Familien Duch

Peter Duch

Nordatlanten cruice

MS Astoria Bremerhaven

År 2016

En rundrejse på Grønland havde længe stået på ønskesedlen, så da der kom en rejse på auktion hos Lauriz.com, slog vi til og vandt auktionen. 24 dage med skib fra Bremerhaven.

Så kom ombord på MS Astor efter en problemfri togtur fra Kolding til Bremerhaven. Da vi steg af toget, holdt der en bus, som tog imod vores bagage og kørte os til båden. Da vi kom ombord og kom til kahytten, var bagagen allerede ankommet. Fin service.
Eftermiddagen blev brugt til at udforske skibet, drikke kaffe og spise lidt lækkerier. Sikkerhedsprocedurerne blev gennemgået, redningsveste afprøvet og vi skal i redningsbåd nummer syv, hvis det skulle blive nødvendigt.
Aftensmaden blev indtaget sammen med et par fra Aabenraa og et par fra Holbæk. Fint at vi danskere var sat sammen. Parret fra Aabenraa har boet på Grønland ad flere perioder og skal besøge bekendte i flere af de bygder vi anløber.
Vi havde ikke sejlet længe, før en helikopter kom og hentede en passager, der formodentlig var blevet syg eller kommet til skade. Synd for vedkommende. 
Telefonen bibbede kort efter afgangen og bød os velkommen til USA!! Amerikanerne tror åbenbart at hele Atlanterhavet tilhører dem

3  stop på Island, 8 på Grønland og en enkelt på Færøerne

Bådens konditorer og bagere, viste stor fantasi og kunnen med deres kunstfærdige brød og kager. Her et enkelt eksempel på brødkunst.

Et par dage senere passerede vi bæltet mellem Örkney øerne og Shetlandsøerne tidligt om morgenen. Her steg den sidste måge af. Den og dens rejsefælle havde ellers trofast fulgt os under hele turen. Dagene er lange her, de sidste par døgn har været på 25 timer hver, så vi får noget ud af turen. Til gengæld falder temperaturen med ca 3 grader i døgnet. Både i går og i dag fandt vi en dejlig lækrog, hvor vi lå og solede os, efter vi havde gået morgentur på promenadedækket.
Bølgerne går højt her om bord. Til morgen virkede det, som om mange af passagererne var startet i god tid med boblerne, der serveres til morgenmaden. De vaklede, tumlede rundt og svajede fra den ene side til den anden. Hovedparten af gæsterne her om bord er gamlinger som os, men dog er der også en del yngre par med. Skibet er forholdsvis lille, af et krydstogt skib at være. Her er omkring 480 passagerer.
Midt på eftermiddagen passerede vi de nordligste øer af Færøerne. Vildt smukt at se de bakkede fjelde, i den grønne farve, som vi kender fra det lille ørige. Gennem kikkerten kunne vi tydeligt se de små bygder, fuglefjeldene, de store vandfald, der direkte styrtede i havet, klippehulerne og de lodrette fjeldsider. Dejligt at se land efter kun at have set hav og nogle få boreplatforme i et par dage

Så var vi klar til at gå i redningsbådene –heldigvis var det den eneste gang vi skulle have redningsbælterne på

Madkunst med diverse eksotiske frugter

Mere madkunst af ananas, citron, aubergine, æble og druer

Indsejlingen gennem den lange snævre Seyđisfjörđur

Indsejling gennem fjorden

Så var det vort første stop på Island. Vejret var fantastisk med en skyfri himmel, klar sol og ingen vind. Vi stod i forstavnen og nød den smukke indsejlingen gennem den 17 km lange og snævre fjord  - Seyđisfjörđur Det var et utroligt betagende syn at se de stejle fjeldsider med sne på toppen, der i et par hundrede meters højde omkransede fjorden. Utallige bække, elve og vandfald afleverede smeltevand i fjorden. Langs fjorden lå hist og her en lille klynge huse i forskellige farver, gule, røde, blå og hvide, som spejlede sig i vandet. I vandet kunne vi iagttage de mange mågefugle, edderfugle og søpapegøjer. Søpapegøjerne var ret sjove at betragte. Når de kom op efter en dykning, var de ofte så tungt lastede, at de dårligt kunne lette. 
I bunden af fjorden lå den lille bygd Seyđisfjörđur, med samme navn som fjorden. Der er 700 indbyggere, med eget sygehus, swimmingpool, skole, børnehave, bibliotek, brugs m.m. Vi gik en tur rundt i bygden, besøgte den berømte blå trækirke og nød det dejlige vejr. Vi var dog klædt godt på, da temperaturen kun var lovet til 9 grader, men for islændingene var det en rigtig sommerdag, hvor drengene gik i korte bukser og bar mave. Børnene plaskede i oppustelige badebassiner i haverne og de voksne solede sig.
Vi satte os på en bænk ved et værtshus og fik et stort krus af deres lokale øl. Et par amerikanere fra Philadelphia slog sig ned hos os. De var med et andet krydstogtskib, og skulle sejle Island rundt. Vi fik en god lang sludder med dem, indtil deres skib skulle videre og vi skulle på eftermiddagsudflugt.

Den berømte blå kirke i Seyđisfjörđur

MS Astor ligger til kajs i Seyđisfjörđur

Vi forcerede det ene klippefyldte vandløb efter det andet.

Vi kørte i en stor bus langs med fjorden mod Skálanes Naturreservat. Vi havde ikke kørt mange kilometer før vejen svandt ind til et hjulspor, der knap nok var bred nok til bussen. Terrænet vi kørte i var hedeagtig med meget lav vegetation, masser af sten, klippeblokke, vandhuller, bække, elve og vandfald. Oftest var der ingen bro over elvene, så bussen måtte skrumlende og bumlende køre ned i elven og op igen på den anden side. Så forstod vi, hvorfor karrosseriet sad så højt oppe på bussen. Vi gjorde et par stop undervejs, bl. a. ved Islands første kirke og begravelsesplads. Der var dog intet andet at se end 5 runde stolper, der var gravet ned, men vor guide – en tysk lektor, der tidlige har underholdt med foredrag her på skibet, kunne berette længe om forskelle på begravelser under de gamle nordiske guder og under kristendommen. Tænk, i 900-tallet lå folk på siden, med bøjede ben i deres grave.
Da vi ikke kunne komme længere af den lille vej, gik vi det sidste stykke ud til et fuglefjeld, hvor en række forskellige mågearter havde reder på små hylder på den lodrette klippe. Søpapegøjerne havde derimod gravet huler i græstørvene til deres reder.
.

