Familien Duch

Peter Duch

Merisa

År 2016

Vi skulle fra Dubai kl godt halv tre morgen. Utrolig at flyve over emiraterne om natten. Da alle veje er kraftigt oplyst, kunne man se vejene som kraftige gule bånd, der forbandt landsbyerne og oaserne i ørkenen , så det lignede kæmpemæssige edderkoppespind.
Det blev ikke til meget søvn den nat, da vi også skulle stille klokken 1 1/2 time frem.
Vi havde aftalt med vor vært at vi gerne ville hentes, og der stod også en chauffør og tog imod os i lufthavnen klar til at køre os de par hundrede kilometer. En gammel skrammelkasse af en Toyota minivan, men chaufføren kørte den fint, rutineret og meget hurtigt. Det første stykke fra lufthavnen til hovedstaden Colombo var vejen vildt trafikeret af biler, traktorer, tuk tuk'er og løsgående hunde, men chaufføren fik dem alle overhalet, samtidig med at vi fik diskuteret alt muligt fra Islamisk Stat, flygtninge, politik og religion til fordelingen af verdens ressourcer.
Vejen hertil var smuk og grøn. Masser af rismarker, kokuspalmer, bananpalmer, kaneltræer og teplantager, blandet med regnskov, bjerge og dale. Et par køer eller vandbøfler hørte til hver husmandssted. De gik altid omkranset af en flok hvide ibiser.
Vi fik et fint værelse med en kæmpe himmelseng, stort badeværelse og en lille terrasse. Værten var rigtig sød. En lille bitte mand på omkring de 70. Gik med nøgen overkrop og var ellers kun iført et lændeklæde og var meget hjælpsom. Senere gik det op for os, at han ikke var mere end 50 år. Han hed Dinuka Madushan , men for os var han altid buddhisten—selv om 90 % af befolkningen her var buddhister.


Efter et dejligt bad, var vi på vej til stranden som ligger 140 meter herfra. Meget smuk bounty strand, hvor den første del har mega store bølger og hvor surferne boltrer sig. En smule længere henne af stranden, er der også store dejlige brændingsbølger. Der holdt vi til. Gik man lidt længere var det roligt vand.
Jeg var i vandet et par gange, mens Dorte prøvede at få indhentet noget søvn. Luft og vand havde næsten samme temperatur. Vandet 29,7 grader og luften en grad mere.
Aftensmaden blev indtaget samme sted som frokosten. Ved et bord i strandkanten med udsigt ud over bugten. En god lang spadseretur langs vandkanten afrundede dagen. Vi sad dog lige lidt ude på terrassen og snakkede med værten og han vil lave rigtig lokal mad til os i overmorgen. Det glæder vi os til ligesom vi glæder os til hans morgenmad.

På kortet er angivet, de steder vi boede eller havde længere ophold.

Her er jeg lige i gang med  forhandlinger om aftenens barbeque.

Den første dag stod på strandtur indtil vi midt eftermiddag var blevet mere end godt farvet, herefter gik vi på havnen og kikkede. Det kostede os en krone og tyve øre hver at få billetter dertil, hos de 3 ansatte på havnekontoret. Der var livlig aktiviteter, mange sad og bødede garn, gjorde fiskegarnet og skibene klar til sejlads. Isen blev båret ombord i tunge sække. Et par både kom ind med deres fangst, men det så desværre ikke prangende ud. En enkelt lille kasse fisk var det sølle resultat af 5-6 mands arbejde ved den ene båd og endnu mindre ved den anden.
Vi gik videre til stranden, fik en drink og et par pandekager og nød mørket sænke sig over bugten. Spiste så aftensmad og vendte tilbage til vor guesthouse.
Her havde man hele dagen været i gang med at udsmykke gården og privaten. Der var flettet kurve og kander af palmeblade, som var hængt op på pinde og tændt lys i. Der skulle holdes en buddhistisk ceremoni for ejerens mor, som var død, umiddelbart før vor ankomst. Dagen var startet med at familien ved solopgang var taget op til templet med mad og haft en ceremoni der efterfulgt af morgenmad. Efter at værten have serveret morgenmaden for gæsterne til deres 6 værelser, var forberedelserne gået i gang. Og så fra kl 8 aften til solopgang, blev der uafbrudt sunget, messet og fremsat bønner. Det var lige ud til vore vinduer, så vi lå vågne flere gange i løbet af natten og nød sangen og syntes det var interessant, hvorimod vore russiske naboer var yderst irriteret.
Efter ceremonien var værten klar til dagens arbejde. Han var slet ikke træt, kun lykkelig—lykkelig som kun buddhister kan være..

Kvinden, der havde den lille kiosk, ville gerne, at vi fotograferede hendes barn.

Mange af havnens skibe er meget dekorative udsmykket

Dagens sølle fangst skal vejes

Stemningsbillede fra havnen i Mirissa

En af den afdødes slægtninge er i gang med at væve udsmykning af palmeblade til aftenens højtidelighed, hvor de skal hjælpe den afdødes sjæl videre til genfødelse på et højt niveau.

Nogle af palmebladene blev vævet til lamper, som blev isat olielamper og tændt om aftenen

Næste dag var vi på stranden indtil midt eftermiddag. Hørte at der var ATM i byen og gik derfor for at finde den, men fandt først en smykkeforretning, hvor Dorte fandt en smuk halskæde og en matchende armlænke. Flot med små opal, ametyst og granatsten indfattet.
Vi skulle dog først hæve penge, før vi kunne indfri købet. I Sri Lanka kan man kun betale med kontanter, men ATM' en var tom og ligeledes den næste og sidste i byen. En tuk-tuk chauffør kørte os til nærmeste by Weligama, og fandt her en ATM med penge i, så tilbage og indfri smykkerne. Jeg fik da også lige
købt en sarong, så jeg kan gå klædt som de lokale. Virkelig behagelig luftig at have på.

Mirissa beach’s surfer område

Aftenstemning i Miissa

Vækkeuret kaldte kl 5:30 næste morgen. Vi skulle på hvalsafari på det indiske ocean og se om det skulle lykkes at se verdens største dyr - blåhvalen. Vi fik en fin morgenmad ombord, mens vi sejlede ud på 2.000 - 3.000 meters dybde.
Efter nogen tid sejlen rundt lykkedes det endelig at spotte en hval, dog på god afstand, men vi kunne da tydeligt se, halefinnen da den dykkede ned igen.
Det er ikke nemt at spotte hvaler, for når vi var i stævnen af båden, kom hvalen til syne i agterenden. Var vi i styrbords side, dukkede den op til bagbord. Vi nåede dog hver gang at få et godt glimt af den. Men pludselig da vi stod og kikkede ud ved rælingen, lød et højt prusten og en fin blåhval steg op og sendte en vandsøjle højt til vejrs. Højst 20 meter fra os. Den prustende en 3-4 gange, inden den stille og roligt forsvandt igen, desværre uden at vise os halefinnen. 5-10 minutter senere gentog scenen sig,  dog noget længere væk. Efter at have se hvalen et par gange mere, vendte vi om og begyndte at sejle tilbage. Vi gjorde stop nogle gange på tilbage vejen, for at se delfiner. De kom i store flokke og nogle af dem tog nogle store akrobatiske spring op i luften. Vi så også en del flyvefisk. Fantastisk så langt de kan svæve.
En af passagererne havde fødselsdag og havde 2 store kager med, så vi smovsede på tilbageturen.
Vi sejlede med Raja and the whales - et selskab, der gør meget for beskyttelse af hvalerne. Her fik vi en rigtig fin service, så selv om turen var i den dyre ende, var det pengene værd.
Strandtur indtil midt eftermiddag og en gang tropisk regn sidst på dagen.
En gang tropisk regn med lyn og torden fik vi også, da vi var ude at spise til aften. Vi nåede lige at spise, før uvejret brød ud og vi søgte ly indendørs. Heldigvis holdt restaurantens stråtag nogenlunde tæt, men umiddelbart foran hvor vi sad, væltede et decideret vandfald ned. Det kostede et par store drinks, inden regnen stillede så meget af, at vi kunne komme hjem

En skildpadde skulle da også lige op og se, hvad der skete.

