Familien Duch

Peter Duch

Thailand—Syd-Vest øer

Bangkok

År 2012

Vi havde en mellemlanding i Bangkok, hvor vi havde 2 overnatninger. Bangkok er altid et dejligt gensyn. Siden vi var der sidst er undergrundsbanen blevet åbnet, ligesom jernbanen er ført ud til den internationale lufthavn. Så vi skulle selvfølgelig prøve at rejse med offentlig transport hele vejen fra lufthavnen til vort central beliggende hotel. Det viste sig dog ikke at være den bedste beslutning, da nettet endnu ikke hænger godt nok sammen, idet der var temmelig lang gåtur fra jernbanestationen vi stod af ved til undergrundsstationen. Og så skulle vi ydermere skifte til Skytrain det sidste stykke. Men vi nåede dog frem—godt svedige af den stærke sol, så efter at have indlogeret os, fandt vi hurtigt vej til hotellets swimmingpool.

Myldretiden er et sandt helvede i Bangkok, selv om der gøres meget for at benytte den kollektive trafik med busser, undergrund, tog og skytrain.

Selv med fodgængerbro på 1. sal, skytrains på både 2. og 3. samt 8 sporede boulevarder i stueetagen er biltrafikken ofte ufremkommelig

På denne tur til Bangkok blev tiden brugt til at slentre rundt, besøge nogle af vore yndlingsspisesteder og til shopping. Vi har tidligere set mange af seværdighederne, hvorimod vi aldrig har brugt ret meget tid på shopping.

Så det blev til besøg på Central World Shopping Complex, Siam Paragon Shopping Centre, MBK m.v. I Central World Shopping Complex er der en 6-D biograf, hvor vi var inde og se et par film. Det var en stor oplevelse, at ud over vor kendte 3-D effekter, så bevægede den enkelte stol sig også, hoppede, vippede, højre, venstre, fremad og tilbage. Desuden var der også vind, så når man sad i en løbsk tipvogn i en forladt guldmine, hoppede og dansede man hen ad skinnerne i susende fart mens vinden susede i håret. Ret intens oplevelse, som dog om få år vil være en almindelighed.

Monument for Thailands næsten guddommelige kong Bhumibol

Dorte promenerer på Siam Square

Koh Lanta

Vi landede i lufthavnen i Krabi og derfra med taxi til Koh Lanta Yai via 2 gange færger.

Vi boede på Nautilus Resort på  Pra Ae (Long Beach) på Koh Lantas vestside i en hytte tæt ved stranden. Det lå i en fint velholdt parkanlæg. Stedet blev drevet af et svensk ægtepar, som virkede både sure og uengagerede, men heldigvis var personalet meget venligt og hjælpsomt.

Den første nat vågnede vi om morgenen ved et frygteligt spektakel på loftet. Vi regnede med, at det var nogle rotter, der sloges i rummet mellem loftet og taget og klagede til ejeren. Meget nødtørftigt kikkede han efter, men kunne dog ikke se noget, men vi fik tilbudt en anden hytte, som vi takkede ja til, og fik dermed en både bedre beliggende og mere moderne hytte.

Fiskebåde fra Koh Lanta

Vor strand ved Nautilus Resort

En af de ansatte fortalte os en dag, at der var en stor festival i sigøjnerlandsbyen, på den anden side af øen og opfordrede os til at tage derhen. Så vi tog derhen om aftenen i en taxa, sammen med en brasiliansk pige, der også boede på Nautilus. Men så snart vi nåede 

til Lanta Town, begyndte regnen bare at vælte ned. Det var meget synd for arrangørerne, for der var gjort et kæmpearbejde med at udsmykke hele byen. Så vi fandt hurtigt et spisested, hvor vi kunne sidde nogenlunde i tørvejr og fik lidt at spise, mens regnen ubønhørligt blev ved at strømme ned.