Vi nyder et godt krus af den lokale øl—ganske glimrende øl

Seyđisfjörđur

Måge på sin smalle klippehylde

Fuglefjeld

I naturreservatet lå en international forskerlejr og et hus beboet af en familie, der sørgede for deres forplejning. Vor islandske guide fortalte, at ternerne og mågerne byggede deres reder i nærheden af huset, da de der kunne være i sikkerhed for polarrævene, der ikke turde nærme sig mennesker og hunde. Vi kunne også let mærke, at såfremt vi bevægede os uden for stien, blev fuglene aggressive. Først skreg de advarende, bagefter angreb de.
På tilbagevejen til båden, da vi kørte langs fjorden, så vi pludselig fra bussen en meget legesyg pukkelhval. Den sprang op ad vandet og faldt ned igen i en kæmpe kaskade af vandsprøjt. Dette gentog sig vel
10-15 gange, hvoraf den ene gang var den helt fri af vandet, så man kunne se hele det store pattedyr. Desværre kunne chaufføren ikke stoppe og bussen bumlede for meget til at vi kunne få ordentlige billeder. Men en stor oplevelse.
Da vi til aften sejlede ud af fjorden igen, stod alle klar med kameraet, men da kom den kun frem ganske kortvarig en 4-5 gange og da så vi den ikke - den var færdig med at lege for i dag

Udsigt ved indsejlingen til fjorden

Et stort blomsterflor  vælter frem her i det islandske forår

En lille smeltevandssø

Seyđisfjörđur

Akureyi

Goðafoss

Vi poserer her foran Goðafoss

I løbet af natten flyttede båden os fra det østlige Island til Vestisland. I fuldstændig havblik gled vi ind af den smalle fjord indtil vi nåede bunden, hvor Akureyri lå med sine 16.000 indbyggere - en af de største byer på Island. Desværre var vejret ret diset, så vi kunne ikke se fjeldene. Specielt den del, der lå over 100 meter var totalt skjult.
Vi skulle på heldagsudflugt og kørte af sted, først lidt ud af fjorden, hvorefter vi kørte opad og længere ind i landet. Da vi kom op på godt 300 meters højde, kom vi samtidig op over tågen og mødte igen en islandsk sommerdag med høj sol og gode varmegrader. Området her skulle også være et af de mildeste på Island. Først stop gjaldt det store brusende
Goðafoss vandfald. Et stort, flot og vandrigt vandfald, der leder smeltevandet fra Islands store gletscher videre ud mod havet. Meget imponerende da man også kan komme helt ud til kanten af det majestætiske fald.
Herefter gik turen langs en af Islands største søer - Mývatn, hvor vi gjorde et stop i nationalparken for at vandre en tur i det særprægede vulkanske landskab. Fra toppen af en af vulkanerne kunne vi i det fjerne skimte Islands største gletcher
Vatnajökull, som en stor hvid kalot. Guiden fortalte at den faktisk smeltede hurtigere end de grønlandske gletchere og at den havde mistet en tredjedel af sin størrelse indenfor de sidste år. Ved Mývatn fik vi virkelig brug for vore hatte med slør, idet der var masser af små myg, som dog ikke stak, men var utrolig irriterende på grund af deres antal. Vi lignede en flok biavlere til kongres.
Vi gjorde også holdt et sted, hvor der var de mest utrolige klippeformationer og gik rundt mellem de mange søjler, buer, og en masse troldelignede klipper. De var selvfølgelig dannet under vulkanudbrud, som jævnligt forekommer i området, men hvilke utrolig former naturen kan skabe. I de islandske historier fortælles dog, at det er forstenede trolde. Troldene var forsamlet til en større begivenhed og var blevet så ophidset i en diskussion, at de helt havde glemt tiden og pludselig brød solen frem. Ja, så ved vi jo alle at trolde ikke tåler sollys, men omgående bliver forstenet. Og der var virkelig rigtig mange forstenede trolde.

Her var vi virkelig glade for vore sammenklappelige myggenets hatte

En af de forstenede trolde

Visse steder var der dannet sjove klippeformationer

Endnu en af klippeformationerne

På vej til sidste stop kunne man rigtig tydelig se, hvorledes lavastrømmene havde bevæget sig under det seneste udbrud, idet der endnu ikke var kommet nogen bevoksning. Vi måtte passere nogle enorme lavabakker, før vi kom ned på en slette, der lå foran en central vulkan og hvor det dampede op af jorden mange forskellige stedet, og hvor der var åbne gryder med boblende vand og mudder og den karakteristiske lugt af rådne æg. Sletten havde nogle fantastiske farver i sort, gult, hvidt og rødt fra de mange mineralaflejringer. Men ellers virkede området som et månelandskab, nøgent og dødt, uden nogen som helst vegetation. Der var en yden, hvislen og boblen overalt, som om 1000 vandkedler var i kog. Nogle steder kom det varme vand og dampen op gennem stenvarder og de blev så varme at man måtte flere meter væk for ikke at blive skoldet.
Efter denne dejlige og lange tur i det smukkeste vejr, gik turen tilbage til byen, hvor vi kørte rundt og så byens seværdigheder. Her havde det imidlertid været diset hele dagen, så vi havde virkelig været heldige med at tage op i højlandet. Vi havde en fantastisk og entusiastisk guide, der fortalte en masse om islandsk kultur, hverdag, finanskrisen,  Panama papers osv Hun var geolog og var ankommet med fly fra Reykjavik samme morgen for at guide os.
Det var slut for Island i første omgang, men vi glæder os allerede til at vende tilbage om en tre ugers tid.