Blåst fra en blåhval

Blåhvalens halefinne. Bemærk snyltefiskene, der har suget sig fast til halefinnen

Så stiger blåhvalen igen ned mod dybet

Vi ses hundredvis af delfiner på turen

Blåhvalen kan kendes på den lille rygfinne, bagerst på kroppen.

Vi havde planlagt at tage til den større by Galle, hvor der befinder sig et kæmpe fort,  der blev grundlagt af portugiserne i 1589. Hollænderne erobrede den i 1640 og udvidede den kraftigt. I 1796 overgik fortet til England og er nu på UNESCO's verdensarv liste. Til morgen spurgte Dinuka om, hvorledes vi ville komme til Galle og vi fortalte, at vi ville tage toget. Han havde i stedet en bedre ide, for at vi kunne få noget mere at se. Vi tog imod hans idé med kyshånd. Så han ringede til sin søns kammerat - Noam, der har en tuk-tuk og fik ham til at køre os. Vi kørte langs kysten og stoppede et sted, hvor lokale fiskere sad på lange pinde i vandet og fiskede. Dvs. de holdt pause da vi kom, men ved at blafre med et par røde pengesedler, fik vi dem op på stængerne, så vi kunne få nogle gode billeder af dem.
Derefter kørte vi til et havskildpadde hjem. En ung kvinde viste os rundt og fortalte om de forskellige arter af skildpadder, hvad de lavede på hjemmet, og fortalte om det daglige arbejde. Formålet var at sikre livet for så mange skildpadder som muligt. Ved fuldmåne, hvor skildpadderne kommer ind på stranden for at lægge æg, havde de en frivillig gruppe på op til 12 personer, der samlede æggene ind og så blev de efterfølgende gravet ned på hjemmet. Når de senere blev klækket, blev de sat ud igen, når de enkelte var klar. For de svageste kunne det betyde et ophold på 1-2 måneder. De små svømmede rundt i et mindre bassin. I andre bassiner var der store skildpadder, der var kommet til skade og var blevet bragt ind på hjemmet. En del havde været i fiskernes net og havde mistet ben eller kløer. Et par stykker var skyllet ind på stranden og havde været ved at udtørre, med det resultat at der havde udviklet gasser under deres skjolde. De lå så højt i vandet og kunne ikke dykke pga af gassen. Det ville tage et par måneder at få gassen ud, så de kan komme tilbage til havet.
Vi fortsatte videre til Unawatuna, som er Sri Lankas ældste og kendteste feriested. Fint at se det, men vi ville ikke bytte.
Endelig nåede vi til Galle Fort,  hvor vi tog afsked med Noam. Det gamle fort område er enormt stort med en kæmpe fæstningsmur på knap 3 km hele vejen omkring. Der er forskellige forsvarsværker på strategiske steder på muren, samt et stort klokketårn og et fyrtårn. Inden for murerne ligger den gamle by, med et antal gader, et par kirker en moské og bl.a. en muslimsk college. Byen er meget flot vedligeholdt med gamle hollandske og portugisiske huse. I mange af disse er der gallerier.
Vi blev inviteret ind og se en vuggestue - børnehave, der blev drevet på frivillig basis for fattige børn. Vi så den smule legetøj de havde til stimulering, så nogle af de ting børnene lavede og fik i det hele taget set al den fattigdom og forfald institutionen var i. Vi måtte selvfølgelig også spytte i donationskassen.
En flere hundrede stor gruppe piger udførte et danse / gymnastikshow på en plads. De var for de fleste vedkommende iført hvide bluser og kjoler, røde slipse, røde hårbånd og hat.
I bagende varme udførte de det lange show til teknomusik.
Efter at have vandret rundt, spist frokost, været i kirke og på posthuset, fandt vi busstationen og flinke chauffører hjalp os til at finde den rigtige bus hjem.
Sri Lanka'nerne er et underligt folkefærd. I det daglige er de venlige og smilende og har aldrig travlt. Men kommer de bag rettet i et motordrevet køretøj, bliver de totalt forandret. Så tror de, at de er med i et stort motorløb og vil gøre alt for at vinde. Der er ingen trafikregler, bortset at man som hovedregel har venstrekørsel. Men der overhales både højre og venstre om, i sving, opad bakketoppe og der tages ikke hensyn til, at modkørende allerede er i gang med overhalinger. Speederen og hornet i bund. Men trods dette  kaos, er der folk, der overlever hver dag. Vor bus chauffør var ingen undtagelse, man stiger af og på bussen i farten, så bussen ikke falder tilbage i feltet. Nå, alt gik som sædvanlig godt og vi var hjemme ved 16-tiden, så der var hurtigt omklædning til badetøj.

Skildpadde æg af leatherback arten

Udrugning af skildpadder under beskyttede forhold

Udsigt fra fortet

Gymnastikpiger i Galle Fort

Fiskerene fra Sri Lankas Sydvest kyst, benytter sig af ældgamle fiskeri traditioner

Fort Meran Jumma Masjid—den største moské i Galle

Dagen efter gik ved stranden. Pakkede håndbagage sidst på dagen til vor 2 dages udflugt til Yala Nationalpark. Værten kom og fortalte om, hvad han syntes vi skulle se, når vi alligevel var der oppe. Ligeledes fik vi en del råd om transporten derop, og tilbage igen. Noam kører os til Matara og vi tager derfra bussen til Tissamaharama.
Efter morgenmaden blev vi kørt med tuk-tuk til busstationen i Matara, hvor vi fandt en bus til Tissamaharama. Det var en fin bustur gennem mange små og større kystbyer, gennem rismarker og jungle. Vi så
f.eks masser af løsgående køer, vandbøfler der badede i søerne, en flok elefanter, en rød stork og en masse vadefugle. Hver gang bussen holdt ved en busstation, myldrede det ind med sælgere af lodsedler, vand, frugt,  kager og slik. Fra busstationen tog vi en tuk-tuk til Hotel Riverfront, som var helt fantastisk. Meget, meget flot og velholdt efter Sri Lanka standard. Vi fik et prægtigt værelse på 2. Sal med udsigt til floden. Værelset var et supert stort hjørneværelse med marmor gulve i såvel stue som badeværelse og en stor altan. Vi startede med at gå gennem den smukke anlagte have, ned til floden og sad længe og nød floden, junglen og dens lyde. Senere gik vi en lang tur ind til byen. Først kom vi forbi et sted, hvor en mor og hendes 7-årige søn var travlt optaget af at lave mursten. Moderen havde en form, hvor hun fyldte æltet ler i med hænderne og når formen var fyldt, leret presset godt sammen og glattet med hænderne, havde hun 12 mursten, der blot skulle tørres i solen, inden hun kunne lægge dem i den store stak af færdige sten. Vi forstod på hende, at de skulle have huset udvidet og derfor havde brug for murstenene.
Videre mødte vi et par fine gamle stupa'er, som er et slags mindre tempel. Der var tilknyttet skole, som vi så samt et tempel ved den ene, hvor mange kvinder var forsamlet i bøn og ofringer.
En mand kom og forklarede hvad der foregik og fortalte om Buddhisme og mange andre ting. Senere nåede vi til målet for vor vandring, den kunstige sø, som er blevet byens vartegn. Stor og lavvandet, hvori nogle familier badede sammen med en stor flok krager. På en senere tur forbi med tuk-tuk, blev vi spurgt, om vi ville med ind og se de små krokodiller,  der også boede i søen. En del familier holdt picnic der og havde medbragt potter og  pander. Et lille orkester med hjemmelavede trommer spillede ved søen og jeg fik lov at være med som klapper. I de store bodhi træer langs søen, holdt en flok aber til.

I Tissamahara kunne vi også have valgt at bo oppe i træerne, med floden nedenunder.

Bagerbilen kunne vi altid høre på lang afstand , da bilen spille en høj  genkendelig melodi. Bageren kørte rundt fra hus til hus.

En lille is, blev det også til ved iscyklen

Langs vejen  er der masser af madboder. Her er en dame i gang med at koge majs.

Det er håndarbejde for kvinder at fabrikere mursten.