Efter nogen tid stilnede regnen en lille smule af, og trods det stadig regnede pænt besluttede vi at gå en tur rundt i byen og se på udsmykningen. Der var masser af aktiviteter og underholdning, flot udsmykning. Da vi til sidst kom ned til havnen, hvor hav sigøjnerne holdt til, var der virkelig gang i den. Sigøjnerne havde udsmykket et stort område til shows og dans, men desværre pissede regnen ned. I hele sigøjnernes gade langs vandet var der masser af boder, musik og restauranter hvor sprutten flød og der var liv og glade dage. Vi var dog alle 3 blevet temmelig våde og valgte derfor i stedet at vende hjem til vore hytter. Men meget ærgerlig at vejret havde opført sig sådan—den eneste gang på vor 5 ugers tur, at vi mødte regn.

Et par elefanter på sydøen.

Et par turister på elefanttur

På trekkingtur i junglen, mødte vi et ret stort træ

Vi lejede et par scootere 3-4 dage på turen og kørte øen tyndt. Det er en virkelig behagelig måde at komme rundt på, dejligt luftigt og man kan komme frem overalt.

Jeg tror stort set ikke der var den vej på øen, vi ikke har været på. Fra færge– og hovedbyen Baan Sala Dan i nord, med sine spændende restauranter beliggende på en lang bro, liggende langs vandkanten, byens spændende markeder,  til havsigøjner landsbyen

Baan Sangkla –U i syd, med dens spændende og meget kuperede landskab. Vi kørte af bitte små jordveje gennem junglen, hvor der tappedes gummi fra store gummiplantager og hvor byens affald endte på enorme lossepladser og hvor folk gik og rodede efter noget brugbart. Den slags lossepladser mødte vi 2-3 gange, når man kom ind i de centrale dele af øen, hvor turisterne normalt ikke kom.

På vandretur gennem et lille vandløbet

For enden af vandløbet lå Phru Bon vandfaldet, der var ganske lille p.g.a. tørtid

I  Baan Sala Dan er der ud over de større bilfærger, også nogle mindre. Det er hovedsagelig til naboøen Koh Lanta Noi, der ses i baggrunden, man lader sig færge over til.

Skumringsbillede fra Nautilus

Vi havde købt en heldagstur hvor vi sejlede ud fra Kantiang Bay. Efter en times sejlads  nåede vi til Koh Ma, hvor vi snorklede en tur, hvorefter vi sejlede videre til Koh Chuak, hvor vi fortsatte snorklingen. Vi har dog været på langt bedre steder at snorkle, men trods det var det udmærket, da naturen omkring os og på sejlturen var smuk. Herfra sejlede vi til Koh Mook, til Emerald Cave..

Koh Mook med huler

Vi ankrede op ved Emerald Cave bland mange andre turbåde og iførte os svømmeveste. Vi havde aldrig hørt om Emerald Cave før og vidste ikke hvad vi gik ind til. Dorte valgte nu at blive på båden, men jeg fulgte efter sammen med de øvrige. Turguiden havde en kraftig lommelygte med, hvilket viste sig at være meget praktisk, for efter at vi svømmede på en lang række ind af den smalle huleindgang, blev det totalt mørkt. Med lommelygten udpegede guiden flagermus, der holdt til i hulen samt brugte lygten til at vise vej i hulesystemet. Efter 80 meter gennem hulen, kom vi pludselig ud til et hul i bjerget, hvor lyset skinnede ned og der var den fedeste strand—inde midt i bjerget med lodrette sider der strakte sig 100 meter op i luften. Det var en helt vild spændende overraskelse og specielt. Når man ikke kendte noget til det i forvejen. De stejle bjergsider var meget frodigt bevokset med lianeer, bregneagtige træer m.v.. Selve hullet var vel et par hundrede meter i diameter. Vi badede og dasede lidt i solen før turen gik tilbage gennem hulesystemet.

Emerald Cave. Fotoet er fra mimtravel.net, da jeg ikke selv havde undervandskamera med.

Dorte på scooter.

Der er elefantcamps flere steder på øen, for dem som har lyst til en ridetur.

I gummiplantagen samles gummisaften op i små skole, som er bundet på alle træer.

Vor bådtur fortsatte til øen Koh Ngai hvor vi fik frokost og nød den dejlige strand til badning og solbadning nogle timer, hvorefter turen gik tilbage til Kantiang Bay og videre hjem vil vor hytte på Phra-Ae Beach.