Muddervulkanen er står og koger med store blop

Gennem stenvarden trænger enorm hed damp op

Mineralaflejringer har farvet sletten i mange forskellige nuancer

Månekrateret her afgiver også masser af damp og boblen

Næste dag blev atter en lang dag. Kursen var nu sat mod Grønland og den store viser måtte endnu engang køres en omgang tilbage. Det var igen en hel dag på havet. Efter vor morgentur var jeg til foredrag om de 3 første stop på Grønland. Det ser meget spændende ud.
Resten af dagen foregik med en tur i motionscenteret, passe måltiderne og det store sønderjyske kaffebord. Ja, sønderjysk er nok en kraftig underdrivelse, da der er så mange forskellige kager, at det ikke er til at tælle. Om aftenen spillede vi lidt MasterMind  i spillesaloonen, hvorefter Abba underholdt med deres bedste numre akkompagneret af skibets orkester og 6 dansere. Flot og veludført. Efter forestillingen var vejret slået om. Hvor dagen havde skiftet mellem diset og tæt tåge, var det nu blevet det smukkeste solskin og havblik. Vi sejlede forbi et par enorme isbjerge. Yderst fascinerende og smukt med sollyset skinnende og de smukke isbjergformationer spejlende sig i det stille vand. Rundt i horisonten sås andre isbjerge, ligesom grønlandske østkyst kunne ses. Mens vi stod og betragtende en flok søpapegøjer, dukkede pludselig en pukkelhval op midt imellem dem. Den kom op 3 gange, før den viste sin imponerende halefinne og forsvandt i dybet.
Senere så vi fra vor kahyt en smuk, smuk solnedgang over Grønlands fastland. På denne tid bliver det overhovedet ikke mørkt. Selv om solen ved midnatstid forsvinder et par timer, efterlader den himlen i brand og der er lige så lyst som om dagen.

Isbjerge dukker op på vej mod Østgrønland

Hele natten sejlede vi sydpå helt tæt ved Grønlands østkyst, så vi kunne se de sneklædte klipper, gletchere og isbjerge

Isbjerge kan få de mest fantastiske former

Selv om det er over midnat, spreder solen stadig sit smukke lys på himlen, indtil den kort efter igen bliver synlig

Tasiilaq

Relateret billede

Vi fik ikke sovet ret meget om natten Vi var alt for euforiske og ville ikke gå glip af det fantastiske smukke syn, der foregik uden for vor vindue. Så skiftevis måtte vi op og fotografere. Vi sejlede sydpå tæt ved kysten. De mange hvide isbjerge mod de sorte forrevne klipper var et betagende syn. Nogle på størrelse med parcelhuse og andre som kolossale højhuse. Ved 6-tiden opgav vi at få sovet mere og stod op, klædte os varmt på og gik op på dækket og nød udsynet, det smukke vejr og stille vand. Så måtte vi se om der kunne blive tid til lidt søvn senere. Vi havde heldigvis endnu en lang dag på 25 timer.
Efter morgenmaden var skibet forankret. Vi var endelig nået vort første stop Ammassalik eller Tasiilaq,   som den nu kaldes. Efter en kort tur i en redningsbåd satte vi for første gang foden på Grønland. Bygden har
2.100 indbyggere, er Østgrønlands største bygd. De maleriske huse ligger op ad fjeldsiden. Der er hele farvepalette at se, med de røde, grønne, gule,  blå og hvide huse. Der er en købmand og en boghandel. Den sidste har både nye og brugte bøger, børnetøj, film, lidt elektronik, frisk kaffe og en pølse, kan han også trylle frem sammen med forskellige andre effekter. Indehaveren er transvisit og han svanser rundt i store gevandter og er en yderst rar mand. I byen findes også et rådhus, et postkontor, et museum i den gamle kirke og et turistkontor. Der er også et par værkstedet, hvor der laves kunsthåndværk, beregnet på salg til turister.

Vi gik en del af byen rundt, fik øje på en dame, der var ved at anbringe kød på sit tag. Hun fortalte, at det var kød fra en narhval, hun skulle have tørret. Det blev også til et besøg på den store kirkegård. De døde bliver her lagt på klippen og herefter dækket med sten og til sidst med masser af plastikblomster. Der er generelt ingen navn eller anden data på det hvide kors, som alle grave var forsynet med. På størrelsen af, hvor meget stenene fyldte, kunne man se, om det f.eks. var et barnlig der lå nedenunder. Vi fortsatte lidt længere ud af byen mod Blomsterdalen, en meget smuk dal med store klynger af klokkeblomster, kæruld og andre blomster. Vi vendte dog forholdsvis tidligt om og fulgte dalen og den lille elv, der løb i bunden, tilbage til havnen. Masser af steder stod slædehundene bundet i snor, adskilt fra hinanden, for ikke at komme op og slås. Hvalpene fik dog lov at gå løs, de første 5 måneder.
Vi var inde i mange af forretninger, men priserne er ret vilde - også på dagligvarer, hvor priserne er ca det dobbelte af danske priser. I den gamle kirke er der indrettet museum og salg af kunsthåndværk. Jeg købte en tupilak, udskåret af narhval. Prisen var lidt peberet, men jeg måtte eje den.

Tasiilaq ligger spredt op ad klipperne

Blomsterdalen i Tasiilaq

Efter at vi havde set største delen af byen med undtagelse af det nye område med masser af blokbyggeri, tog vi med redningsbåden tilbage. Det blev lidt problematisk, da der var blevet kraftigt lavvandet, så redningsbådene havde svært ved at komme ud igen. Det medførte at de kun kunne tage under halvdelen med tilbage af gangen for ikke at grundstøde. Der var også nogle gangbesværede gæster med, men mandskabet er meget obs på disse og meget hjælpsomme. Men flot at selv om man går med rollator, er man ikke afskåret fra store naturoplevelser. Der er ligeledes 11 gæster med i dialysebehandling. Det håndterer de også fint, så de også kan deltage aktivt.
Om eftermiddagen solede vi os lidt på soldækket, men trods høj sol, var det umanerligt koldt, da vinden var skarp, så trods tykke tæpper, valgte vi at gå ind og få en kop kaffe.
Parret fra Holbæk, som vi sad til bords med i starten, kom også og vi fik en lang snak, mens vi så på isbjerge og hvaler. Vi så et par pukkelhvaler.  Den sidste var ret legesyg, sprøjtende og lagde sig adskillige gange på siden og vinkede med luffen.
Man er konstant helt høj af de fantastiske oplevelser og alt den smukke natur.
Vor indiske stewert var helt elendig over ikke at have set hvalerne, da han havde været ved frisør om eftermiddagen. Han skulle lige høre, om vi troede, han kunne se hvaler, når han fik fri kl 21.