Vi stod op klokken lidt over 4. Lyset var gået, så det kneb lidt med at finde rundt. Samtidig, som vi fandt lommelygterne, bankede værtinden på vor dør og kom med et tændt stearinlys. Vi fik en pose morgenmad med og kl 4:30 kørte vi afsted på safari med vor chauffør / guide. Før vi nåede til Yala Nationalpark gjorde vi andet stop,  da et hulepindsvin skulle over vejen. Første stop var umiddelbart efter starten, hvor guiden stoppede ved et lille tempel og bad for en god dag. Der var rigtig mange andre, der skulle på jeep safari, så da dørene endelig åbnedes kl 6 startede jagten på leoparden, som er hovedattraktionen. Bilerne asede og masede for at komme forbi hinanden og stierne og jordvejene var yderst ujævne, så vi hoppede op og ned i sæderne. Vor dygtige guide havde heldigvis fortalt os inden, at de første 1 1/2 time var alle på jagt efter leoparder. Guiden var hele tiden i telefonisk kontakt med andre guider, så når nogen havde set tegn på, at der var en leopard i et område, drønende vi derhen,  i lighed med 30 andre biler. Men leoparderne holdt sig godt skjult. Vor guide fik dog øje på en leopard i et træ, men inden vi fik kikkert og kamera indstillet, kravlede den ned og vi så den ikke. Vor guide var eminent til at læse naturen. Han lyttede til spottefuglene og når en leopard var i nærheden, havde de et specielt advarselsskrig, ligesom aberne lavede en trommelyd. Så holdt vi stille og forsøgte at regne ud, hvor den var på vej hen. Det lykkedes hverken os eller andre af besøgende i Yala, at se en af de ca 25 leoparder der lever i den ca 1000 hektar store Park. Vi så til gengæld et par elefanter, bl.a kørte vi bag en mægtig han med store flotte stødtænder, som vor guide holdt respektfuld afstand til. Han fortalte at for en måned siden var en rasende elefant gået til angreb på en jeep og havde væltet den i grøften.
Landskabet var for det meste junge og savanne. Der er masser af søer og vandhuller i parken. Vejene var i imellem en udfordring, da de som sagt var yderst hullede, støvende, opkørte hjulspor og nogle gange oversvømmede, andre gange gik det op ad klipper så vi og bilen blev godt og grundigt rystet sammen. Bortset fra den hektiske start med mange biler samlet, kørte vi nærmest alene meget af tiden. Ved frokosttid gjorde vi holdt ved en fin sandstrand ved det indiske ocean. Vi var lidt skuffende, da vi havde forventet at møde langt flere dyr.

Vejene i Yala Nationalpark sætter sin naturlige begrænsning for hastigheden

En af de mange bølffelarter, der findes i parken

Der var et hav af storkefugle i alle afskygninger.

En flok hjorte græsser fredeligt

Efter frokost fortsatte jagten og her var der heldigvis flere dyr at se.
I løbet af hele dagen så vi vel omkring 10 elefanter, som vi så enkeltvis, nogle gange badende i et vandhul. Den ene gang var der også en unge med. Ellers så vi mange flokke af forskellige bøfler, 3-4 krokodiller der lå med åben gab og sugende solen til sig. Vi så nogle flokke af forskellige hjortearter, med store gevirer, påfugle i massevis, ca 15 kæmpe vildsvin, en stor flok livlige sort hovede aber, et på varaner, en leguan, en del desmerdyr, et stor fiskeørn, der sov i et træ, masser af flotte fugle i alle farver, storkefugle i alle afskygninger og andre vadefugle der holdt til i vandhullerne. Endelig så vi et par kæmpestore blålige slanger der stod på halerne og omfavnede hinanden. Det var jo Valentin day ♥, som vor guide sagde.
Kl. godt 7 aften var vi godt støvende, trætte og baldrede hjemme igen. Turen hjem var dog lidt af en prøvelse, idet mørket faldt på,  da vi kørte fra Yala. Mange biler, motorcykler, tuk-tuk'er, traktorer, mejetærsker, cyklister, masser af løsgående hunde, køer og bøfler skulle færdes på de mørke veje uden at have lys på og vi og de andre jeeps var i gang med det sædvanlig racerløb. Man tænder første lygterne når der er total sort nat. Samtidig var det søndag aften med masser af mennesker, boder i  vejsiden og masser af leben. Et kæmpemæssigt natmarked var igang tæt ved vort hotel, men vi orkede ikke at gå derhen.

En af krokodillerne ligger og nyder solen med gabet åbent

Junglehønen er Sri Lankas nationalfugl

Påfugle ser man mange steder på Sri Lanka—også i Yala

Elefanten her ville ikke lade os komme forbi, men blev konsekvent ved at gå midt på vejen

Ung elefant

Axishjort ved det mudrede vandhul

Desmerdyret på jagt efter slange

Bøflerne køler sig af i det lille vandhul

Efter morgenmaden tog vi afsked med det dejlige Hotel Riverfront og deres yderst hjælpsomme unge værtinde. Mens vi ventede på tuk-tuk'en, hun havde bestilt til os, viste Dorte hende billeder på hendes mobiltelefon. Hun var meget optaget af at se billeder af vort hus, video fra juleaften, vinterbilleder med sne, vor familie,  Lærke,  Lykke og Liv klædt ud til fastelavn (Kristina havde lige sendt Billeder) osv
Vi kørte først til Raje Mahara Vihara, hvor vi så den store Dagoba, der er en af de største stupa'er (pagode eller central tempelbygning) i Sri Lanka. Den blev indviet af selveste Buddha for 2.200 år siden.
Vi kørte videre nordpå og ca halvvejs i Kataragama, holdt vi ind ved endnu et tempel, hvor en stor buddhastatue forgyldt med hvidguld og udsmykket med ædelsten stod oppe på et galleri. Imponerende stor og flot - og dyr.
Endelig nåede vi målet for vor tuk-tuk tur. Tuk-tuk'en placeret udenfor og det meste af vor bagage blev placeret i en bod, der solgte frugt til tempelbrug. Jeg købte, på tuk-tuk chaufførens anbefaling, for 300 Rupees (ca 14 kr) frugt. Frugthandleren fyldte en plastkurv med en masse frugt,  noget helt og noget i skiver,  pyntet med farvede plastikbånd og grønne blade,  det hele pakket ind i et par gamle avissider. Så var vi klar til at gå til templet eller rettere templerne. Kataragama er Sri Lankas helligste by og det store tempelområde er opdelt i de 4 fremherskende religiøse områder i Sri Lanka. Der er store buddhistiske templer, templer for tamilsk hinduer, moské for islamiske folk og endelig Vedda,  som er en gammel urreligion. Vedda folket går ofte i sarong, med bar overkrop, vildt voksende hår og skæg og barfodet. Har også tit en tiggerstav og en skulderpose til deres almisser. På vejen til tempelområdet passerede vi snesevis af frugthandler boder, boder, der solgte farvede bånd, lotusblomster og andre ting til ofringer.

På vej ind i et tempel med ofringer. Jeg havde ikke troet, at jeg som overbevist ateist, skulle foretage ofringer i et tempel, men hvad gør man ikke få at få alle oplevelser med.

Vi ankom ved 10:30-tiden, hvor morgen ceremonien netop var overstået. Der var der blevet sunget og danset og vi så musikerne forlade dansepladsen. Vi fik alle 3 vore sko parkeret og stillede os i kø ved et buddhistisk tempel sammen med mange andre, der stod med frugtfade og jeg anede ikke hvad der skulle ske. Muren rundt om, templet vi var ved, var udsmykket med masser af påfugle. Påfuglen symboliserer gudinden Saraswat og hjælper dem, der vil være gode til kunst og dans og vil frigøres fra begær. I køen vi stod stille i i en halv times tid, stod en og trak i en klokkestreng, så det bimlede og bamlede. Da han stoppede, begyndte det at bimle og bamle fra den anden side. Vi kunne ikke se, hvad der skete, fra vor plads i køen,  men vor chauffør sagde til Dorte,  at hun bare kunne mase sig frem og , fotografere. Som sagt så gjort. Her kunne mændene på skift trække i en klokkestreng, ikke alle var lige gode til at holde rytmen. Andre var i gang med at rulle den røde løber ud for 3 mænd, der kom gående. Den første og den sidste holdt et stort rødt silkeklæde til beskyttelse over den midterste der på skulderen bar en bærestok og fra hver af enderne hang der en stor gylden sæk. Lidt efter kom manden ud igen; nu syntes sækkene at være tomme. Dorte fik snakket en masse med de andre,  der stod i køen. Men hvor jeg stod sammen med chaufføren, kunne vi se, at ved et alter, kom mænd en efter en med en brændende kokosnød. De svingede den rundt foran brystet og ansigtet og når den blev så varm, at de dårligt kunne holde den længere, løftede de den højt op over hovedet med begge hænder og knaldede kokosnødden ned i et skrin stempeofringer.ťs. Dette trick brugtes såfremt man f.eks havde hjemlige problemer, de kunne således nemt fjernes og roen var genoprettet i det lille hjem.
På et tidspunkt kom der en med mad til os. Folk stak hånden frem og fik den fyldt op med en risret. Jeg sprang dog over, men den skulle efter sigende være god.