Emerald Cave. En overraskende og spændende strand inde midt i bjerget. Foto er fra lantaoldtown.com

En stor del af den nordøstlige del af Koh Lanta Yai og det smalle stræde mod Koh Lanta Nopi er dækket af et sumpet mangrove område

Vi tog en dag en tur på vore scootere til Khlong Toab Village. Her fik vi for resten en yderst lækker frokost ved et lille undseeligt madsted.

Vi hyrede en guide til at vise os vej gennem junglen til et lille vandfald og til nogle huler, som lå langt inde i junglen. Turen gik hovedsagelig gennem et lille vandløb, hvor vandstanden p.g.a. årstiden var meget lav. Efter en times tid, nåede vi frem til Phru Bon vandfaldet, som gav lige så lidt vand, som vi egentlig havde regnet med. På tilbage vejen viste vor guide os nogle huler som vi gik et kort stykke ind i. Guiden var dygtig til at vise os forskellige spændende planter, træer  og fugle i junglen, så skønt vandfaldet var en skuffelse, var det alligevel en god tur.

Indgangen til hulerne på vor trekkingtur til Phu Bon vandfaldet

Der var mange smukke blomster på trekkingturen

Så drager vi videre fra Koh Lanta med speedbåd

Naboejendommen ved Nautilus

Koh Lipe—havsigøjnernes ø

Vi sejlede med en speedbåd fra Baan Sala Dan til Koh Lipe, hvor båden ankrede op ude i bugten ved Ao Pattaya Beach. Herfra kom vi videre til land i en longtail boat for nogle få bath. Vi boede på Green View Beach Resort og havde fået en god bambushytte direkte på den kridhvide sandstrand.

Kop Lipe er en lille ø, som man kunne gå rundt om på nogle timer, såfremt det var muligt for klipperne, der visse steder spærrer for adgangen. Vi havde inden afrejsen læst, at det var ret begrænset med turisme, men det var bestemt ikke virkeligheden. Der var masser af guesthouses, butikker, restauranter og barer. Vor hytte lå dog lige i udkanten af det hektiske natteliv, men dog ikke længere væk end at nogle få minutters gang bragte os i det pulserende liv.

Vor bambushytte på Ko Lipe.

Siden tsunamien 2. juledag i 2004 er der blevet skiltet med evakueringsruter i forbindelse med tsunami varsel

Vor dejlige brede sandstrand i Ao Pattaya. Turister der skal til og fra stranden, må leje en lokal fisker til at sejle sig ud til nogle pontoner ude i bugten, hvor passagerbåden samler dem op.

Fra vor terrasse eller på sandstranden foran vor hytte havde vi en rigtig fin udsigt til de aktiviteter, der foregik. Når de lave tunglæssede longtail både kom med varer til øen, når fiskerne kom  ind med fisk til de lokale restauranter eller når passagerer skulle fra øen og kom gående i sandet med deres tunge rygsække på jagt efter en lokal fisker, der kunne sejle dem ud til deres opsamlingsponton.

Ved siden af vor hytte lå en lille men god restaurant. De sejlede selv ud og fangede deres fisk, som så om aftenen blev grillet på restauranten. Vi så f. eks. en dag de kom i land med en prægtig Blue Marlin, som vi senere om aftenen fik en andel i.

De små fladbundede longtail boats kan komme helt ind til stranden i den lavvandede bugt.

At transportere varer til øen, som er fuldstændig afhængig af varer udefra, var en besværlig process. Først lægger fragtbåden til, ved en af pontonerne ude i bugten. Alle varerne losses  med håndkraft op fra lasten for derefter at lastes på de små longtailboats, der sejler varerne ind til stranden. Her bliver de så losset op på stranden og enten stablet på stranden for senere afhentning eller båret direkte op til forretningerne eller restauranterne. Heldigvis rådede man over et antal gamle motorcykler med sidevogne, som varerne kunne læsses over i og på den kørt ad sted.

Der er lige ankommet nye forsyninger, som skal ind på restauranten.

Varer placeret på stranden for senere afhentning

Som nævnt lavede vor naborestaurant nogle fantastiske lækre lokale retter. Det blev vor foretrukne spisested. Både frokost og aftensmad. Til aften havde de en fantastisk grillmeister, der tryllede de lækreste måltider frem af kæmperejer, blæksprutter, muslinger, sværdfisk, blue marlin, kyllinger og meget andet godt.

