

Lørdag morgen blev det i Pourto Limón i Costa Rica, vi lagde til. En fattig lille havneby, men største havneby i Costa Rica Vi hyrede en taxa til at køre os ud til nogle kanaler i regnskoven kaldet Tortuguero Canal, der efter sigende skulle være et stykke mini Amazon.

Efter turen kørte chaufføren os lidt rundt. Vi så badestrandene og han kørte os rundt i byen og fortalte en masse. Han fortalte stolt at han havde 7 børn - de 2 med hans kone og de 5 andre med forskellige kvinder i byen. Konen var sur over de andre børn, han havde, fortalte han,  men det var der jo ikke noget at gøre ved. Efter nogen tid stod vi af og fortsatte på egen hånd. Det småregnede, men det var intet imod, hvad det havde gjort de sidste 20 dage, havde vor chauffør fortalt.

Vi kom om bord i en ganske lille jolle sammen med 2 andre par og en gammel tandløs indianer som styrmand og guide. Det var en dejlig stille tur, dog uden at se hverken krokodiller eller aber,  men vi så til gengæld en hel del dovendyr, hvoraf de fleste dog var i dyb søvn. Der var også ibiser, små storke, fiskehejrer, isfugl og andre fugle vi ikke kendte. Vi så også et glimt af en jaguar, der gemte sig i et træ, nogle farvestrålende krabber og en stor, flot kamæleon samt flotte blomster og selvfølgelig en masse grønt i form af træer og lianer langs kanalerne.

Dovendyr, der kravlet op ad træstammen kan skimtes bag bladene

De fleste dovendyr hang sammenrullet og sov på en gren

Great Kaskadee—Kiskadie på dansk

Great blue Heron—Stor blå fiskehejre

Ankomst til Costa Rica med MSC Divina i baggrunden

Bananaquit eller Banansmutte som den kaldes på dansk

Silver Heron—Sølvhejren står stille og venter på, at byttet kommer forbi.

Huler uden for Pourto Limón

En af badestrandene ved Pourto Limón

Grønt parti fra junglen

Regnskoven

På vej op ad den grønne flod

Vi fik studeret byen, som mest bestod af boder og små forretninger, der handlede med dagligdags ting, frugt, slagtere, brød købmand, sko og tøj. Meget lidt turistet. Mange henvendte sig til os og skulle have at vide, hvor vi kom fra. En gammel gut, begyndte at tale dansk til os, han havde sejlet rundt som matros og havde bl.a. lært sig lidt dansk.

Udsigt over en del af Pourto Limón fra et af byens udsigtspunkter

Vi var på en bar for at smage det lokale øl, som var helt ok. Efter vi havde drukket øllene, skulle jeg bag ved bardisken for at betale med Visa, da vi ikke havde nogen colóns og terminalen var ikke flytbar - og straks de lokale så mig bag disken, begyndte de at bestille øl hos mig. Heldigvis kunne jeg da så meget spansk, at jeg kunne spørge om det skulle være en almindelig eller en sølv, de skulle have.

Fin sportsbar i Pourto Limón

Pourto Limón har 55.000 indbyggere og er Costa Ricas 6. største by. En stor del af befolkningen har rødder i jamaicanske, italienske og kinesiske arbejdere, som kom dertil for at arbejde med et større jernbaneprojekt.

I en arkade holdt en række kunstnere til

Frugtmarkedet

Det grønne hus

Parti fra Pourto Limón

Dagens avis studeres flittigt

Efterkommere af afrikanske slavere havde indtil 1948 stort set ingen rettigheder, idet de ikke blev betragtet som borgere af regeringsmagten og havde ikke lov til at bevæge sig uden for Limón provinsen

Købmandshandel

En af de unge kunstnere

Belize

Billedresultat for belize flagBilledresultat for belize map

Mandag blev der ankret op langt ude i den Mexicanske Golf og vi måtte ombord i mindre, men hurtiggående katamaraner for at komme i land i Belize City, der var Belizes hovedstad indtil 1961, hvor en orkan ødelagde byen og man byggede i stedet en ny hovedstad Belmopan. Ved udløbet af floden, der deler byen, er der en ældgammel dreje bro, som kan drejes med muskelkraft, når det er nødvendigt. Ved broen boede en væver, han havde en yderst primitiv hjemmelavet væv, han brugte til småopgaver som vævning af bælter. Han flettede og lavede et bånd til Dorte, så hun kunne have sine solbriller hængende på brystet.