Godt med skiltning i Tasiilaq

Grønlansk klokkeblomst

Polarkæruld

Narhvalkøddet lægges til tørre

Advarselsskilt

Slædehundene har fri indtil vinteren kommer

Parti fra kirkegården

Prins Christian Sund

Via en række fjorde  i det allersydligste Grønland, kan man sejle fra Atlanterhavet til Davisstrædet

Formiddagen var til søs. Vi sejlede sydpå langs østkysten. Der er få isbjerge i dette farvand. Til gengæld lyser de hvidklædte fjeldsider i styrbords side op af det kraftige sollys. Fjeldene er ret mørke og helt uden vegetation, men dækket af sne, de steder,  hvor det har haft muligheder for at blive liggende, som f.eks på de flade sletter eller i dalene. Ofte er det kun de sorte bjergtinder der rager op i alt det hvide. Smukt som alt andet her.
Der er masser af ting at tage sig til ombord, selv om vi sejler en hel dag. F. eks kan man deltage i vandreture på soldækket eller dyrke vandgymnastik. Man kan komme til foredrag.  I dag holder 3 forskellige lektorer foredrag om "Arktiske søfugle", "Havisen, ekstreme livsbetingelser i ekstrem kulde" og "Passage gennem Prins Christians Sund". Der er forskellige kurser i maleteknikker, dansekurser og billedbehandling. Introduktion til forskellige spil som shuffleboard, tæppegolf, billedrally, diverse kort- og brætspil. I dag er det spillet Jakkolo, der introduceres. Man kan selvfølgelig også lave mange af disse aktiviteter på egen hånd, ligesom man kan tage en tur i spa, swimmingpool og motionsrum. Fodbold, basket- eller volleyball er også en mulighed, ligesom man kan spille outdoorskak, dart, bordtennis eller give boksebolden nogle tærsk. Der er et fint bibliotek med et godt udvalg -  også af danske bøger. Ellers kan man sole sig på dækket, kikke efter hvaler eller sætte sig i en af barerne og lytte til orkesteret eller solisten, der underholder der. Om aftenen er der en større underholdning i den store sal - gerne med orkester, sangere og dansere i flotte kostumer. Og så skal man jo passe de mange måltider det er dagen igennem. Morgenmad, formiddagssuppe, frokost, kaffe-, kage- og dessertbord, aftensmad og natmad. Måltiderne indtages enten i buffetrestauranten, eller a la carte restauranten. Der findes også et par meget små restauranter, hvor der skal bestilles bord i god tid. Vi skal i den ene i aften til romantisk candlelight aften og har også en reservation senere på den italienske restaurant.
Der er et utroligt højt serviceniveau her ombord. Alle ansatte har blik for at hjælpe og at alle har det godt og ingen af besætningsmedlemmerne er for fine til at give et nab med, om det er ved landgangen, redningsbådene eller bordafrydning - og det uanset, hvor mange stjerner og bånd, de har på uniformen. Besætningen er for hovedpartens vedkommende indere, indoneser og fra andre lande med billige arbejdskraft. Skibets officerer er dog hovedsagelig europæere, heriblandt to danskere. Kaptajnen er ukrainer.

Isbjerge på Prins Christians Sund md nogle fantastiske farver

Midt formiddag gik vi på soldækket og stillede os i stævnen. Solen skinnede og der var rigtig lunt, da den stærke nordvesten vind kom ind fra agter, så vi havde helt læ. Efter en lille times tid ændrede det sig. Skibet drejede 90 grader styrbords, da vi skulle ind ad Prins Christians Sund. På med trøjer, jakker, hue og vanter. Vinden hylede og flåede i vort tøj, som var vi kommet ud i en brandstorm. Heldigvis kom vi snart i læ igen, så snart vi var inde i sundet. Der havde været lidt usikkerhed, om vi kunne komme gennem sundet, da det ofte er spærret af isbjerge. Isbjergene var dukket op igen, efter at have været fraværende et stykke tid, men heldigvis havde de ikke spæret for os, ellers skulle vi have været hele turen ned om Kap Farvel.
Turen gennem Prins Christians Sund var utrolig smuk. Fjorden er nærmest som en kanal. Vel omkring 100 meter på det smalleste sted og kun ca 250 meter på det bredeste, dog lidt bredere, hvor fjorden deler sig i flere fjorde. Fjelde på begge sider, nogle med lidt mosbevoksning ellers nøgne fjeldsider med sne. Det tog 6 timer at sejle de 122 km og imens sejlede vi forbi masser af isbjerge, gletchere, bræer og vandfald, der faldt hundredvis af meter ned fra den smeltende indlandsis og gletschere. Vi kunne ligge i liggestole i T-shirts og svede, mens det ene flotte scenarie efter det andet passerede fordi. Der var ikke meget liv på fjorden. Vi mødte dog en enkelt anden båd, 5 kajakroere, som vi ikke kunne begribe, hvorledes de var kommet på disse øde kanter. En sæl stak også lige hovedet op tæt ved vort skib. Tæt ved fjordens udmunding på Grønlands vestkyst i Davisstræde, kom vi til en lille bebyggelse - Narsaq Kujalleq, hvor en snes huse lå godt beskyttet i en smal sidefjord. Umiddelbart før vi forlod Prins Christians Sund, lå der en tågebanke med tyk fed tåge og så var det slut med sol og udsigt. Men vi havde en fantastisk dag og pyt med, at tågen kom, det var alligevel ved at være tid til aftenens 5-retters dinner. Så skulle vi igen til at tage stilling til, hvad vi skulle bestille fra menukortet.
Nå, der glemte jeg lige, at Dorte og jeg havde bestilt romantisk aften, så vi fik slet ikke lov selv at bestemme. Det var en 6 retters menu, som var så fantastiske, at det var helt vildt, både med hensyn til smag og udseende. Men over halvdelen af hovedretten og desserten måtte vi levne, der ku' ikke klemmes mere ned. Tjeneren fortalte, at han var fra Bali, og at de var 10 balinesere i køkkenet og i tjenerstaben. Kokken var også balineser og nogle af retterne, var specialiteter fra hans hjemland. Han fortalte lidt om, hvor svært det havde været arbejdsmæssigt på Bali efter terrorangrebet. Han var en gammel mand på 41 år og regnede ikke med at kunne holde til arbejdet, når han blev 45. Så måtte han nok tilbage og køre taxa.