En dag til frokost bestilte jeg den lokale fiskesuppe, som stod omtalt i menukortet som spicy. Jeg har også tidligere i Thailand spist spicy fiskesuppe, så jeg skulle absolut prøve den. Tjeneren prøvede at fraråde mig at tage den, da den var meget spicy, men jeg var af den opfattelse, at det ikke kunne blive for spicy for mig, så til sidst måtte han give sig. Da han senere serverede suppen for mig, bemærkede jeg, at alle de ansatte var samlet forskellige steder i restauranten, for diskret at se, hvorledes jeg reagerede. Da jeg fik den første skefuld, stod der røg ud af ørerne på mig og halsen snørede sig sammen og jeg måtte tømme mit vandglas. Jeg fik dog spist suppen, den smagte fint, men hver skefuld fik mig til at snappe vejret. Selv jeg kan godt få noget, der er for spicy, måtte jeg sande.

Vi spiste nogle gange på restaurant, der lå lige ud til vandet og ud til en lille flod, der udmundede i havet. For at komme dertil gik vi langs vandet og nåede restauranten fra sydsiden. Besøgende nordfra kom også gående langs vandet, men skulle krydse floden. I den uge vi var der, var der gerne lavvande om aftenen ved spisetid, så de besøgende nordfra kunne let passere flodmundingen, hvor der kun var 5-10 cm vand,de skulle igennem..

Når de så havde spist og siddet og hygge sig og skulle tilbage, var det imidlertid blevet højvande og de var i store problemer, da der ingen bro var. Os på restauranten havde megen morskab med at se, hvorledes folk til sidst måtte tage alt deres tøj af og bære det på hovedet, mens de passerede floden, efter fortvivlet at have overvejet alle andre muligheder og forgæves havde ledt efter en bro.

Endnu en sidevognsfuld er klar til afgang

Selv en motorcykel med sidevogn skal have hjælp i det løse sand

Mens nogle må pukle, kan andre slappe af på stranden.

En af hav sigøjnernes børn

Skolopendrene er lidt større end vi er vant til at se i Danmark. Her er en stor båndtusindben (ommatoiulus sabulosus)

Et kik op ad forretningsgaden, der går fra Pattaya Beach og til Sunrise Beach

Der er 3 hovedstrande på Kho Lipe: Den mest populære, der hvor der er mest at se på, fleste barer og restauranter er, hvor vi boede på Pattaya Beach, som ligger på sydsiden af øen. Sunrise Beach ligger på østsiden og er den længste strand, men der er ret lavvandet ved ebbe, hvilket betyder, at hvis man f. eks. snorkler over mod øen Koh Usen, skal man indimellem trække maven ind, da man ellers støder mod korellerne. Der er til gengæld rigtig mange forskellige fiskearter, om end de er ret små i størrelsen. Ved strandens nordlige ende ligger hav sigøjnernes landsby.  Endelig ligger på vestsiden Sunset Beach som er meget mindre og betydelig roligere. Her bliver det hurtigere dybt og oftest er der lidt større bølger. Desuden er der et par småstrande ved øens Nordvestlige del, som det dog kræver lidt klatring at nå, da denne del af øen er ret klippefyldt.

På Pattaya Beach’s nordlige endepunkt, kan man forcere klipperne via et omfattende brosystem og komme til den lille hyggelige strand Sanom Beach, som stort set kun kendes af de, der bor i de spredte hytter, der ligger i området. Det er en fortrinlig strand, der også er et fantastisk udgangspunkt for snorkling, da der mellem stranden og et par øer der ligger ca 1.000 meter ude er et rigtig godt område med store undersøiske klippestykker og gode koraller.

Hav sigøjnerne her kom med friskbagte boller med frugtmos, Mums.