Her bærer jeg milde offergaver

Offergaverne overdrages til repræsentanter for templet.

Endelig fik vi lov til at gå ind. Jeg havde ikke kunnet forstå på vor chauffør, hvad der skulle ske,  så han puffede mig frem i køen af mennesker med frugtfade i alle størrelser, nogle havde virkelig haft den store pung fremme. Endelig var jeg helt fremme i køen, så jeg kunne gennemskue, hvad der skulle ske. En tjener i templet tog imod fadet, rakte det om til en anden tjener bag et forhæng og lidt efter kom fadet tilbage, men kun med halvdelen tilbage. Den halvdel der var tilbage, kunne man spise selv. Vi spiste det vi kunne, gav en banan til en af de hellige aber, en af de hellige køer fik også lidt og resten gav vi som almisse til et par tiggere.
Der var også nogle hellige yakokser, 4 hellige elefanter og en stor flok hellige haner på det store tempelområde og i floden var der hellige røde fisk. De hellige haner havde deres eget tempel og i modsætning til andre - ikke hellige - sloges de ikke, selv om der måske var en hundrede stykker sammen.
Dorte faldt i en lang snak med et par, som ville invitere os hjem og have hende som penneven. Men vi skulle jo med bussen videre, så det hjemmebesøg måtte blive en anden gang.
Vi besøgte også de andre templer. Den muslimske trængte til en kærlig hånd, de eneste underværker, der var her,  var 3 kokuspalmer som helt usædvanligt var vokset op fra en enkelt kokosnød. Og ved siden af endnu et underværk: En
kokuspalme, der kun havde blomsteret en eneste gang, men alligevel gav kokosnødder hvert år. Det giver godt nok stof til eftertanke - hva'

På tilbagevejen gik vi over floden via en bro. Til den ene side var en del i gang med at vaske tøj ude midt i floden,  andre badede og svømmede og en var i gang med at børste tænder. På den anden side gik 3 mand og vaskede guld, dvs det de fandt var smykker, som folk havde ofret ved at smide dem i floden.
Vi afleverede frugtskålen, fik vor bagage og chaufføren kørte os de 100 meter til busstationen, hvor han fandt vor bus og vi betalte ham og tog afsked. Han havde været til uvurderlig hjælp, flink og hjælpsom som alle andre vi mødte.
Busturen var med ekspressbus og med aircondition, hvilket betød at chaufføren kørte i absolut ekspresfart og dørene stod åbne. Nogle gange føltes det, som vi kørte 160 km i timen, men vi var nok ikke over 120, når det kommer til stykket.  Med 3 forskellige horn at trykke på, alt efter hvor tæt vi var på en kollision, zigzagede chaufføren os hjem. Jeg sad ved siden af en mand som jeg kom i snak med,  selv om jeg havde umådelig svært ved at forstå hans engelsk udtale. Jeg havde lige fortalt ham, at vi senere skulle til Kandy, hvorefter han trykker et nummer på sin mobiltelefon, snakker kort og giver mig telefonen og siger jeg skal tale med hans ven. Overrumplet tager jeg telefonen og finder ud af i snakken med vennen, at han arrangerer rejser til bl.a. Kandy. Jeg får hans telefonnr og aftalte at vi kunne tales ved, når vi kom til Colombo. 2-3 steder på turen bremsede chaufføren hårdt op, ham og billetkontrolløren hev kasketter af. Kontrolløren sprang hen til et lille tempel, rablede nogle bønner af og så videre.
Endnu en dag overlevede vi den Sri Lanka'nerne trafik takket være mange gode bønner og vor tempelofringer.
Hjem til vort gamle værelse i Mirissa, afgivelse af referat til ejeren og så til stranden

Fra et af de hinduistiske templer: Shiva ses her sammen med hustruen Parvarti og sønnerne Ganesha (med elefanthoved) og Skanda samt sit ridedyr, tyren Nandi.

Et af de mange templer på området

I den grumsede flod kan man vaske sig, børste tænder, hente vand til madlavning eller som her, vaske storvask.

Tempelmur med elefanter

Dinuka og hans kone serverer deres specialiter for os.

Lækker Sri Lankansk middag.

Et lille klippe udsigtspunkt på stranden

De næste dage gik med afslapning, badning og driverliv.En af dagene tog vi en tuk-tuk til Weligama og fik foretaget nogle indkøb. Jeg fik købt nogle bøger og tøj, Dorte fik fikset sit snorkearmbånd hos urmageren (for 2,40 kr incl nyt batteri), fik hævet penge,  købt lidt gaver. På hjemvejen mødte vi en smykkehandler som vi havde talt med nogle gange. Vi var inde i hans butik og fik en lang snak. Han fortalte bl.a . at under tsunamien mistede han alt, sine forældre, alle hans søskende, huset, hans maskiner til smykkefremstilling, så han drog til Dubai og arbejdede i 10 år som chauffør for et firma og fik lagt lidt penge til side, så han kunne komme tilbage og købte en byggegrund og et varelager af smykker. Han havde nu kone og 3 børn og boede i en lejet lejlighed, ligesom hans lille butik var lejet. Hans drøm var at kunne bygge et lille guesthouse på sin velbeliggende grund. Vi blev inviteret til at besøge familien, men det bliver  desværre ikke i denne omgang
Efter hjemkomst kom vor vært over og satte sig. Vi havde nu boet her så længe, at vi var blevet en del af familien. De ville holde afskedsmiddag for os lørdag aften, det kom godt nok til at kollidere med den invitation fra vores yndlings strand restaurant, hvor der var live musik, men vi satsede på, at kunne begge arrangementer.

Køerne går frit omkring og blander sig med trafikken


Her var en masse herreløs hunde, som holdt til ved restauranterne, som fodrede dem med rester. Ved vor restaurant holdt der en 2-3 meget skikkelige hunde til. De holdt alle andre hunde væk og holdt øje med restauranten, og advarede, såfremt der skete noget uforudset. Som en dag, hvor en pænt klædt mand kom gående med sin dokumentmappe. Han hørte ikke hjemme på stranden, så hundene måtte lige højlydt minde ham om, at han var gået forkert.
Sidste dag tog vi en tuk-tuk til Weligama for at købe kager til at tage med til værtsparret, som man bruger her. Dagen før havde vi forhørt os hos en af de lokale handlende, som vi jævnligt har snakket med, om skik og brug, så vi var forberedt. På hjemvejen var vi lige forbi vor strand restaurant og fik et par drinks og sige farvel. Desværre gik vi så glip af fuldmåne festen med reggae musikere, ilddansere og fyrværkeri.
Vi fik en fantastisk rice og carry, som de havde lavet til os med alt mulig tilbehør, tørrede fisk med chili, fisk i skarp sovs, salat, ladyfingers mm. Til dessert fik vi curd med sort honning. Curd er en slags yoghurt lavet af bøffelmælk. Endvidere fik vi orange gele. Men værtsparret skulle ikke spise sammen med os, i stedet vartede de os op og stod og så på, mens vi spiste den lækre mad. De skulle først spise resterne, efter os. De bad os dog om at spise alle fiskene, da de alle var veganere og ikke spiser hverken kød, fisk, æg, eller andet animalsk. Dog drikker de mælk lavet af tørmælk. Efter maden sad vi længe og talte om løst og fast - om tsunamien, årstiderne i Danmark, vore rejser osv
At tænke sig: den kristne kirke, den muslimske Moské og Hindu templet blev skyllet væk under tsunamien.  Kun Buddha templet undgik skader.