Så er det næste holds tur til at komme ombord i katamaranen

Der omstiges til katamaran, da området er for lavvandet til, at skibet kan lægge til.

Med sin hjemmelavede og primitive væv lavede han et par bånd til Dortes solbriller

Vi gik rundt i byen og kunne konstatere at det var et yderst fattigt område vi var kommet til. Asfaltvejene havde dybe kratere og selv inde midt i byen var de mindre veje jord- eller grusveje. De fleste huse var utrolig forsømte og reparerede med forhåndenværende materialer som blikplader, træplader, plastikposer eller var slet ikke reparerede. Der hang vasketøj overalt og der flød med byggeaffald.

Fiskerbådene ligger tæt i den lille flod tæt ved havet.

De sidste aftaler skal på plads, inden retsagen starter.

Ved domhuset stod et par jurister i fuld ornat med sorte kapper og hvide halskraver, som vi kender fra engelske retssale. Jo længere vi kom væk fra hovedstrøget jo fattigere blev det. Enkelte tiggere og folk der bare lå på gaden og sov.

Åbne kloaker i begge sider af vejen. Dog var der enkelte pænere huse og der var en del småhandlende som købmænd, restauranter, frisører osv. Der var også et butikscenter med forskellige pæne forretninger med legetøj, tøj, hårde hvidevarer o.lign. En stor genbrugs forretning med tøj, var der også.
Efter at have travet en stor del af indre by rundt, var vi på udkig efter en bar for at kunne smage den lokale øl

Peoples Unitet Party spillede en vigtig rolle i selvstyreforhandlingerne i 60’erne. Partiet er  i dag et centrum-venstre parti og er det ledende oppositionsparti mod UDP.

Skolebørn på vej tilbage til skolen efter siestaen.

Skolebussen

Tøjvask

En betjent opfordrede os dog til at tage en tur rundt i byen med den lokale bybus. Det tog ca fem kvarter og kostede en dollar. Vi steg på og fik en plads forrest i bussen. Chaufføren, der tydelig var af maya indiansk afstamning, var meget flink til at orientere os om hvad vi kom forbi. Vi kom langt omkring og forbi en del grundskoler, et par gymnasier og et universitet, sygehus, rådhus, en del kirker, bibelskole, muslimsk skole og meget andet. Det var godt vi kom på bussen, for det var et helt andet indtryk, vi fik af byen. Her var pænere huse, udsmykkede rundkørsler, skulpturer og rent og pænt mange steder. Vejene var stadigvæk hullede og bussen var ret gammel. En ansat åbnede og lukkede døren med en lang jernstang, han enten skubbede eller trak i. Chaufføren trak i en snor under loftet, hvis tudehornet skulle aktiveres. Folk stod af og på i et væk - ved stoppesteder eller bare på vejen. Chaufføren kendte åbenbart alle, for han vidste, hvor de skulle af. Det blev en fin tur.

Et af de finere huse beliggende ved floden

Efter busturen gik vi op ad trappen til et yderst forfaldent hus med veranda. Der hang nogle gamle ølreklamer på huset, men da jeg kom indenfor,  kunne jeg godt se, at serveringen vidst var sluttet for længst.
Indefra lignede det en forfalden lade med huller i loftet og nogle steder også i væggene. Der var en kraftig duft af marihuana og den halve snes mennesker der sad eller lå derinde var ret stenede. En kulsort rastafari mand kom dog og gav mig hånden og bød velkommen med et Hay Man. Han fortalte at tjeneren desværre ikke var disponibel for
servering af øl,  men de havde dejlige "krydderurter" i stedet. En anden, der sad på terrassen kunne imidlertid fortælle, hvor vi kunne få dejlig kold øl - også han fortalte at de havde gode urter i huset.

Et typisk hus i Belize City

Restaurant lå et par huse væk og lige ud til floden. En ung kvinde serverede et par kolde lokale øl i det spartanske træhus. Vi sad i baglokalet adskilt fra vandet med et stakit. Bag stakittet var en lille platform ud over floden, hvor et par både lå fortøjret og tre yngre mænd lå eller sad og snakkede om deres koner  mens de røg marihuana. Senere steg de ombord i den ene båd for at tage ud og fange lidt til aftensmaden.

Med pelikanerne i forgrunden tager de 4 mænd her på fiskeri

Pelikanunge

En af indbyggerne i Belize City

Med Jesus bag rattet

Holy Redeemer Cathedral Belize City, bygget i 1858

Næste