Udsynet var fantastisk i det smalle sund. Bagerst ses en af bræerne

Endnu en af de mange bræer

- og endnu en

Endnu nogle flotte isbjerge

Smeltevand fra indlandsisen

Sceneriet kan følges fra liggestolen

Candlelight dinner

En fabelagtig god udsigt og så et glas glühwein

Desserten pyntet med fugle lavet af karamel

Den lile bygd  Narsaq Kujalleq

Qeqertassuaq

Så er vi tæt ved udmundingen

En lavthængende tågebanke spær-rede for udgangen til Davidsstrædet

Næste dag var til søs. Vejret skifter mellem tåget og overskyet. En gang imellem skinner solen svagt igennem den tynde tåge. Der blev annonceret at en patient skulle hentes enten med helikopter eller med båd. Det blev med speedbåd fra Nuuk. Turen med helikopter er heller ikke rar, da den ikke kan lande på skibet. Patienten må hejses op i en båre, mens helikopteren svæver ovenover. Der er ellers hospital om bord, men dette måtte jo være mere end de kunne klare her.
Lidt senere passerede vi forbi Nuuk og fik kortvarigt lidt mobildækning. Det er det ellers ikke meget af her.
Det er lidt underligt at være afskåret fra omverdenen og nyheder derfra. Internettet forsvandt først, så mobildækning og endelig også TV-programmerne.
Sent på natten passerede vi polarcirklen. Vi stod og kikkede, om vi kunne få øje på den, med på det tidspunkt var tågen tæt, så vi så den desværre ikke

Næste dag var meste af dagen også til søs. Vejret veksles mellem tåge og svag solskin - 8 grader. Vi ankrede op i Diskobugten i så tyk tåge, at vi knap kunne se til land. Med redningsbåden blev vi transporteret ind til Qeqertasauaq, som er den eneste by på Diskoøen. Og ligesom vi satte foden på land, lettede tågen fuldstændigt og vi var i den fedeste solskin. Fra landgangsbroen gik vi gennem en kæmpeportal. Det var underkæberne af en kæmpehval.
Vi var på en guidet tur rundt i den smukke by. Her gøres en masse for ungdommen med ungdomshus, skateboardrampe og man var i gang med at anlægge en kunstgræs fodboldbane. Byen har selv samlet penge ind til banen og en lokal millionær har også spyttet godt til. Vor guide - en pige på 22 - fortalte os om, hvorledes hendes bedsteforældre havde boet i tørvehytte i Uummannaq, hvor man boede 3 generationer sammen. I denne by var der kun en enkelt tørvehytte tilbage, som tilhørte museet. På bare 50 år, er man trådt fra fangersamfundet og ind i det moderne samfund. Ikke så underligt, at mange ikke har kunnet følge med. På et centralt sted i byen, var deres Facebook. Her blev opslået forskellige meddelelser. I dag inviterede et ægtepar
f.eks til kaffemik kl 18, og vi så også en familie på vej til kaffemik'en, klædt på i deres fineste tøj og medbringende en stor kage. En stor del af byens 1.000 indbyggere vil så møde op i løbet af aftenen. Når pladsen så bliver for trang i lejligheden, går dem der kom først, så der hele tiden er udskiftning.

Et smukt isbjerg havde kastet anker ved Qeqertassuaq

Indgangen til Qeqertassuaq går gennem denne portal af 2 store hvalkæber

Kirken i Qeqertasssuaq

Inviation til kaffemik  på den centrale opslagstavle

Parti fra Qeqertassuaq

Dæmning over en lille fjordarm

Herefter gik vi ud langs vandet, for at komme til Blæsedalen. Tæt på kysten jagede nogle store flokke pukkelhvaler, måske en 10-15 stykker. Alle var total oppe at køre og var ligeglad med Blæsedalen. Der skulle bare fotograferes og videooptages. Hvalerne var yderst livlige. Hele tiden kom de op og sendte en stor stråle blåst op i luften, dykkede ganske kortvarigt ned, viste deres fine halefinne. Vi stod nok og betragtede dem en 15-20 minutter, før vi gik videre mod dalen. Da vi vendte tilbage et par timer senere, var de der stadig. Vejen ud til dalen gik i et meget uvejsomt terræn, ad meget stenene stier, hvor vi sprang fra sten til sten. Ned af stejle sten- og sand skråninger, og op over fjeldet. En meget smuk tur, med masser af blomster, revling, blåbærbuske og græs. Øen har et mildt klima, da der er adskillige varme kilder og der vokser over 500 forskellige arter blomster. Vi gik langs en dyb kløft, hvor der i bunden løb en rivende elv. Endemålet for vor tur var en stor flot vandfald, der i rivende fart kastede vandet ned af den ene etage efter den anden. Det var lidt skræmmende at stå så tæt ved kløften og se vandets kolossale kræfter. På hele tilbagevejen havde vi front mod kysten og kunne nyde de mange hvaler, der tumlede rundt, tæt ved bredden. Pukkelhvalerne var 16-18 meter lange og vejede op mod 50 tons, så det var nogle ordentlige krabater. Da vi kom tilbage til redningsbåden, vendte tågen tilbage, men vi var dybt taknemmelige for, at vi havde fået de store oplevelser i klart solskinsvejr.