Det var med vemod vi drog videre efter 14 dejlige dage i Merissa. Et af verdens bedste strande og steder vi har været. Efter morgenmaden og en god portion curd og en kop spicy urtete for mit vedkommende (vor altid opmærksomme vært havde konstateret at jeg havde været lidt snottet), kom vor tuk-tuk og vi tog afsked med familien.  På vejen stoppede tuk-tuk chaufføren ved materialisten, efter ordre fra værten - han skulle købe mere at mirakelmidlet mod snotheden, som jeg skulle have med på vor videre færd.
Togturen på 2. Klasse forløb uden problemer, men vi var glade for rådet, vi havde fået af vor vært, at tage til Matara og stige på toget der,  selv om der var 3 stationer lidt tættere på. Men toget startede fra Matara, hvilket betød at vi fik en siddeplads. Jo nærmere vi kom til Colombo, jo mere proppet blev toget,  så folk hang ud af døre og stod på trinbrættet. Ved større stationer kunne man gå en tur udenfor og købe en is eller en kop kaffe. Inde i toget sørgede en flok sælgere for at man kunne få friske forsyninger af kolde drikke, snacks, tigerrejer, frugt,  nødder osv

Udsnit af stranden Merissa

Så er jeg ved at være klar til at tage til stranden, her foran vort hjem i Merissa

Parti fra stranden Under den brændenol, var det en nødvendighed at søge ind under en parasol

Vandringsmand fra Veddafolket

Børnenes legeplads i SFO’en

Døde, der skal begraves, kan begraves hvor som helst. Der er ingen centrale kirkegårde, men de placeres et sted, hvor der lige er ledig plads.

Ankommet til Colombo måtte vi sande at der var totalt ulideligt varmt. Byen er fyldt med mange fattige, der bor i usle skure. Her er også en del tiggere og  slangetæmmere, hvor de har en stor cobraslange i en lille kurv og hvis man betaler, får han slangen til at danse efter hans fløjte.
Vi gik ned til en lille sø,  hvor der lå et buddhistisk tempel. Der var stillet en lang række stole op langs søen, da der skulle være en procession. Det var godt nok først dagen efter,  det skulle kulminere. Så selv om der var et par timer til starten, satte vi os på første række på et skyggefuldt sted, hvor der også var samlet en del politibetjente,  der skulle dirigere trafikken. Der kom en tuk-tuk med munke. De delte kager of bananer ud. Gav politiet 2 kager og 2 bananer og pegede, at dem skulle de give os.
Mens vi ventede fik jeg en fuglelort på den ene arm. Det skulle jo betyde lykke, det kunne vi godt bruge. Tidligere ville jeg bestille togbilletter til Nuwara Eliya,  på togstationen, da vi ankom,  men alt udsolgt de næste 4 dage.  Næste problem var hotellet, hvor de havde givet os et værelse uden vindue, skønt vi havde aftalt udsigt over byen. Det lykkedes dem dog at få kabalen til at gå op, så vi fik det rigtige værelse.  Jeg bryder mig  ikke om vinduesløse rum.
Nå,  fuglelorten virkede ikke,  vi blev jaget væk fra vore gode pladser af en emsig tempelridder.  En politibetjent sagde til os,  at vi bare kunne blive siddende. Men få minutter efter var tempelridderen tilbage. Betjenten sagde til ham,  at han havde givet os lov til at sidde blandt de lokale, men fik kraftigt besked på, at det havde han ikke myndighed til,  så vi måtte forlade vore pladser. Det er første gang vi møder andet end smil og hjælpsomhed.
Vi fandt en anden god plads, hvor der i et T-kryds, var sat en masse stole op,  så vi fik en i første række.
Efter lang lang tids venten kom ceremonien endelig forbi os. Den var ganske enkelt enorm og det tog den halvanden time at komme forbi. Det var de forskellige buddhistiske distrikter,  der optrådte med trommer og fløjter. De var desuden iklædte fantastiske kostumer. Generelt bestod hver distrikt af 3 dele: musik med fløjter, piber og forskellige trommer, dansere eller akrobater og til sidst elefanten. Elefanten var oftest iklædt et farvestrålende dækken, med glimtende palietter. Akrobaterne smældede med piske, udførte serier af flikflak, saltoer og andre akrobatiske spring. Der var nogle der balancerede med tallerkner på lange pinde,  andre havde ild i kurve,  som de svingede rundt med. Der var nogle der var udklædt med djævlemasker, andre var udklædt i ulvekostymer.
Ind i mellem var der nogle der bar skjolde, faner. Nogle trak en gammel udsmykket bil. Til afslutning på processionen kom nogle lastvogne med buddhistiske relikvier og statuer. En flok munke til sidst afsluttede optoget. En meget fin og flot og imponerende stor oplevelse.

Processionen er linet op til start

En af de 60-70 elefanter, dere var med i optoget

Sangen ”En elefant kom marcherende …” passede fint denne aften

Da denne elefant kom forbi, var der mange, der kastede sig ned  bøn

Næste dag var det poya dag, hvilket betyder national helligdag og fridag. Det er der ved  hver fuldmåne. Det betød også at meget var lukket. En god ting var, at trafikken var meget begrænset. Aftenen før havde jeg fået et hold i siden af ryggen,  så jeg trængte til at gå. Vi ville gå til basaren, da hotelpersonalet havde fortalt at der var åbent. Vi kom forbi et Hindu tempel, som vi lige skulle ind og se. Der var gang i en religiøs ceremoni, som vi intet forstod noget af. En række personer sad på gulvet i bøn, mens en tyk "præst" sad og lavede en række fagter, smed nogle lotusblomster på nogle forskellige figurer med fine fagter, tændte et lille bål, smed nogle små stykker kanelgrene på det, stænkede omstændigt lidt vand hist og pist og lavede mange andre underlige ting, alt imens en trommer og en fløjter spillede monotomt tempelmusik. En gang imellem rejste han sig med en buket blomster, straks kom en af tempelhjælperne med en parasol, som han holdt over præstens hoved. Så gik alle en tur rundt i templet, musikere, præst, hjælperne med parasollen over præstens hoved og menigheden. Når de kom tilbage, åbnede præsten et stort skrin, stort som et  klædeskab. Så blev blomsterne sat ind i skrinet,  så byttedes de ud med en lysestage med tændte lys i. Byttedes igen tilbage til blomster, som endnu engang måtte vige pladsen for lysene, så gik præsten ind i skabet og kom ud igen. Og så havde vi egentlig set nok.

Der trommes, danses og fløjtes

Vi vandrede til basaren og fik handlet, derefter var det frokosttid. Colombo er ikke nogen udpræget turistby, hvorfor der heller ikke er ret mange restauranter, men mere en slags gadekøkkener, ofte i forbindelse med et bageri, så vi fandt et lille sted og fik en fin karryret med henholdsvis okse og kylling, en stor flaske vand samt et par specielle brød.  Mums,  og så til 13 kr pr mand og så var der endda servietter til, gårsdagens avis, skåret i servietstørrelse. Samme type servietter fik vi også,  da vi havde vasket os ved håndvasken bagerst i lokalet. Jeg spekulerede lidt over, om man efterfølgende kunne læse nyhederne i panden på mig.
Vi blev enige om,  at vi ville se lidt af byen med tuk-tuk. Sjovt,  for pludselig stod vor chauffør fra dagen før og var klar til at køre os.
Vi fik en fin tur gennem byen på et par timers længde. Så den nye strand på 17 km, de var ved at anlægge og kunne se,  at den allerede blev flittigt brugt. Så også det gamle parlament, premierministerens bygninger,  hans private residens, det nye teater,  en masse nybyggerier mm.
Jeg fik ham til at køre til Cinnamon Garden, som er et velhaver kvarter og allerede var det under kolonitiden. Her ligger det ene flotte palæ efter det andet. Grunden til at jeg gerne ville se stedet er, at jeg var i gang med en bog af den Sri Lankanske forfatter Shyam Selvadurai,  som netop hedder Cinnamon Garden og foregår der. Her ligger også uafhængigheds monumentet. Vi sluttede ved et tempel,  der havde en Dagoba, der var bygget højt over kørebanen. Selve Dagobaen stod på 4 mægtige ben, fra templet førte en gangbro fra et trappetårn over til dagobaen. Sikken udsigt herfra.
Om aftenen gik vi igen ned for at opleve Navam Perahera, som procession kaldes. Vi ville ikke stå og vente igen, så vi ankom et kvarter før, vi havde beregnet processionen til at komme forbi, hvor vi stod. Vi havde fået en fin plads i forreste række, men processionen var forsinket, da Sri Lankas premierministeren skulle holde tale ved templet. Så efter at have ventet i 45 minutter, skete der endelig noget. Faktisk to ting. Processionen kom til, hvor vi stod - og det begyndte at dryppe, regne, skylle ned. Enorme store, tunge dråber. Efter at vi havde set, at det var nøjagtig samme program som aftenen før, valgte vi at søge ly og senere vende hjem. Synd for de mange medvirkende og publikum samt de par tusinde flinke betjente, der var udkommanderet. Lidt tankevækkende at man møder aldrig kvindelige tuk-tuk og bus chauffører, få kvinder som handlende, men indenfor politi og militær er der en del.