Jeg er på vej tværs over øen, efter besøg på Sunset Beach

Vi havde et problem med at vor visa var ved at udløbe og vi måtte egentlig ikke opholde os i Thailand de sidste par dage. Vi havde været hos immigrationen, som desværre ikke havde bemyndigelse til at forlænge visa og forklarede os, at vi var nødt til at tage til fastlandet for at få det ordnet. Det havde vi ikke den store lyst til, at skulle bruge en hel dag på at rejse frem og tilbage og vor plan var at tage til Langkawi i Malaysia efter Koh Lipe.  Heldigvis kom vi i kontakt med en rigtig sød dame i et lille færgeselskab som sagde, at de skulle de nok klare. Vi skulle bare tage med deres skib til Satun på fastlandet og derfra til Langkawi og de skulle nok hjælpe os med visumproblemet. Det ville koste 500 bath pr. dag i bøde for overskridelse af visumtiden plus en rørende billig billet til bådene. Så vi valgte at følge rådet og købte billetter.

Vi forlod Koh Lipe tidligt om morgenen, fik fat i en af fiskerne, der sejlede os ud til den ponton, hvor vort skib skulle lægge til og kom om bord som de første, da de ankom. Efterhånden kom der forskellige lokale, med deres bylter og varer, som de formentlig skulle til fastlandet og afsætte. Mange skulle bare til fastlandet for at proviantere.

Udpluk af passagererne habengut på båden fra Koh Lipe.

Vildtvoksende frugt fra øens midte.

Vi gjorde holdt flere steder ude på havet, idet der kom nye indfødte, der skulle med skibet. De blev sejlet derud i primitive både eller i longtailboats. Så måtte vi lige vente, til de også havde fået deres bylter ombord. Vi lagde til ved 2-3 andre øer, bl.a. Koh  Tarutao som også så spændende ud, om end det nok var et lidt ensomt sted. Da vi nåede Satun, kom en ung dame os i møde. Hun var udsendt fra det lille færgeselskab, og skulle sørge for, at vi kom gennem integrationen og kom med på næste båd. Det er altid så rørende at opleve, hvorledes man passer på sine gæster i Østen.

Afslapning på terassen

Sunrise Beach med Koh Usen i baggrunden. Jeg tog turen derud og rundt om øen med snorkel i det lave vand.

Langkawi—Malaysia

Vi steg af båden i Kuah og tog derfra en taxa til  Pantai Cenang og indlogerede os på Malati Tanjung Motel og fik et værelse på 1. salen med en dejlig balkon, lige ud til den lange kridhvide strand. Langkawi var meget anderledes at komme til fra Koh Lipe. Langkawi er betydelig mere friseret, livet knap så hektisk, bo standarden betydelig bedre og priserne rimeligere.  Hvor vi på Koh Lipe betalte 1.800 bath (ca. 330 kr) pr. nat for en bambushytte på stranden,  betalte vi 140 RM (ca 253 kr.) pr nat for en standard langt højere, men med nogenlunde samme beliggenhed

Lankawis havørne er øens kendetegn. Denne status står ved  hovedbyen Kuah

Pantai Cenang stranden

1. sal lejligheden længst til venstre var vores hjem, der 5 dage vi tilbragte på Langkawi

Tiden på Langkawi blev hovedsagelig brugt på afslapning, solbadning og enkelte udflugter. Ved ankomsten til øen, havde vi set, at Kuah var en smuk og interessant by, så vi tog en taxa derind og gik på udforskning. Byen er smuk med store grønne parker, legepladser, vand og promenader. Men også lidt kedeligt og virkede lidt dødt, når man lige er kommet fra Koh Lipe. Vi havde egentlig planlagt, at spise inde i byen og aftenen og se lidt på aftenlivet, men dels så det ikke rigtig ud til at være noget liv om aftenen og de restauranter der var åbne, var mere eller mindre tomme, så det endte med at vi tog en taxa tilbage til Pantai Cenang.

Kuah. Et af promenaderne ved parken

Legeplads i Kuah

Vi tog en dag en taxa til Pantai Kok,  som bl.a . har en meget fin strand. Det var dog ikke så meget stranden som  kabineliften, der interesserede os. Vi blev sat af i den orientalske landsby, som er et stort shopping område, indrettet i et naturskønt område. Der er en række butikker, som sælger souvenirs, håndarbejde, gallerier, restauranter m.v. Der findes også forskellige aktiviteter, som elefantridning, der er en tiger og et  ørne træningscenter. Det er et meget smukt område, og så ligger det ved foden  af bjerget Gunung Mat Chinghang, vandfaldene Telega Tujuh, der betyder de 7 kilder og kabelbanen, hvormed med på 28 minutter kan komme helt op på bjergets top.