Pukkelhvaler

Kanonerne fra tiden hvor byen skulle forsvares mod sørøvere er her stadigvæk

Parti fra Blæsedalen

Når pukkelhvalerne mæsker sig, falder der også noget af til mågerne

Uumannaq

I Uumannaq lå der også et hullet isbjerg

Så nåede vi til det nordligste punkt vi skulle besøge. Bygden Uummannaq ligger 590 km nord for polarcirklen og har 1.100 indbyggere, inklusive fjordens øvrige bygder. På denne årstid går solen ikke ned, men når den kl 1 nat når sit laveste punkt, stiger den opad igen.
Indsejlingen gennem den 28 km lange fjord til Uummannaq, fyldt med enorme isbjerge,  var utrolig smukt i det flotte solskin. I bunden af fjorden lå bygden i læ bag det over
1.100 meter høje hjerteformede Uummannaq Fjeld. Et meget smukt og karakteristisk fjeld, der peger højt mod himlen. Vi skulle igen i redningsbåden. Jeg havde igen fået alt for meget tøj på til den grønlandske sommer, så jeg måtte af med en del af det igen. I dag kunne man klare sig med shorts og T-shirt.
Ufatteligt så heldig vi har været med vejret indtil videre. Uummannaq er en meget smuk by. Her er ingen betonblokke, som nogen steder skæmmer de flotte gamle huse. Der er 3 jordhytter, hvoraf den ene havde været beboet indtil 1980. Vi startede med at gå en tur rundt i byen og beundre den og den smukke udsigt.
Vi var først en tur i et stort gammelt lerklinet hus, der var en slags museum med forskelligt sælskinstøj, isbjørneskind, narhvaltænder, hvalros kranier, rensdyrtakker og mange andre spændende ting. Men der var ingen andre end os derinde, så hvad meningen lige var med det, fandt vi ikke ud af. Vi besøgte også den smukke gamle kirke, med PH lamper og et kirkeskib, som var en model af Fregatten Jylland.

Hjertefjeldet ligger beskyttende for Uumannaq bygden

Så var det fordringstid for slædehundene

Gammelt hus, som formentlig er ved at blive indrettet til museum

Var en tur på kommunekontoret, hvor vi mødte en dansker fra teknisk forvaltning, som fortalte os en masse om byen. F.eks har de færreste ikke træk og slip. Indtil februar kom natrenovationen og låste sig ind i folks hjem og tømte lokumsspanden. Nu har de fået en gul pose, som skal stilles uden i en rød trækasse og som så afhentes. Det var så planen, at poserne skulle brændes i en lille forbrændingsanlæg, men det blev så udskudt i år. Nu køres poserne ud i et område, de kalder Dumpen og ligger så der. Ikke engang på rådhuset, har man træk og slip, men må også bruge poser på deres 3 toiletter.
Kirkegården var også fyldt op. På Grønland må en grav tidligst sløjfes efter 50 år, så der skal anlægges en ny kirkegård. Der er så fundet et passende sted med god udsigt, men menighedsrådet vil have, at kisterne skal graves ned. Det betyder, at man må hente en blanding af jord og sand langt, langt væk fra og få det transporteret på skib. Det vil koste en million, mente vor ven fra teknisk forvaltning.
Han anbefalede os at besøge et hus lidt længere oppe af fjeldet. Der boede en kunsthåndværker, som gjorde utrolig meget for børnene i byen og specielt børn med problemer. De kunne komme i hans værksted og tegne, male og på anden måde udvikle deres kreative evner. Det var et fint og hyggeligt sted. I glasmontre var en del flotte tupilakker, som kunstneren havde lavet. Desværre var han ikke selv hjemme, men der var en dansker der, hvis kone arbejdede på sygehuset. De havde valgt at tage et halvt år heroppe sammen med deres børn. Han arbejdede som murer hjemme i Danmark, her havde han arbejdet med beton, men de sidste 6 uger havde han arbejdet med rensdyrben, som han forarbejdede til smykker.

Hvalros– og narhvaltænder var nogle af de udstillede effekter i det gamle gule hus

Traditionel grønlandsk hus, som de så ud tidligere. Hver bygd har 2-3 stykker stående endnu som museum. De findes og er endnu i brug til overnatning ude i fjeldene. Dette hus har været beboet af bedsteforældrene til vor guide i Qeqertarsuaq

Ved havnen mødte vi en glad gammel grønlænder. Han blev 80 år næste dag og skulle have kaffemik. De skulle nok også have en lille en til halsen - ikke så de blev fulde, kun så de dinglede let. Han havde lidt vrøvl med sit knæ og mente at kun den nederste del af ham blev 80 år, den øverste kun 70. Han var en utrolig livsglad og lattermild person.
Oppe ad en gade var vi i en gavebutik. Indehaveren fortalte, at hendes butik havde lidt under, at ingen ville derind, da lokumsbilen ud for hendes forretning ikke havde fået lukket for afløbet, så indholdet af bilens tank var løbet ned ad vejen. Det stank ganske frygtelig, sagde hun, men heldigvis havde brandvæsenet netop spulet vejen ren igen.
Hun berettede ligeledes om hendes morfar, som havde været post her i 1930'erne. Han sejlede i kajak fra bygd til bygd i de 7 bygder, som ligger her i fjorden.
Han var en meget dygtig kajakroer. Nogle gange roede han helt til Upernavik, som ligger et godt stykke herfra, i al fald over 100 km væk. En gang havde han roet derop, hvor ingen andre kunne sejle, pga af vejret. En mand han kendte i Upernavik, gik lige forbi ham. Han troede, det var postens genfærd han så, da ingen kunne ro ud i sådant et vejr. Hun fortalte også, at der var lavet en gammel radioudsendelse, med hendes Morfar, som hun aldrig havde hørt, men tilfældigvis åbnede hun for radioen for nylig, og da blev udsendelsen genudsendt. Så hun var lykkelig over endelig at høre den.
Her er vildt storslået i Grønland. Det har jeg vidst også udtrykt før, men jeg tror, at samtlige passagerer og besætningsmedlemmer har samme opfattelse. Det giver de alle udtryk for. Så snart besætningen har mulighed for det, er de også på dækket med deres fotoapparater, selv kaptajnen.
De 7 bygder, der ligger i fjorden, har hver deres dialekt, men forstår dog hinanden. Men her lægger man vægt på at tale grønlandsk og ikke blande danske ord ind i sproget, som man gør andre steder, hævdede hun.
Her i Uummannaq kommer der ikke mange turister - måske
20-30 stykker på årsbasis, plus så dette ene krydstogtskib, som er kommet de sidste to år. Det giver liv og omsætning i denne smukke by.
Turen ud gennem fjorden igen om aftenen og sydpå mod Diskobugten igen, var smuk og solrig. Hundredvis af oplyste isbjerge kunne konstant ses. Mange af disse enorm store som hele isfjelde