Religiøst ceremoni i hindu tempel

En af de hellige elefanter får sig lige et hvil, inden den skal i gang med aftenens procession

Sambodhi Chaithyg tempel

Gangaramaya tempel

Sivasubramania Swami Kovil

Vi kom i rigtig god tid til den busstation, vi skulle med fra mod Nuwara Eliya. Der var et hav af busser, som kørte i alle retninger. Efter at have spurgt adskillige, fandt jeg endelig bus nr 79. Jeg snakkede med konduktøren og viste ham vore ebilletter på telefonen, hvor der stod,  at vi skulle køre kl 11:00 og boarde kl.10:40. Klokken var da 10:20. Han sagde, at jeg skulle skynde mig at få fat i bagagen,  jeg fattede ikke rigtig hvorfor. Den stod Dorte med på en anden perron.
Vi kom ind og kort efter kørte vi. Billettøren gik i gang med sit arbejde, sprang over os kontrollerede eller solgte billetter til resten i bussen. Så kom han til os og forlangte betaling. Jeg viste ham endnu engang vore ebilletter, og han konstaterede, at vi var med den forkerte bus. Han råbte til chaufføren,  der resolut bremsede op. Få sekunder senere stod vor bagage i vejsiden og vi havde intet andet valg end at følge med ud af bussen. Vore protester hjalp intet. Kontrolløren signalerede til en tuk-tuk,  som øjeblikkelig stødte til, og kort tid efter,  var vi på vej tilbage til busstationen igen.  Her fandt vi så den bus, som passede til vore billetter og kl 11:00 sad vi i den korrekte bus. Det var en rigtig fin bus med aircondition og samme standard, som vi kender hjemmefra.  Prisen var også betydelig dyrere end andre busser. 570 Rupees pr billet (27 kr)
Trafiksituationen var hektisk og de første par timer sneglede vi os frem,  eller rettere fuld fart frem 100 meter og bremse ned igen.  Dorte blev lidt køresyg,  selv om vi havde taget transportpiller, disse fik os bare til at blive døsige. Et sted holdt bussen ind, så passagererne kunne komme ind på en restaurant og få deres varme rice and carry til frokost. Først hen på eftermiddagen begyndte trafikken at glide. Masser af skolebørn var på vej hjem i deres fine uniformer. Drengene i hvide lange bukser, hvid T-shirt og rødt slips. De mindre drenge havde dog blå shorts på, i stedet for lange bukser. Pigerne klædt helt i hvidt fra strømper, nederdel og bluse og ligeledes rødt slips. Småpigerne dog iført blå nederdel. Uden for en skole var der ophængt omkring 20 billeder af skoleelever. Vi gætter på at det var de dygtigste,  der blev fremhævet på den måde. Ved fodgængerovergangene stod 2 politibetjente og dirigerede trafikken,  så eleverne kunne komme sikkert over.
Efterhånden som bussen kravlede op i højderne ændrede landskabet sig. Først var det rismarker og bagved regnskoven. Da vi nåede op i 1000 meters højde, begyndte teplantagerne og udsigten bredte sig ud over et smukt grønt landskab, kuperet med bjerge og slugter, teplukkere med deres sække på ryggen og vandfald af forskellige størrelser imellem te-terrasserne fuldendte billedet. Et sted stod en lang kø af teplukkere, der ventede på at få deres sække vejet og holde fyraften efter en lang dag.

Et af de gamle engelske patricier ejendomme omdannet til hotel

Udsigt fra vort hotelværelse

Teplukkerne står i kø, for at få deres  sække vejet

Udsigt fra teplantage

Tekstfelt:

I den botaniske have mødte vi ”gartneren”, der viste os rundt

Grand Hotel

High tea på Grand Hotel

Blomster i botanisk have

Smukke haveanlæg er et varemærke i byen

Vort hotel Unique View

På togtur til Elle

Tjener på Grand Hotel

”Forretten” til high tea

High tea kunne også nydes på terrassen

Dorte havde heldigvis paraply med, da vi skulle tilbage til hotellet

Smuk haveanlæg med fontæne

Så er bananerne høstet og klar til at blive bragt til marked

Udsigt fra Little Adams Peak

En af sælgerne af drikkevarer på toget

Dorte kæmper sig opad mod toppen

Parti fra Ella

Kandyan dance

En af danserne

Så skal belægningen på tungen lige brændes af

Nogle af Kandy dance trommere

Parti fra templet

Kandy Lake

Tissamaharama

Colombo

Nuwara Eliya

Vejen var fyldt med sving og gik stejlt opad. Da højdemåleren viste 2.000 meter kunne bussen næsten ikke klatre mere og måtte af og til bakke i svingene, da den ikke kunne dreje så skarpt og så videre i første gear.
Nuwara Eliya ligger i en lille dal i omkring 1900 meters højde. Selv om vi på turen havde genopfrisket reglen med at temperaturen falder 1 grad for hver 200 meter, man bevæger sig opad, var der et stykke vej fra teori til praksis. Vi fik et chok, da vi steg ud af bussen.  6 timer tidligere var vi steget ind i 33 graders varme, nu ud i  kun 16 grader. Uuhh., det var koldt i shorts. Nå hurtigt i en taxa og til hotellet i byens udkant med den fine adresse Unique View og få checket ind. Vi fik et værelse med fin udsigt til bjergene og nedenfor vor vinduer lå et gartneri, hvor der dyrkes kartofler, jordbær, porrer og alle de ting, vi kender hjemmefra. Vi havde snakket med et par af beboere, det sad og fik et par øl og whisky. Den ene en 72 årige gammel mand herfra landet og den anden en 65 årige australier. De fortalte at man skulle ned i byen, for at hente øl. Det er ret normalt at man ikke kan købe alkoholiske drikke på restauranter her i Sri Lanka, specielt hvis man kommer væk fra strandrestauranter. Her har man deciderede spiritus forretninger. Så vi besluttede at gå ned i byen og hente lidt øl og få et forhåndsindtryk af byen. Vi fandt en genvej til byen,  men for at være helt sikker, spurgte jeg en mand, vi indhentede, om vi var på rigtig vej. Han kunne ikke meget engelsk, men forstod dog spørgsmålet og nikkede. Så vi fulgte efter. Kort tid efter mødte vi en kiosk og spurgte der, om de havde øl. Selvfølgelig ikke. Vor vejviser var stoppet op og ventede. Vi fik ham forklaret, at vi ville købe Lion øl og han vinkede os med. Vi fulgte så efter ham, som et par små hundehvalpe. Langt, langt gik vi,  men fik så også et godt indtryk af byen. Vi var ikke længere på Sri Lanka, men var havnet i midt England,  med ridebane,  cricket stadium,  golfbane,  fine palæer med grønne græsplæner og veltrimmede buksbom hække.  Hortensia stod og nikkede med de flotteste store farverige hoveder. Endelig, da vi længe havde fortrudt vandreturen,  førte vor stifinder os ind i en spiritusforretning. Der var fyldt af kunder,  nogle var allerede i gang med at konsumere købet. Trods de mange andre kunder,  blev vor vejviser ved at påkalde sig de ansattes opmærksom,  så vi kunne afgive vor ordre. Vi skulle bare have 4 øl og tilbød også ham en, hvilket han sagde nej tak til. Der er ikke mange Sri Lankanere der drikker alkohol. Udenfor sagde vi ham mange tak for hjælpen og forklarede at nu kunne vi klare os selv. Jeg gav ham en skilling for hans ulejlighed, men måtte virkelig presse ham til at modtage den. Vi gjorde lidt småhandler, før vi tog en tuk-tuk tilbage til hotellet. Her blev vintertøjet fundet frem. Utroligt som vi har vænnet os til varmen. 16 grader er jo ikke koldt i Danmark i februar, men mærkbart kold her.