En dam med åkander i den orientalske landsby

2 6-mands gondoler passerer hinanden  på kabelbanen.

Kuah. 2 smukke elefanter anvendt som kort

Parti fra den orientalske landsby

Vi steg ombord i en af kabinerne til kabelbanen og kort tid efter hang vi i en snor langt over junglen. Det var en lang og smuk tur hen over regnskoven med alle dens bjerge, klipper, træer—grønt i alle nuancer. Og jo højere vi kom, jo mere storslået blev udsigten. Vi kunne se de mange småøer, der lå i havet ud for os, med Palau Bureau som den største, men som nu kun var en lille klat i havet. Efter 28 minutter nåede vi toppen og steg ud. Her var der forskellige udsigtsplatforme, restauranter m.v. Vi stod længe og studerede udsigten og dyrelivet. Under os var der en flok aber, der sloges. En stor havørn kredsede rundt under os—det var lidt specielt så den ovenfra, da det normalt er fra undersiden man ser dem.

På vej op med gondolen. Mod Langawis næsthøjeste bjerg. Vi kan her se øen Palau Bureau i baggrunden.

Der er lavet en lang catwalk fra  Gunung Mat Chinghang til en nærliggende bjergtop. Et imponerende bygningsværk og en fantastisk tur henover, men det er absolut ikke for de, der har hang til højdeskræk, da turen visse steder går et par hundrede meter over regnskoven og skarpe klipper.

Tæt på toppen, min højdemåler viste 690 meter—der er 709 meter på den højeste  tinde

Catwalk hen over regnskoven

En gangbro fører fra den ene klippetop til den anden.

Dorte har et solidt tag i gelænderet

Vi nød udsigten længe og gik rundt fra plateau til plateau før vi igen tog  en kabine ned til den orientalske landsby igen. Her gik vi rundt og nød de smukke omgivelser, fik lidt frokost og besluttede at gå en tur til stranden. Dette var dog vanskeligere en som så, da vi mistede orienteringen og havnede inde på et luksusresort—i den modsatte retning af, hvad vi havde regnet med. Da vi så endelig nåede ned til deres private strand, kunne vi ikke komme videre hen ad stranden, idet der var en mindre flod, som vi ikke umiddelbart havde lyst til at forcere, så det endte med, at vi i stedet tog en taxa tilbage til vor egen strand.

En sød lille ged kom og besøgte os på stranden

En muslimsk familie var på stranden for første gang i deres liv, og for første gang legede børnene i strandkanten og havde en skovl og spand i hånden.

Ca 20 minutters gang fra hvor vi boede, var der et stort Undervands verden. Imponerende flot, men desværre næsten uden gæster.  Ud over et væld af mange forskellige fisk i alle størrelser fra små søheste, gopler til de store hajer og rokker. Lige efter indgangen kommer man dog først gennem et tropeland med en række flotte farvestrålende fugle på land og store fisk i sø og å.

Vi kom også gennem en korridor, hvor vi var omgivet af vand rundt omkring os og hvor bl.a. de store hajer og rokkerne svømmede oven over os. Der var et område med masser af akvarier, hvor man havde bygget naturlige koralrev op, med masser af revets fisk. Lidt sjovt at se de fiskearter her, vi ellers har set under snorkeldykningen. Ydermere var der et arktisk område med pingviner. Også lidt sjovt at se dem her i troperne med 30 grader udendørs og frostvejr indendørs.

Efter at have brugt et par timer i undervands verdenen sluttede vi af i  restauranten med hjemmelavet lagkage og kaffe.

Guldfasanen spankulerer stolt omkring i tropelandet.

Et par gopler arm i arm

En dejlig temperatur hos disse kejserpingviner, men vi på den anden side af glasset svedte i tropevarmen.

Dagen efter fløj vi til Kuala Lumpur, videre til Paris, hvor vi havde en del ventetid. Vi havde regnet med at tage ud i byen, men det var desværre umuligt at få bagagen opbevaret nogen steder i lufthavnen, så det blev i stedet lidt læsning, inden turen gik videre til Danmark.

Lidt forskellige fisk fra akvarierne i Undervands Verden i Pantai Cenang—et besøg værd