Den gamle tørvehytte set udefra og indefra

Dagen før 80-års fødselsdagen

Travlhed i fiskerihavnen

Parti fra Uumannaq

Ilulissat

Udsigt over havnen i Ilulissat

Værkstedet, hvor de fine ting af ben og tand bliver forarbejdet

Nogle af de fine ting skal lige studeres nærmere

Man kan virkelig føle sig lille i det store land

Så kom vi til Ilulissat med godt 4.000 indbyggere tidligt om morgenen. En flot sejltur langs kysten hertil i nattens solskin. Det her er stedet,  hvor de enorme isbjerge fødes. Lidt syd for byen ligger den store bræ Kanga Isbræ, der årligt bidrager med 35 kubik kilometer isbjerge. Mere end 50 gange Danmarks vandforbrug på et år.
Vi kom igen i land med redningsbåden og travede længe rundt i byen og var inde i de fleste forretninger og kikke på især kunsthåndværk, udskåret af ben eller tand. Vi var bl.a. på besøg i et arbejdende værksted, hvor en 4-5 kunsthåndværkere, sad og lavede smykker, tupilaker og andre spændende ting. Vi snakkede med de fleste af dem og så deres ting. En af mændene var især meget snakkesalig og fortalte om de mange store planer, der var for byens turistindustri. En ny stor international lufthavn, en overdækket fodboldstadium, isoleret og med rigtig græs, så man kunne få Real Madrid på besøg, samt et par andre store projekter.
Vi sad senere og nød solen på en café og nød lidt frokost og et par Iluliaq,  der er den lokale øl, før vi igen skulle videre.
Vi havde hjemmefra bestilt en bådtur på fjorden, men den var desværre blevet aflyst. Så mødte vi parret fra Holbæk, der fortalte, at de havde været ude i Kællingekløften, og at det var så smukt, at vi blev nødt til at gå der ud. Det gjorde vi så. På vejen derud kom vi forbi slædehundenes sommerlejr. På en stor eng stod hundredvis af hunde i lænker og bjæffede og gøede eller lå og sov i solen.  Vi skulle ind over et langt stykke tundra. Der var etableret en bro på de par km, stien gik over tundraen med dens permafrost. Broen skyldes dels at p.g.a. permafrost, kan vandet ikke trænge ned, så det var en del vand og dels skulle de vilde planter beskyttes. Endeligt var området også på UNESCO's verdensarv liste. Efter nogen tid kunne vi begynde at se det smukkeste syn ud over en gletcher og bræer. Det var enorm. Is og sne så langt øget rakte, fyldte stor del af Isfjorden.  Vi kom helt hen til kanten af kløften og nyd det forunderlige syn. For enden af isbræen lå en del isbjerge, hvor vi kunne se turoperatørerne sejlede rundt imellem. Vi regnede med at det var sådan en tur, vi skulle have haft. Der sejlede også et par sælfangere rundt i håb om at få fangst. Overalt var der sat advarsel skilte op, at man ikke måtte gå ned til vandkanten, idet en bræ pludselig kan kælve og udløse en tsunami,  måske op til 6 meter.

Broen, der fører over tundraen

Isbræ ved Kællingekløften

Isbræen. En fanger på udkik efter sæl

Mos og revling på tundraen

Mens vi stod og nød synet hørtes pludselig nogle høje brag - en bræ havde kælvet og en ny isbjerg var født. Det var dog ikke på den side, hvor vi stod, så vi så kun bølgerne og en masse små isskosser kom flydende ud.
Vi mødte et par unge kvinder med 2 små børn,  hvor vi snakkede en del med den ene, der var børnenes mor. Hun kom oprindelig fra Qeqertasauaq, men var lige blevet færdiguddannet som lærer på seminaret i Nuuk. Hun havde fået arbejde på skolen her i Ilulissat, men var nødt til at bo sammen med børnene hos en veninde, da det var svært at finde lejlighed.
Der var i det hele taget rigtig mange grønlændere herude ved bræen og mange med barnevogn. Et meget yndet og fantastisk udflugtsmål ca en times vandring fra bygden. Vi så 3 ravne ganske tæt på, de fløj rundt og legede og satte sig så på en klippe tæt ved.
Tilbage i bygden var vi lige et besøg på brættet. Tidligere var det udendørs hvor en dør lå på et par bukke og hvor fangerne og fiskerne solgte deres fangst. Nu var brættet kommet indendørs, men efter samme princip. Folk der ønskede at sælge noget af deres fangst, afleverede den i brættet og kunder der ønskede at købe, kan så gøre det her. Der var ikke det store udvalg. En del forskellige fisk
f.eks torsk og hellefisk og lidt sælkød – med hoved, øjne og skæg. Vi havde også et kort besøg ved Knud Rasmussens hus, der nu er omdannet til museum. Endvidere var vi på posthuset og hos Jysk efter sælskind. Kvaliteten på skind var dog ret ringe, men kunne dog bruges til vort formål.
Vi tog tilbage til skibet ved halv seks tiden, med lidt ømme muskler og fødder.
Jeg prøvede at få netforbindelse i dag på en café, men forgæves. På skibet var der stadig ingen net.