En af de gamle store herskabsvillaer

Efter at være kommet tilbage til Nuwara Eliya gik vi lidt rundt og kikkede på forretningslivet. Pludselig kom en mand farende ud fra en forretning. Han havde været med den bus, vi blev smidt af  dagen før og han skulle da lige have hele historien om,  hvad der virkelig var sket. Umiddelbart efter støtte vi på vor stifinder fra dagen før. Ham skulle der da også lige veksles et par ord med.
Efter frokost gik vi i Victoria Park, som er en stor botanisk have,  anlagt for 150 år siden. Desværre var det 2-3 uger før haven stod i fuld flor, men der var dog en del især blomstrende træer og buske. Der var blomster fra hele verden også en del vi kendte hjemmefra, 
f.eks hyld, callaer, julestjerne og mange andre. Vi mødte chefgartneren, som var utrolig glad for sin have og sit arbejde,  så vi fik lige en meget grundig gennemgang af parken. Han kunne hver enkelt blomst, busk og træs navn på 10 sprog, heriblandt også dansk.  Om det var åkande, forglemmigej, flittig lise kunne han dem. Han viste os nogle meget specielle blomster,  der lugtede nøjagtig som bananer og andre der lugtede præcis som kokosnød. Der var kamfer- og chiliblade, en speciel Sri Lanka orkide, hvis blomst grangivelig lignede en barnesko og mange, mange andre. Til sidst fik han vor adresse og vil sende os forskellige frø, beskrivelse, dyrkningsanvisning, der passer til det danske klima. Vi gav ham penge til portoen,  så må vi se, om frøene kommer. Meget spændende og vidende mand.
Efter denne botaniktime var det blevet midt på eftermiddagen. Vi ville gerne se Grand Hotel,  nu hvor vi var her. Det er Sri Lankas svar på d'Angleterre. Vi blev enige om at gå ind og få en kop kaffe og en kage,  så vi kunne se stedet indefra. Vi havde inden tiden overvejet at bo der, men det blev lidt pebret,  da vi skulle have 3 overnatninger i byen, og vi vidste at det var begrænset, hvad tid vi ville være på hotellet ud over at sove. I tesalonen mødte vi et hold danskere,  som vi kort havde hilst på i parken. De fortalte, at de sad og ventede på den berømte High Tea, som startede halv fire. Vi var lidt rundt og kikke i de mange saloner og vendte tilbage til te salonen. En af de elegante uniformerede tjenere spurgte om vi skulle have High Tea, hvilket vi valgte, selv om 1.000 rupees pr. mand lød af meget for en kop te og en kage. Ca 50 kr eller samme pris for en hovedret i den dyre ende i syden.
Mens vi ventede på teatime, delte vi en stor øl. Det begyndte at regne og tordne mens vi sad der. Heldigt at vi havde set, det, vi gerne ville og nu sad i tørvejr.
Så blev det tid til te. En stor 3 etagers opsats blev placeret på vort bord. På øverste etage var der 4 små lækre forretter til hver i form af sandwich med røget laks, sushi, og 2 andre fiskeretter. Midterste etage indeholdt ligeledes 4 hovedretter til hver. Små fine burgere, empanadas, og et par andre lækre ting med indbagt kødfuld. Sidste etage var også med 4 fine kager til hver,  chokolade lagkage, gulerodskage, frugt i små tærteskåle og en lille walesbolle. Alt var fantastisk anrettet og udsmykket.
Så sad vi der som et par gamle tante Møgher og vippede med lillefingeren, mens tjenerne vimsere rundt og fyldte vore tekopper op.
Salonen var helt fyldt op. De fleste som os, der skulle mærke historiens vingesus. Et par der sad nær de åbne døre ud til Hortensia haven,  så deres snit til at luske af, uden at betale, men blev indhentet af en tjener og måtte slukørede ind i salonen igen, hvor de måtte finde pungen frem til spot og spe.
Da vi var færdige og havde betalt, trillede vi ud og fik paraplyerne op. Vi skulle lige på falderebet se deres fantastiske park, med dens espalier, buksbom klippet i fantastiske figurer, springvand og blomsterdekorationer.
Det regnede kun lidt, så vi blev enige om at brænde nogle kalorier af, ved at gå. Næsten hjemme åbnedes alle sluser, så vi måtte søge ly.

Det er dog ikke alle, der bor i store flotte herskabshuse

Det var lykkedes hotellet at skaffe os togbilletter til Elle. Efter morgenmaden tog vi afsked med vore to venner fra henholdsvis Colombo og Perth, og vi tog med taxa til togstationen. Her lykkedes det os at skaffe billetter til Kandy næste dag. Dagen før havde der været udsolgt ifølge hotellet. Vi har hørt at mange bureauer reservere masser af billetter for efterfølgende at annullere dem, de ikke får solgt. Det gamle lokomotiv trak både vogne til 1, 2, 3. klasse samt et par gods- og tankvogne . og en postvogn. Vi havde billetter til 1. klasse, den sidste togvogn, med panoramavinduer bagerst. Vi kørte med kun 40 minutters forsinkelse, så der var god tid til at studere banegården i Nanu Oya.
Vi holdt et meget tilbagelænet hastighed. Enkelte gange blev vi overhalet af fodgængere.
Her i Little England er vejret også ret typisk engelsk. Stille regn som efterhånden blev tilsat lidt tåge. Heldigvis klarede det hurtigt op igen,  så vi kunne nyde det smukke, kuperede landskab. I starten var det område med tebuske, vi kørte igennem,  senere blev det små landbrug,  ofte ynkelige skure med rustne bliktage, lappet med plastikposer, pap, træplader og holdt fast med store sten eller grene. Men deres små  jordlodder af højbede, var ualmindelige velholdte. Kartofler, kål, rødbeder, bønner, porrer, løg, salat og gulerødder stod flotte i alle størrelser. Her er kan dyrkes året rundt, så der kan altid fås friske jordbær og kartofler. Ind imellem kørte vi strækninger, hvor der bare var urskov, ukultuveret landskab med vandløb,  klipper og små vandfald

Vi sneglede os afsted  lange, lange ophold ved de små stationer, så folk kunne komme på toilettet. Manuelle sporskifter, hvor en ansat med et grønt og et rødt flag, henholdsvis vinkede toget frem eller holdt det tilbage. Ledvogtere,  der sørgede for at bommene kom op og ned. Regnen kom og gik på togturen, i samme takt, fik vi vinduer i og op. Det store berømte vandfald Rawana Ella Falls kørte vi lige forbi med toget. Vi ankom kun en time senere til Ella, end hvad køreplanen havde spået. Fik lidt frokost og tog en tuk-tuk til Little Adams Peak,  der er et berømt bjerg og udsigtspunkt,  som vi ville bestige. En tur på ca 5 km, gennem teplantager, skov og bjergområde. Udsigten var enorm flot,  men det gik opad og opad. I starten på fine stier,  så på trapper og endelig over klippestykker, trærødder og gennem buske. Men endelig kom vi helt op på toppen og så Bette Adams Pik. Udsigten betagende i 360 grader rundt,  men i betragtning af strabadserne, lidt oversolgt. Der var bare adskillige,  der havde anbefalet turen. Nå,  nu er det set og vinket af.
På banegården kom vi i snak med en kineser og hendes Sri Lanka guide. De var taget fra Colombo meget tidligt i går morges og havde en togtur på 8 timer, hver vej, for at se dette sted. Vi skulle køre kl 18:55, men det eneste der skete var, at alt lys forsvandt i hele Sri Lanka og banegården og perronen var indhyllet i total mørke, kun nogle få ildfluer lyste sporadisk op. Her stod vi så en lille gruppe måske 30-40 mennesker,  det var jo umuligt at se, hvor mange i mørket. På den anden side af perronen rejste urskoven sig med alle dens nattelyde. Efter en god times tid kom  posttoget buldrende ud af mørket og vi tog afsked med kineseren og hendes guide, der skulle i sovevognen.
Vi var lidt spændte på,  om vi kom af det rigtige sted, da alle banegårde var totalt mørklagte, så man kunne ikke se deres navn og man anede ikke,  hvornår toget ville være fremme ved vor lille trinbræt. Undervejs kom der igen gang i lyset. Kontrolløren kom dog og gav os besked, da vi skulle af.
Der var en enkelt tuk-tuk på trinbrætet, da vi ankom og vi var tilbage på hotellet ved midnatstid.

Gennem Panoramavinduerne bagerst i vognen, kunne vi se, hvorledes de lokale brugte banelegemet som transportvej

Teplukker

Vi tog toget til Kandy. Planmæssig afgang. Fin ny togvogn på 1. Klasse med aircondition og tv skærme, hvor der blev vist film (Bollywood version af Alene Hjemme) for dem, som ikke ville følge den smukke film, man kunne se ud af vinduet. Vi kørte igen i det smukkeste solskinsvejr, gennem teplantager, forbi  vandfald, søer, vandkraftværk, bløde bakker, teplukkere, faldefærdige rønner, hvor 2-3 småbørn stod og vinkede og kørte mod lavlandet. Højdemålerens tal faldt i takt med stigningen på termometret. Teplantager afløstes af uopdyrkede junge og regnskov.
Hotel Victory er et ok hotel, vi fik en fin velkomstdrink og de skaffede billetter til Kandyan dance til os. Desuden fik de opgaven med at finde en aircon bus til os til dagen efter til Trincomalee. Så gik vi ud for at se på byen og de attraktioner, man er nødt til at se. Det var det store tempel,  som i et skrin efter sigende indeholder en af Buddhas kindtænder, som blev reddet ud af hans ligbål. Der var et hav af bedende mennesker, skolebørn med deres lærere i massevis,  men også en lang række individuelle. Langt de fleste have blomster med til Buddha. Især lotusblomster var populære. Efter at have gået lidt rundt og set, det vi ville se, indløste vi vort fodtøj igen. Templet var smukt, som mange religiøse samlingspunkter. Men der er altid gode penge i religion. Vi måtte slippe to tusind rupees, (ca 100 kr)  som er mange penge her i landet. Dertil kommer parkeringsafgift for sandaler.
Vi så Kandy Lake som er byens stolthed og er en manuelt udgravet sø i tidernes morgen og giver en dejlig luftig brise. Og endelig var vi inde og overvære Kandyan dance. Vi havde set noget af det tidligere i Colombo, men det var en stor og flot oplevelse med trommer, fløjter, sang og smukke kostumer til dansere og akrobater. Forestillingen sluttede udendørs med ildsluggere og dans på glødende kul.
Det var ved at gå op for os, at man nemt kan strande i Kandy. Vort hotel havde ikke kunnet finde en aircon bus. Vi forhørte os forskellige steder om prisen på taxa til Trincomalee ca 200 km, men syntes priserne var lige voldsomme nok, men alternativet 6-7 timer i en varm, overbefolket bus, orkede vi heller ikke. Internettet gav heller ingen hjælp. Problemet er, at her i landet er der mange selvstændige busselskaber og ingen overordnet styring. I syd er det let at finde ruter og afgangstider på nettet, men i det centrale, øst og nord,  findes intet.
Efter at have været ude at se byen, mødte vi hotel manageren Nelaka og snakkede med ham om problemet og at vi ville tage en taxa, når vi ikke kunne få en aircon bus. Et par telefonopkald senere var der booket en taxa til 14 tusinde rupees (656 kr). Vi sad længe og snakkede med ham. Han havde boet og arbejdet i et år i Köln og hans familie var i Colombo, men han havde kun mulighed for at besøge dem en gang om måneden. Hotellet havde stor grillaften med levende musik til maden, hvilket vi fortalte, at vi ville deltage i.
Efter at være blevet klar til middagen, sad manageren og ventede på os. Den bedste plads udenfor på terrassen, var reserveret til os. Vi fik bestilt grillmad. Vi har ellers været halvvejs vegetarer her i landet, hvor man ikke spiser ret meget kød. Men jeg fik et fadfuld kød i form af forskellige fisk, lam, gris, kylling,  oksekød, pølser, coleslaw salat og pommes fristes og friske ananas til ingen penge. Dorte valgte en knap så voldsom portion med kylling. Kort efter kom værtens kammerat,  der også var manager på et stort og flot hotel i Kandy, og fik plads hos os. Så fik vi diskuteret og snakket, bl.a diskuterede vi religion, hvor det var ham totalt ubegribeligt, at nogle ikke var troende. Værten kom jævnligt og satte sig og var meget opmærksom på, at vi havde det godt og intet manglende. Efter at have spist, drukket et par øl (han drak Carlsberg Speciel 8,8 procent og her er der 75 cl i flaskerne) og og en drink, sagde vi godnat, da vi skulle på farten igen næste morgen.

Parti fra Sri Dalada Maligawa  også kaldet Templet  for Buddhas Hellige Tand

Kandy

Næste morgen stod vi op til det smukkeste solskin og udsigt til bjergene og gartneriet, hvor de ansatte var igang med at trække gulerødder og porrer op samt holde rent i højbedene.
Vi har været nødt til at revidere vore planer pga mit hold i ryggen. Min white water rafting er aflyst. Lidt ærgerligt for der er gode muligheder for rafting i dette område i kategori 5, hvor der er rigtig store vandfald. Nå, men det må vente til næste år, da er vandstanden i floden måske også bedre. Vi havde også planer om en tur til Horton Plains hvor der skulle være totalt betagende vandreture, men dels er der en times køretur hver vej og dels skulle vi op kl 4:30,  så det droppede vi også. Heldigvis er her så mange andre ting man kan foretage sig. Til morgenmaden mødte vi vore 2 gamle gutter fra i går og de har inviteret os med på en formiddagstur. De havde bestilt en chauffør til at køre dem. Vi kørte ned ad bjerget til en tefabrik og var inde og se hele processen, der foregik med samme teknik og på samme maskiner som for 100 år siden. Hver 5 dag bliver tebusken besøgt af en af de 400 ansatte teplukkere,  der hver skal plukke 20 kg daglig. Skuddene de plukker består af 2 sideskud og et topskud. Det største sideskud bruges til sort te, det mindste til grøn te og topskuddet til hvid te. Topskuddet behandles udelukkende manuelt.
Vi fik herefter en smagsprøve på deres te og fik gennemgået, hvilke tesorter der skulle drikkes med mælk og sukker, hvilke egnede sig bedst kun til mælk osv.
Herefter kunne vi købe udsøgte sorter i deres butik, hvilket vi gjorde, selv om vi vidste, at de var billigere i Danmark.
Vi kørte herefter ud til nogle vandfald, men som vi havde regnet med, var der meget lidt vand, så det var lidt fesent.
Herefter kørte vi tilbage i den vild smukke natur gennem teplantager, teplukkere, der gik med sækken spændt fast om panden og hængende på ryggen, så de havde begge hænder fri til plukning.
De to gutter vi fulgtes med er et par herlige guttere. Australieren bor i Perth og er netop gået på pension,  hans kone arbejder stadigvæk, så han er afsted alene. Han har familien her,  idet hans bedstefar, der var englænder, var flyttet til Sri Lanka og arbejdede som leder på en teplantage. Da Sri Lanka blev selvstændig, var englænderne ikke velset og hans far flyttede derfor til Australien.

Næste

Terrasser med tebuske

Tekstfelt: ed de små jhordbrug blivsager

Ved de små jordbrug bliver grøntsagerne dyrket i højbede

De fleste vandfald, vi passerede var ret tørlagte

Vue fra Ella

Parti fra Ella

Et par varaner tager sig et hvil på klipperne. De falder godt ind i omgivelserne