Vi blev foreviget foran bræen

Om morgenen var vi igen med redningsbåden ind til markedet Ilulissat by. Vi skulle på en længere vandretur, som først førte os forbi sygehuset, kajakstativerne, hvalophalingspladsen, politistationen, fængslet og kraftværket. Herfra var det vandring op og ned af fjelde og kløfter, gennem tundra, hvor vi ind imellem måtte springe fra tue til tue. Et sted lå et lille hus af tørv, men der så ikke ud til at være nogen hjemme. Udsigten var formidabel. I dag så vi isbræen fra en anden side, idet vi her var gået til Isfjordens udmunding Kingittoq, som også er den vestligste del af Grønlands fastland. Her var en lille del af Isfjorden isfri, i den del, der vendte mod os. I den største del af fjorden lå isbræen og gigantiske isbjerge, der var grundstødt, trods en vanddybde på 400 meter. Længere inde ad fjorden, hvor isbræen kælver, er dybden på 1.200 meter, så derfor hober isbjergene sig op,  når de når den lavere vanddybde.  Det varer i gennemsnit halvandet år, før et isbjerg har mistet så meget vægt, at den kan komme videre. Vi fortsatte langs fjorden. Et par fangere var ude i deres både på jagt efter sæler, vi så dem dog ikke fange noget, trods vi længe holdt øje på dem. Vore venner fra Holbæk,  havde vi som de eneste mødt på turen, fortalte at de havde set en fanger bakse længe med en sæl, før han fik den op over rælingen. De to fangere vi betragtede, opgav sælen på et tidspunkt og sejlede hen til et fladt isbjerg og gik op på isen og lagde fiskegarn ud på isen. Herefter blev enderne spændt på hver sin båd og så partrawlede de i stedet for. Vi hørte gentage gange de store brag fra isbræen, efterfulgt af mindre tsunamier. Det var ikke mange fjeldvandrer vi mødte på turen. Turen var jævnligt afmærket med varder og en gul klat maling. Alligevel lykkedes det os ofte at komme væk fra ruten, men vi fandt tilbage igen. Vi stødte også på spor af polarræv, dog uden at se nogen. Ved slutningen af turen,  mødte vi et plejehjem på picnic. Der blev lavet mad over bål.  De ældre sad bænket under parasoller i deres kørestole eller på rigtige stole. Det så rigtig hyggelig ud. Picnic 'en blev holdt lige ved siden af kirkegården,  hvortil der var anlagt en grusvej. Vi gik ud fra, at transporten af gamlingerne var gået den vej.
Efter godt 4 timers vandring nåede vi tilbage til Ilulissat og civilisationen, hvor vi fik lidt at spise og et par gode grønlandske øl. Efter lidt mere traven rundt i bygden, forlangte fødderne at få lidt ro, så vi tog tilbage til båden.
Sidst på dagen lettede vi anker og sejlede videre sydpå. Sjovt at se Isfjorden udefra. Isbjergene og bræen var langt større end vi havde kunnet se fra land. Isen bredte sig et par kilometer længere ud end Isfjorden og vel en 4-5 km i bredden. De største isbjerge vurderede jeg til at være på størrelse med 5-6 fodboldbaner og 
50 -60 meter høje over vandlinien. Der er is til nogle drinks i sådan en blok.

Ind imellem var terrænet temmelig kuperet og stierne svære at finde

Bræen og de strandede isbjerge set  ude fra Isfjorden

Et par dejlige grønlandske øl gjorde godt efter vandreturen

Varderne var uvurderlige pejlemærker

Strandede isbjerge

Fjeldvandring

Slædehund

Fængslet. Træbygningen her holder mordere, voldtægtsforbrydere og andre kriminelle indespærret

Sisimiut

Vi nåede til Sisimiut tidlig morgen. Selv om byen er den 2. største i Grønland med 5.500 indbyggere, er der ikke de store aktiviteter. Vi havde sejlet i tåge hele natten, men Sisimiut lå badet i solskin, dog knap så varmt som de foregående dage. Skibet lagde til ved kajen, så vi slap for redningsbåden.
Vi startede med at besøge kunst- og husflidsværkstedet, der lå på 1. sal i en gammel bygning. Her arbejdede ca 10 mand, med at fremstille smykker og andet kunsthåndværk. Jeg var inde og se selve værkstedet, hvor de savede, borede, filede og sleb. De arbejdede i tand fra narhval, hvalros, rensdyr, hvidhval og horn fra moskusokser. En af dem vi snakkede med, fortalte at han først var begyndt at arbejde der, efter at han blev pensioneret. Men han var blevet meget bidt af det og arbejdede især med barder fra hval. Det mærkedes lige som plastik. Han viste mig også et forstenet stykke træ, som han havde fundet en gang nordpå. Det var meget tungt og man kunne tydeligt se træstrukturen i det. Et bevis på, at der havde vokset træer på Grønland i tidligere tider.
Der blev lavet nogle smukke ting på værkstedet, så det endte jo også med, at vi gik velforsynede derfra

Som mange andre bygder og byer på Grønland, har Sisimiut også en indgangsportal af hvalkæber

Sammen med parret fra Holbæk, fortsatte vi gennem byen, så kirken der havde en lidt sjov historie. Den var blevet for lille i midtfirserne; så man skar den over på tværs og flyttede de to stykker 6 meter fra hinanden, hvorefter man byggede et nyt midterparti. Vi var også inde i en lille, men berømt forretning, hvor man bl.a. kunne købe uldgarn af moskus. Indehaveren forarbejder selv ulden fra plukning til farvning. Alt i moskus kunne købes her.
På Brættet var der en god forsyning af fisk, hval og sæl. I en kasse med sæl, lå sælens hovede med de smukke mørke øjne, snude og knurhår. Midt i byen ligger en sø, med to springvand i. Vi gik en tur rundt om søen. En 2 km tur. Ned til søen ligger kulturhuset, som desværre ikke var åbent. Senere mødte vi parret fra Aabenraa, så vi 6 fulgtes ad resten af tiden i Sisimiut. Ved havnen lå kajakstativerne med en hel del af de smalle, spinkle qajaq'er. Nogle var ikke beklædt, så vi kunne se træskellettet og hvorledes træet var samlet med snor istedet for søm.

I byen er der en heftig trafik af biler. Det skønt byen højst er 1,5 km lang og 1 km i bredden. Og man kan ikke køre andre steder end inde i byen. Som i andre bygder er der ingen veje ud af byen og ingen bygder er forbundet af veje.
Sidst på eftermiddagen gik skibet fra kaj og turen fortsatte sydpå i det smukkeste solskinsvejr.

Snespurv

Fin forarbejdet kajak

Sælkød med hoveder

Hundeslæden venter på sne

Parti fra Sisimiut

En af kunsthåndværkerne viser sit arbejde frem

Sisimiut er vidst nok den eneste by i Grønland, der kan prale af et springvand. Søen med kulturhuset i baggrunden

Næste